iLiKETRAiNS

Den overvældende mængde af tristessefyldte tungsindsytringer på denne debut går fint hånd i hånd med den kommende oktobergrå himmel. Fra første neddæmpede guitaranslag er man ikke i tvivl. Vi befinder os på sadcorens trøstesløse jagtmarker. Og her finder vi iLiKETRAiNS i en tilsyneladende altdominerende hungren efter nye molakkordharmonier, der kan bidrage til albummets fremherskende klaustrofobi. En klaustrofobi som affødes af den overanstrengte melankolske selvhøjtidelighed, der tynger de 11 skæringer. Melankoli og sortsyn har altid været effektive drivkræfter i musik, se blot vemodets ypperste ambassadør, Nick Drake, og hans dybt bevægende hjertesuk fra den britiske provins. Men her fungerer det bare ikke.

Det største problem med pladen er det nuanceløse udtryk, der præger de Oxford-engelske skudsalver fra forsanger Dave Martins verbale mismodkanon. Tekstmæssigt tages der udgangspunkt i historiske begivenheder, der alle tjener til at illustrere iLiKETRAiNS’ altoverskyggende pointe: Vi bevæger os i ring uden at lære af historien. Noget som allerede albumtitlen indikerer gennem sin poetiske entydighed.

Det er altid interessant med velovervejet lyrisk forankring, men det er nu en gang på musikalske præmisser albummet skal bedømmes, og her er det ikke til at komme uden om, at det er skåret over næsten en og samme læst. Og det er simpelthen ikke nok til at albummet kan holde pusten spilletiden ud. Ærgerligt, men det kan selvfølgelig på sin egen paradoksale måde understøtte den sørgmodighed, som allerede er blevet lagt for dagen.