‘365 Days’: Netflix-hittende ‘50 Shades of Grey’-klon har et stærkt problematisk budskab
I 2011 blev verdens mest kendte stykke fanfiction udgivet som bog under navnet ’50 Shades of Grey’. Bogen var skrevet over ’Twilight’-bogserien fra 2005, og den blev et så stort hit, at den i 2015 blev filmatiseret med Dakota Johnson og Jamie Dornan i hovedrollerne. En film, vi i øvrigt gav to stjerner.
Den polske ‘365 Days’, der i dagevis har været den mest populære film blandt danske Netflix-brugere, fortsætter, hvad der må betegnes som et sort hul af fanfiction og filmatiseringer. Denne gang er der ikke noget bogforlæg (heldigvis). Men skulle man være i tvivl, om filmen er mere end almindeligt inspireret af ’50 Shades of Grey’, er der en scene hen mod slutningen, hvor filmens hovedperson danser til et bal iklædt en tro kopi af den blondemaske Dakota Johnsons Anastasia Steel bærer i ’50 Shades Darker’, og som ligeledes prydede forsiden på den anden bog i serien.
I ‘365 Days’ bliver festpigen Lauras (Anna-Maria Sieklucka) verden vendt op og ned, da hun på en daseferie til Italien bliver kidnappet af den unge mafiaboss Massimo (Michele Morrone) og holdt som gidsel med det formål at få hende til at forelske sig i Massimo.
At sige at ’365 Days’ udsender problematiske budskaber omkring kærlighedsforhold, er en underdrivelse. Hele filmens præmis kan opsummeres med, at Stockholms Syndrom er det samme som ægte kærlighed. At hvis du som mand bare prøver hårdt nok at få en kvinde til at elske dig, så vil hun til sidst bukke under og endda takke dig for din manipulerende og besidderiske adfærd. Alt hvad en kvinde virkelig ønsker sig af en elsker, er en mandlig dominatrix.
Massimo beskriver sig selv således: »Forestil dig en stærk alfamand, som altid ved, hvad han vil have. Han plejer dine behov og er din beskytter. Når du er sammen med ham, føler du dig som en lille pige. Han får alle dine seksuelle fantasier til at gå i opfyldelse«.
Han er en om muligt endnu mere kontrollerende og dominerende flirt end Christian Grey i ’50 Shades of Grey’ (der selv var en slet skjult klon af Edward Cullen fra ’Twilight’-filmene). Han er så narcissistisk, at han i ramme alvor anser det for umuligt, at en kvinde ikke hungrer efter at havde sex med ham. I en scene tvinger han Laura til at overvære ham modtage oralsex fra en af sine mange elskere, så hun »kan se hvad hun går glip af«, og filmen gør et stort nummer ud af at vise, præcis hvor ombejlet han er. Som mafiaboss grænser han til det psykopatiske og slår op til flere mænd ihjel for at kigge forkert på Laura.
Laura er en lille, om end meget lille, forbedring i forhold til Anastasia Steele. Hun er i forbindelse med sin egen seksualitet, og hun stræber efter at få noget mere vildskab ind i hverdagen, end hendes kæreste Martin kan give hende. Men derudover har hendes karakter ikke meget at byde på. Til gengæld får man indtryk af, at når hun falder for Massimos alfahan, så er det, fordi hun er faldet pladask for hans manipulerende adfærd – og ikke, som Anastasia Steele, fordi hun er et passiv menneske, der har brug for en dominerende mand til at fortælle hende, hvad hun skal gøre.
’365 Days’ er mildt sagt et dårligt forbillede for et sundt romantisk forhold. Udover den overordnede præmis, der sætter lighedstegn mellem Stockholmsyndrom og ægte kærlighed, så præsenterer filmen besættelse og økonomisk sikkerhed som et tegn på hengivenhed. Den slår ligeledes knuder på sig selv for at vise, at Massimo langt fra er den værste fyr, Laura kan falde for – men efter kidnapningsforsøget falder disse alle til jorden.
Massimo har selvfølgelig en begrundelse for sin besættelse af Laura, men denne er så papirtynd, at den stort set er ligegyldig.
Det største salgspunkt i ’50 Shades of Grey’ var Christian Greys hang til BDSM – altså sex hvor man blander smerte med nydelse – og parrets seksuelle eskapader spiller også her en vigtig rolle. ’365 Days’ er langt mere eksplicit, uden at vi dog ser andet end et par bare bryster. Et gennemgående dårligt lyddesign ødelægger dog mange af de sensuelle øjeblikke.
Rent teknisk er filmen lavet på samme dilettantiske niveau som en fanfilm skabt uden om de professionelle produktionsselskaber. Lydsiden er et sandt mylder af billigt indkøbte popsange, der ofte ikke passer til scenerne, de er sat til at akkompagnere. Fotograferingen svarer til den, man kan finde i en gennemsnitlig tv-reklame. Til gengæld er det nogle flotte lokationer de har fået lov til at filme på.
Kort sagt:
’365 Days’ er en tam, dilettantisk og usexet kopi af ’50 Shades of Grey’.