’Hunters’: Al Pacinos nazijægere er spækket med gammelt Tarantino-fedt

3 6
’Hunters’: Al Pacinos nazijægere er spækket med gammelt Tarantino-fedt
'Hunters'.

’Hunters’ er på papiret fyldt med ingredienser, det er svært at holde sig fra.

En serie om et tegneseriehold af nazijægere ledet af Al Pacino og sat i 70’erne i tråd med datidens gedigne far-underholdning af konspirationsthrillers som ’Maratonmanden’ og ’Drengene fra Brasilien’. Med kraftig skelen til pulpet b-film-brutalitet og kæk coolness a la Tarantino, men på en hård bund af dramatiske og grufulde beretninger fra Auschwitz i en fortælling om det gode mod det onde.

Og Jordan Peele står bag produktionen med sit selskab Monkeypaw Productions, der med ’Get Out’, ’BlacKkKlansman’ og ’Us’ som ingen andre har vist sig som garant for at konfrontere os med uligheden mellem sorte og hvide i USA og det hvide borgerskabs latente frygt gennem en blanding af ufiltreret racesatire og mærkbare gys.

’Hunters’ ser ikke bare indbydende ud. Den fungerer også fermt… i det første halvanden time lange afsnit, hvor tonen sættes med en farverig cartoonish og samtidig ætsende uhyggelig åbningsscene.

En idyllisk barbecue-middag i Maryland afbrydes prompte, da en kvindelig gæst genkender husets bøfvendende sydstatspatriark som gammel nazist. Dylan Bakers (’The Good Wife’) lade og lumre hyggefar forvandler sig som nåsåeren Benny fra ’The Julekalender’ til et djævelsk monster med tyk tysk accent og isnende blå øjne. Han skyder hele forsamlingen og sender til sidst gæsten i døden med et genhørligt »sieg heil!«.

Derfra går meget af afsnittet med at følge den unge og analytisk skarpe Jonah (Logan Lerman fra ’The Perks of Being a Wallflower’), hvis stillestående liv med sine to venner, en skuffende drug-business og tjansen i en tegneserieforretning tager en voldsom drejning, da hans gamle jødiske bedstemor og sidste nære familiemedlem Ruth (Jeannie Berlin) en nat bliver skudt i deres hjem.

Til begravelsen dukker den gamle jødiske rigmand Mayer (en tilpas afdæmpet Al Pacino med karikeret tysk-jødisk accent) op. Langsomt indvies Jonah i Mayer og Ruths fælles fortid i kz-lejr og deres sene selvtægtsbeskæftigelse med at optrappe og udrydde gamle nazister, der har infiltreret det amerikanske samfund med skumle intentioner om at indlede et Fjerde Rige inden for det politiske system.

Skumle intentioner, som den sorte lesbiske FBI-agent Millie (Jerrika Hinton) langsomt kommer på sporet af, mens en arisk amerikansk Terminator-agtig håndlanger truer og dræber folk på kølig vis, og Lena Olins sortklædte nazi-femme under rulleteksterne træder frem som mystisk spinder af det større komplot.

Det indledende afsnit er – sammenholdt med de fire efterfølgende, timelange afsnit, pressen har haft til rådighed – et interessant studie i tonalitet og seriers generelle udfordring med at holde niveau, når faklen gives videre.

For hvor instruktør Alfonso Gomez-Rejon (’Me and Earl and the Dying Girl’) og fotograf Frederick Elmes (’Paterson’, ’Blue Velvet’) i første afsnit holder det glidende lækkert, organisk varieret og vigtigst af alt afstemmer Jonahs personlige historie med den både hysterisk animerede og skræmmende præmis, falder skarpheden i udtryk og fremdrift i hænderne på mindre talentfulde folk.

Pludselig kommer svaghederne ved David Weils manuskript til syne.

Han vil både ære sin egen bedstemor med flashback-scener fra Auschwitz, inkorporere Tarantinos referencerige pærevælling af grotesk komisk grindhouse- og blaxploitation-vold med introduktionen af jægerholdet, der blandt andet tæller en nonne, en selvfed skuespiller og en Foxy Brown-kopi, og gennem Jonah diskutere de etiske dilemmaer i den hensynsløse personudryddelse på baggrund af en gammel systematisk forbrydelse.

Igen lyder det måske mums på skrift. Udførslen resulterer dog ofte i uskønne toneskift mellem effektjagende Holocaust-horror, hul karakterbehandling som med Millies skjulte lesbiske forhold, anstrengt og usjov sadisme og unødvendige afbrydelser med pastiche-trailers og reklamer i afsnit, der i forvejen burde have barberet en masse plot væk til de omkring 40 minutter.

En hel generation af 90’er-instruktører kan skrive under på, at Tarantinos timing og tonale sving ikke sådan lige er til at efterligne. ’Hunters’ er muligvis skrevet som underholdning, men underholdningen er aldrig selvskrevet.

For som med Rachels legendariske trifli i ’Friends’ kan blandingen af lækre enkeltkomponenter sagtens gå grueligt galt, hvis man ikke magter kunsten at dosere, afstemme og tilføje de rigtige ingredienser i den rigtige rækkefølge. Eller bare spækker skidtet med gammelt Tarantino-fedt.


Kort sagt:
’Hunters’ vil mere end at underholde, men blandingen af grusomme jødiske fangelejrerindringer og historisk nazijagt gennem et tegneserie- og Tarantino-præget filter dykker mere og mere undervejs.

Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.

Tv-serie. Hovedforfattere: David Weil. Medvirkende: Al Pacino, Logan Lerman, Lena Olin, Dylan Baker. Spilletid: 10 afsnit af ca. 60 min. Premiere: Kan ses på Amazon Prime
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af