Snart kan du igen opleve Peter Jacksons ‘Ringenes herre’-trilogi i de danske biografer, når CinemaxX og Empire Bio blænder op for den episke kamp om Midgård i løbet af juli og august.
De tre film vises for første gang herhjemme i de forlængede versioner, der sammenlagt tilfører knap to timers ekstra spilletid til de oprindelige tre biograffilm.
Både CinemaxX i Århus og København viser de tre film fra 30. juli til 9. august, mens Empire Bio i København blænder op for en maratonvisning den 18. juli, hvor alle tre film vises i rap. Den 9. august er der desuden maratonvisninger i CinemaxX i både Århus og København.
‘Ringenes herre’-filmene er et led i de danske biografers forsøg på at udfylde tomrummet fra de amerikanske blockbustere, der normalt plejer at dominere sommermånederne, men er blevet forsinket grundet corona.
Sommerprogrammet i en række danske biografer består således også af et omfattende Christopher Nolan-retrospektiv samt gensyn med store klassikere som ‘Titanic’, ‘Blade Runner’ og ‘Empire Strikes Back’.