Hvad gør man, når man ikke kan se sig selv i den musik, man elsker allermest? Esben Andersen har på det seneste haft en fornemmelse af, at hans yndlingssange prøver at pådutte ham en bestemt følelse, men hvad enten det er solskinspop eller nattedyster klubmusik, er det blevet for polariseret for ham. Derfor har han brugt sin musikalske enmandshær til at udforske rummet mellem de to yderpoler på sin nye ep ’All About U’, der samtidig markerer producerens tilbagevenden til Rangleklods-aliasset.
Ep’ens fem sange blev til i kølvandet på opdelingen af Blondage, der bestod af Esben Andersen og hans kæreste Pernille Smith-Sivertsen. De arbejder nu hver for sig professionelt, men er stadig sammen privat. Pernille fortsætter Blondage, Esben er Rangleklods.
»Vi var virkelig på eventyr sammen og delte så mange store oplevelser. Men tingene bliver komplekse, når man bruger så godt som 24 timer i døgnet sammen i syv år, og i længden var det for voldsomt. Vi havde begge brug for at udtrykke os hver for sig, og jeg er så glad for, at vi har formået at tage det skridt tilbage sammen og finde hinanden som kærester igen«, fortæller Esben.
Rangleklods havde altid været en musikalsk legeplads for Esben, hvor han hverken har svoret troskab til en bestemt lyd eller genre. Og den frihed gjorde det nemt for ham at vende tilbage til det gamle navn og producere netop den musik, han savnede:
»Jeg kan se på den musik, jeg selv lytter til, at det, der inspirerer mig allermest, er 50 procent opløftende, varm musik og 50 procent virkelig mørk, nattefikseret klubmusik. Det afspejles på ’All About U’, hvor jeg både går ud af begge retninger, men også forener dem«.
Den sammenhæng har været klar, siden Rangleklods blev genaktiveret.
»Her, i rummet mellem natsort klubmusik og solbelyst pop, hører jeg til«, udtalte Esben i forbindelse med comebacket, og det er dette møde mellem to poler inden for Rangleklods-lyden, vi har sat produceren i stævne for at komme nærmere ind på.
For at komme til bunds i dualiteten har vi således bedt Esben om at fortælle om tre numre fra hver ende af spektret – og undervejs komme ind på, hvordan lyden har spillet ind på Rangleklods 2.0.
3 x solskinspop
1. Kaytranada ’Do It’
»Sangen lyder støvet af vinylsamples, og at lytte til den føles som at tage et par ridsede solbriller på, hvor verden pludselig ser gullig og beskidt ud. Inspirationen fra den skinner igennem på ’Never Lie’, hvor jeg gik efter at farve akkorderne og harmonierne på så varm en måde som overhovedet muligt«.
2. Stardust ’Music Sounds Better With You’
»Der er noget fascinerende ved denne her late 90’s, samplebaserede housemusik, hvor man hører det samme korte loop igen og igen. Det var den allerførste elektroniske musik, jeg forelskede mig i, da jeg var omkring 11 år gammel. Jeg elsker produktionen, hvor elementerne hele tiden overlapper hinanden, så der kun er én ting i forgrunden – det har især inspireret mig på ’All About U’«.
3. Milton Nascimento ‘Tudo O Que Você Podia Ser’
»For mig lyder det som en sommerdag, som også er sørgmodig. Det er det, der gør den spændende. Det er 50 procent Beatles og 50 procent bossanova, og det, som rammer mig, er den måde, rytmikken ligger lige uden for griddet på. Den var en stor inspiration, da jeg skrev melodien til ’Never Lie’, hvor jeg også prøvede på at ramme toner, som ikke gjorde sangen for naiv eller optimistisk«.
3 x dyster klubmusik
1. Burial ’Ghost Hardware’
»Måden Burial opbygger beats med lo-fi-lyde var den helt store inspiration i forhold til ’Snow’, der lukker ep’en. Han har en form for sensibilitet, hvor trommerne ikke nødvendigvis skal pumpe i brystet, men snarere lyder som en maskine, der er lige ved at gå i stykker. Der er en helt vild ensomhed i det her nummer«.
2. Jamie XX ’Gosh’
»Det spændende ved denne her sang er, at den lyder som konfliktoptrapning. Jeg har et billede af to personer, der ser hinanden an og går i cirkler om hinanden, inden de skal til at slås. Det, jeg har taget med fra ’Gosh’, er at sørge for, at der er en spænding i mine sange fra start til slut. For eksempel i ’Like That’ tror jeg ikke, at folk forudser det første breakdown. Jeg prøver at overraske folk, så man ikke kan høre 15 sekunder af en af mine sange og vide præcis, hvordan den er«.
3. Jon Hopkins ’Emerald Rush’
»Da jeg hørte introen første gang, var jeg lidt bange for, at det var endnu en lang ambient Jon Hopkins-sang. Men så knækkede den over og blev noget af det mest innovative techno, jeg har hørt i mange år – det viser, hvad man kan, når et nummer er længere end de radiovenlige tre minutter. Der er en nøgenhed i sangen, som jeg forbinder med natten. Jeg er helt klart selv en natteravn, og den minder mig om at gå ned ad Istedgade alene uden at støde på et andet menneske«.