Kanye Wests Twitter er et sært sted. En gang i mellem sender han massevis af kontroversielle tweets, der peger på, at hans sindstilstand måske ikke er helt stabil. Så går der perioder, hvor han mest virker optaget af futuristiske sneakers, kæmpestore skulpturer eller »undervands-hjem«.
Men en sjælden gang i mellem handler det faktisk også om musik – også selvom vi altså stadig venter på albummet ‘Donda’, som han lovede os tidligere i år.
Forleden (den 8. august) havde hans fællesalbum med Jay-Z, ‘Watch The Throne’, således 9 års jubilæum, og i kølvandet derpå har Chicago-rapperen tweetet både en koncertoptagelse af ham og Jay-Z, samt et tweet med teksten: »Jeg savner min bro… ægte snak«.
Det lyder måske ikke af meget, men i konteksten af Kanye og Jay-Z’s forhold er det alligevel noget af en håndsrækning.
De to hiphoplegender har nemlig haft et tumultarisk forhold på det seneste, hvilket (ifølge Kanye) blandt andet skyldes, at Jay-Z og Beyoncé ikke kom til West og Kim Kardashians bryllup. Der har været offentlige stikpiller frem og tilbage i årevis mellem de to. Men på det seneste er forholdet varmet op igen.
I december mødtes de to rappere til Diddys fødselsdagsfest, og for nylig udtalte Kanye, at hans drømmekandidat som vicepræsident ville være Jay-Z. Så måske er det ikke helt urealistisk at de to samarbejder om musik igen i fremtiden.