Kuedo

Der er noget nostalgisk og på samme tid dybt futuristisk over Jamie Teasdales første album som Kuedo. Lyden er umiskendelig sci-fi-orienteret, men på en dystopisk præ-internet måde med sine simple sammensætninger af 808-hi-hats, klare 80’er-synth og rumklang. Her er ingen data-overload med uendelige forbindelser af stigende kompleksitet, hvor et hav af genrer mødes. Æstetikken er tværtimod særdeles simpel. Det er følsomt, melankolsk, meget menneskeligt, og så alligevel lidt androidt.

Ens tanker ledes hen på Vangelis, der producerede soundtracket til ‘Blade Runne’. Den legendariske sci-fi-film sætter også sit tematiske præg på pladen: Den indre og ydre kulde, det eskapistiske håb og de fremmede minder.
Hvert eneste track er talentfuldt sammensat. Produktionerne er ekstremt velproportioneret mellem de svævende, men klare melodier og de ivrige, transparente rytmer. Og stemningerne er præcist afbalanceret mellem de sentimentale og fremmedgørende elementer. Produktionskvaliteten vækker her minder om Zombys seneste album ‘Dedication’.

En snert af nutid kan heldigvis også høres. For eksempel når rytmernes ivrighed får næsten juke-agtig karakter, eller når bassen minder én om, at Teasdale oprindeligt lavede dubstep (som den ene halvdel af duoen Vex’d). På en måde kunne man godt ønske sig, at de elementer var mere fremtrædende. Derigennem ville musikken få et mindre nostalgisk præg. Albummet kredser i høj grad om fortidens futurismer. Men det ville være endnu mere spændende, hvis de fremtidsvisioner blev geniscenesat mere dybdeborende i vor tids musikteknologiske muligheder.