»We’re just getting started,« lyder det fra June (Elisabeth Moss) i slutningen af den nye højdramatiske teaser for den næste sæson af ’The Handmaid’s Tale’. Et relativt uhyggeligt statement, hvis man har fulgt med i de pinsler og plager, hun har gået igennem i de tre foregående sæsoner.
Med den nye teaser for den fjerde sæson af filmatiseringen af Margaret Atwoods succesroman er der således lagt op til endnu mere hårrejsende drama i det totalitære dystopi-samfund Gilead, og efter alt at dømme kunne vi meget vel stå på tærsklen til en reel krig.
Teaseren til den nye sæson af Hulu-serien afrundes med en melding om, at sæsonen, der efter sigende kommer til at bestå af ti afsnit, dog først kommer i 2021, så det er om at slå koldt vand i blodet lidt endnu.
Tredje sæson, der løb over skærmen i sommeren 2019, blev dog mødt med lidt lunkne anmeldelser – blandt andet fra vores anmelder, der gav den tre stjerner med overskriften: »Da et mesterværk blev en pastiche over sin egen hype«. Forhåbentlig den nye sæson kommer til at ændre lidt på formlen, så den kan feje benene væk under os, som det var tilfældet med de første af slagsen. Men som June selv siger i teaseren: »Forandringer kommer ikke let. Denne krig vinder ikke sig selv«.