Du kan lytte til og abonnere på Standard via Spotify og iTunes eller din foretrukne podcast-app.
Tessa har haft et sindssygt år. Både musikalsk, hvor hun igen har vist sit lyriske talent med en række singler, og skulle have spillet sommerens festivaler tynde.
Men også gennem DR3’s dokumentarserie ‘Tessas hævn’, hvor hun fortæller historien om fortidens traumer – og om hvordan hun vil overvinde dem, og blive et forbillede for andre i lignende situationer.
I det nye afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast prøver vi at komme tæt på begge sider: Solstrålehistorien om musikalsk succes samt den mørke bagside med fortidens historier, der spøger.
Første halvdel af podcasten er således dedikeret til en Q&A med rapperen fra INPUT LIVE, hvor hun blev interviewet af Standard-vært Kristian Karl, og svarede på spørgsmål fra sine fans. Det er en exceptionelt veloplagt Tessa, vi møder her: Hun joker om, at hun ikke er nogens mor, giver brandtaler til ungdommen og fortæller om alt fra sin yndlingssang til sin favoritsnack.
I anden halvdel af podcasten bringer vi et uddrag af sidste uges afsnit af Soundvenue Streamer, hvor Standard-vært Kristian Karl var forbi som gæst og talte om DR3’s dokumentarserie ‘Tessas hævn’ med Streamer-værterne Jacob Ludvigsen og Lise Ulrich.
Standard udkommer en gang om ugen og gæstes af rappere, producere og eksperter for at diskutere de mange aspekter af hiphoppens dominerende rolle i kulturlandskabet.