’Undtagelsen’: Et nervepirrende mobbedrama med et dansk drømmecast i spidsen
Aldrig har et forskningsbibliotek fremstået så uhyggeligt som i Jesper W. Nielsens flotte filmatisering af Christian Jungersens roman ‘Undtagelsen’ fra 2004. De latente intriger og den gryende ondskab sidder tykt i luften allerede fra første thriller-agtige kameratur rundt i Dansk Center for Information om Folkedrab, hvor formidlingen af verdens værste krigsforbrydelser overskygges af tre kollegers avancerede passivaggressive voksenmobning af den fjerde.
Danica Curcic, Amanda Collin, Sidse Babett Knudsen og Lene Maria Christensen udgør det velspillende drømmecast i det solide danske drama, der på spændende vis undersøger ondskabens psykologi. Der findes ikke noget særligt anlæg for ondskab – det er noget, der er i os alle, konkluderer forskeren Ibens (Curcic) artikel om emnet. Det samme konkluderer filmen: Vi kan alle føle os så pressede, at vi begår onde handlinger.
Iben kender i den grad til at føle sig presset. Hun lider af posttraumatisk stress efter at have været taget til gidsel i Kenya. Ifølge bedsteveninden Malene (Collin) er hun besat af ondskab og prøver derfor at forstå den gennem sit arbejde. Også Malene føler sig udsat. Hun lider af gigt og er bange for, at hendes kæreste, Rasmus (Simon Sears), vil forlade hende, og for at miste sit job som formidler på folkedrabscenteret. Overbevist om, at bibliotekaren Anne-Lise (Babett Knudsen) er ude efter hendes position, fører Malene an i mobningen af hende med Iben som intrigant medskyldig på sidelinjen og sekretæren Camilla (Christensen) som medløber.
I starten er det subtilt: De griner ikke af Anne-Lises Youtube-videoer og beder hende lukke døren til sit enkeltmandskontor – »Du ved godt, min gigt ikke kan tåle træk!« – mens de sidder og griner og hyggesnakker hen over skrivebordene. Men da Malene og Iben begge modtager anonyme trusselsbreve, eskalerer konflikten. Måske er det fra den serbiske krigsforbryder, de har udgivet en artikel om? Men det kunne jo lige så vel være Anne-Lise, der tager hævn i afmagt. Hun har da også i stigende grad – forståeligt – hævnfantasier om at smadre Malene.
Som mobbedrama fungerer ‘Undtagelsen’ formidabelt. Der er nogle ekstremt ubehagelige scener, hvor Anne-Lise forsøger at italesætte sine frustrationer, og de tre andre rotter sig sammen om at gaslighte hende og spiller sårede over de hårde beskyldninger. Man er helt med på, hvordan mobberne gejler hinanden op, og mobbeofferet forsøger at svare igen, og det er nervepirrende at følge de magtkampe, der ligger i de små detaljer. En lille, men afgørende scene, hvor Anne-Lise forsøger at tage mod til sig til at åbne døren til sit kontor, fik mig helt ud på kanten af sædet.
Selvom filmen indtager alle fire kvinders perspektiv, forstår jeg dem dog ikke lige godt. Gigt eller ej, Malene, der også er irriterende manipulerende og dominerende i venskabet med Iben, er simpelthen for ondskabsfuld. Og Anne-Lise er for klart et uretfærdigt behandlet offer til, at dynamikken bliver virkelig nuanceret. Så er medmobberen Iben, der begynder at tvivle og få dårlig samvittighed – og som heldigvis også får mest spilletid – mere interessant.
Mod slutningen tager historien en 180 graders drejning væk fra det hverdagsrealistiske og mod det ekstremt dramatiske, hvilket jeg fandt mindre overbevisende. Men filmen holder trods en lovlig lang spilletid spændingen højt hele vejen igennem, ligesom den holder fint fast i sin tråd om ondskabens væsen og mekanismer – både i den ’store’ historie om menneskerettighedsforbrydelser og vold og den ’lille’ historie om mobning.
Kort sagt:
Filmatiseringen af Christian Jungersens ‘Undtagelsen’ er et velspillet og nervepirrende mobbedrama med sans for detaljer og spændende diskussioner om ondskab. Mindre overbevisende er hovedmobberens psykologi og det overdramatiske tredje akt.