James Blunt

Med 11 millioner solgte eksemplarer af debutalbummet ‘Back to Bedlam’, og et hit, der gjorde sit for at drive os alle til vanvid, var James Blunt sensationen, vi elskede at hade. På trods af, at der ikke var meget at sætte på hverken musik eller privatliv – en romance med en eller anden supermodel er vist englænderens eneste bidrag til sladderspalterne – kunne det af uransagelige årsager alligevel fornærme musikpresse, musikerkolleger og andre med ondt i røven, at denne mand skulle have lov til at grine fjoget hele vejen til banken, udelukkende på grund af en velsignet sans for melodiøs pladder-sentimentalitet.

Nu er James Blunt tilbage med et album, som han ikke har tiltænkt samme astronomiske succes som debuten. Den indstilling er nok meget fornuftig, for det kniber med at diske op med det helt store hit, og James Blunt er så vidt vides ikke køn nok til at kunne hive mindre trofaste lyttere i land udelukkende på sit glatte ansigt. På den anden side er der også noget formildende over en plade, der bare fløjter afsted fra start til slut, uden at skabe alt for meget larm og ballade. Hæderligt pop-håndværk med hjertet på det helt rette sted.

‘I Really Want You’, ‘Carry You Home’ og singleforløberen ‘1973’ er fine popsange, leveret med Blunts bævrende vokal, og i det hele taget har han lavet en pæn, præcis og kort plade, hvis kunstneriske og musikalske ambitioner desværre er en anelse større, end hvad James Blunts forholdsvis begrænsede evner som sangskriver kan klare.

Uanset hvor sympatisk manden end er, er det desuden svært at høre, hvordan det nye album skal forføre millioner af pladekøbere i helt så høj grad som debuten, og i sidste ende sidder man alligevel og savner den lalleglade melankoli, der både gjorde James Blunt så øretæveindbydende, men så sandelig også så beundringsværdig.