’Min sindssyge tvilling’: Vellykket DR3-serie om søsterskab, psykiske lidelser og jagten på ophavet

To små drenge med tomme blikke og hungrende hænder cirkulerer om en madbod. »De bor på gaden«, fortæller de lokale. »De kommer her, fordi vi har mad«.

Vi er i Jimma i Etiopien, hvor de 22-årige tvillinger Anna og Andrea er rejst til i jagten på deres biologiske ophav. De møder de små drenge i den by, de selv er blevet født i, og mens de giver dem mad og drikke, står det dem klart: Var de ikke blevet bortadopteret til Danmark, var det måske dem, der havde tigget om mad.

Anna og Andrea blev adopteret, da de var otte måneder gamle. Dengang hed de Sara og Saba, men fik nye navne på dansk jord og voksede op med en kærlig mor og far i Ringkøbing. I dag er de fløjet fra reden, bor i København og har lovende karrierer i gang. Men tankerne om fødelandet spøger, og de to piger vil tættere på deres ophav.

Det lyder måske som et ungdommeligt twist på ’Sporløs’, men er langt mere end det. Selvom pigerne deler gener, har de vidt forskellige personligheder. Andrea fremstår ordentlig, organiseret, typen der hellere vil planlægge for meget end for lidt. Hun har en blomstrende sangkarriere og står over for et gennembrud som hovedrollen i den danske opsætning af ’The Bodyguard’-musicalen.

Anna er nærmest en diametral modsætning. Hun har haft succes med sin egen iværksætterforretning, men har et mere laissez-faire syn på tilværelsen. Hun bruger lidt for mange penge, glemmer indimellem at købe ind og tynges af en rodløshed.

De deler dog en psykisk lidelse. De er begge bipolare – deraf navnet ’Min sindssyge tvilling’ – dog med den forskel at Anna lider af den maniske udgave (samt angst) og Andrea den depressive. Anna bærer sin lidelse på kroppen i form af tatoveringer lavet i maniske perioder, mens Andrea vender mere ind i sig selv med gardinerne trukket for.

De to søstre er omsorgsfulde og tolerante over for hinanden. Deres søsterkærlighed vinder altid – selv når Anna kun kan tilbyde sin sultne søster spejderhagl, eller når de mundhugges om, hvem der har det bedste hotelværelse. De er fintfølende, reflekterede og hjertevarme unge kvinder, der hverken er bange for at gå til angreb for den andens bedste eller lade tårerne trille ved hinandens skuldre. Som den visuelle side af serien understreger, har de altid hinanden at spejle sig i.

Gennem, hvad der er en både fælles og individuel rejse, fører Anna og Andrea seeren til Etiopien, et land de fleste næppe kender meget til. Man føler sig draget af at lære mere sammen med dem og føler sig tæt på begivenhederne, når de nærmer sig de lokale. Deres guide Yohanes er et emotionelt højdepunkt. Alene i et fremmed land knytter de sig til ham for vejledning og forståelse, alt imens han investerer sig i deres søgen med hårdt arbejde og tårer.

’Min sindssyge tvilling’ slutter brat, og man kunne sagtens have brugt mere tid sammen med Anna og Andrea. Det havde især givet mening at få indblik i tilværelsen på den anden side af den livsændrende rejse.

Det er i sidste ende en kæmpe ros til serien, at den lykkes så effektivt med at introducere os til tvillingeparret. Men de mange nuancer, chancer og laster, der kendetegner søstrene, føles også skubbet en smule i baggrunden. I bund og grund handler deres historie om en identitetskrise ud over landegrænser, og det havde løftet serien at dykke mere ned i den almene krise i de unormale omstændigheder.

Kort sagt:
’Min sindssyge tvilling’ kunne have dykket mere ned i de rejsende end selve rejsen, men er alligevel en vellykket serie om søsterskab, psykiske lidelser og stamtræer.

Anmeldt på baggrund af hele serien.