Songs of Green Pheasant

Ro på. Hos Duncan Sumpner er der intet jag. Nok har folkeskolelæreren og musikeren under aliaset Songs of Green Pheasant netop udgivet tredje album på godt to år samtidigt med sit virke som podernes lærer, men dette raske arbejdstempo smitter langtfra af på musikken. Tværtom. Albummet synes strukket og hevet igennem et væld af effekter, der bremser, forlænger og spiler tempoet ud til fordel for et udtryk, hvor skæringerne mere virker som stemninger end egentlige sange. Var tempoet langsommere, ville det gå baglæns.

Tidligere albums folk-svøbte udtryk, der skaffede Sumpner blandt andet Devendra Banhart og Múm som tilhængere, er på nærværende album forbigået. I stedet emmer albummet af (endnu) mere atmosfærisk stemning end sidst, farvet af start-90’er-indie og shoegaze. ‘Alex Drifting Alone’ fremkalder Mogwais ‘Come on Die Young’, men ekkoer af eksempelvis Slowdive titter også frem på albummet.

Mens ‘Gyllyng Street’ har flere smukke øjeblikke, hvor lytteren tages med op i de højere luftlag, føler man sig også efterladt på jorden, mens musikken svæver af sted. Albummet er gennemvædet af rumklang og feedback, og selvom dette giver et drømmende skær, distancerer det også lytteren. Vokalen får man aldrig rigtig fat i, og flere af sangene forsvinder mellem fingrene på en, når man forsøger at hage sig fast i dem. Det kan selvfølgelig diskuteres om dette egentlig blot er en del af charmen eller ærgerligt. Jeg hælder til det sidste.