’Sagen Collini’: Retsdrama om Tysklands nazifortid er en ideologisk gave, men en æstetisk banalitet
Efterkrigstidens tyske selvopgør med de nationale ugerninger under Anden Verdenskrig er grundlæggende et forbilledligt stykke traumebearbejdelse, der i høj grad har fundet sted kunstnerisk, herunder inden for filmkunsten, der utrætteligt har været leveringsdygtig på kritiske fortællinger om de nazistiske forbrydelser.
Det er præcis i denne veletablerede tradition, at det nye retsdrama ’Sagen Collini’ indskriver sig, om end selvsamme også minder om, at selvopgøret ikke har været lige vellykket alle steder i det tyske samfund.
Det sker med henvisning til, at visse juridiske kræfter med vedtagelsen i 1968 af den såkaldte Dreher-lov – der inkorporeres i handlingen – modarbejdede retsforfølgelsen af nazister, der med loven kunne gemme sig bag forældelsesfrister.
At vi i ’Sagen Collini’, som udspiller sig i 2001, har at gøre med en film, der går i rette med den nationale fortid, fremgår dog ikke indledningsvis, hvor den nyuddannede advokat Caspar Leinen (Elyas M’Barek) tager opgaven at forsvare en mand ved navn Fabrizio Collini (Franco Nero), der er sigtet for at have myrdet en vis Jean-Baptiste Meyer (Manfred Zapatka).
Meyer er ikke hvem som helst. Offentligt er han kendt som succesrig entreprenør og modtager af en fortjenstorden, og det viser sig også hurtigt, at Leinen selv har et yderst nært forhold til ham, eftersom Meyer tog ham til sig som barn og stod for hans opdragelse og dannelse. Det skal siges, at Leinen, da han antog forsvaret af Collini, ikke vidste, at der var tale om netop denne Meyer, da han såvel som offentligheden kendte ham under navnet Hans Meyer.
Sådan kommer det hele noget vaklende fra start, og man foranlediges her med en vis skepsis til at spørge, om ’Sagen Collini’ med den nære forbindelse mellem Leinen og Meyer ikke har andre ambitioner foruden det åbenlyse – men også lidt for belejlige – drama, det medfører.
Det har den heldigvis.
Meyers hemmeligholdelse af sit egentlige navn skyldes nemlig et forsøg på at dække over sin nazistiske fortid, der får stor relevans i retssagen, hvorfor Leinens juridiske opgør med manden, »der var som en far for mig«, også er et større symbolsk (fader)opgør med den tyske fortid.
’Sagen Collini’ arbejder altså med en næsten allegorisk overbygning, hvor den dannede patriark Meyer med den betændte fortid står for det 20. århundredes Tyskland, mens Leinen – der oprindeligt har en etnisk tysk far og en etnisk tyrkisk mor, og som af Meyers familie mindes om, at hvis det ikke var for ham, ville Leinen være blevet kebabsælger – repræsenterer det nye Tyskland (husk at filmen udspiller sig i 2001), der er personligt dybt forbundet til det gamle, men også er i stand til at suspendere det personlige forhold og sætte den kontroversielle fortid på anklagebænken.
Leinens etnisk sammensatte baggrund er filmens store ideologiske pointe. At han i retssalen kommer til at indtage positionen som Tysklands samvittighed er nemlig et resultat af, at han personligt inkarnerer alternativet til landets historiske etnicitetsfokusering. ’Sagen Collini’ er altså også en drøm om et nyt Tyskland.
Som sådan er der tale om en væsentlig film, der i dén grad aktiverer forstandsapparatet, men erkendelsen af dens idémæssige rigdomme forstyrres desværre konstant af dens klosede æstetiske midler. Det må falde tilbage på instruktør Marco Kreuzpaintner, der ikke formår at løfte filmen over de klichéer, der præger det gennemsnitlige retsdrama.
Det indebærer mest af alt en let gennemskuelig dramaturgi, der aldrig bliver lige så spændende, som Kreuzpaintner ellers ihærdigt forsøger at få den til – blandt andet med assistance fra en overdrevet lydside, der med sin suspense-patos næsten må beskyldes for at være et decideret – om end tamt – plagiat på Hans Zimmer.
Det er ærgerligt, at ’Sagen Collini’ er præget af alt for meget æstetisk automatpilot, for selv om fortællinger og påmindelser om de nazistiske forbrydelser selvsagt aldrig stopper med at have relevans, er der også fare for, at deres aktualitetsstyrke aftager, hvis de er i hænderne på de forkerte. Historien kræver troværdige og originale fortælleformer for at levendegøre sig selv.
Kort sagt:
’Sagen Collini’ er endnu et eksempel på tysk films beundringsværdige evne til kritisk behandling af den nazistiske fortid – formmæssigt formår den dog ikke at være meget mere end en banal spændingsfilm.