Spectrals

I samme nu den unge multiinstrumentale Louis Jones toner frem med bittersøde popmelodier og Yorkshire dialekt, henledes tankerne på ærkebriten Alex Turner. Looket er dog langt fra overstylet coolness, som vi kender det fra NME-forsider. Med 21-årige øjne, runde kinder og langt rødt hår, virker det mere sandsynligt at Jones’ billede ender i NME-redaktørernes tegnebog – som en søn, man er stolt af.

På debuten ‘Bad Penny’ har Spectrals taget toppen af lo-fi lyden, og er i stedet gået retro-poppens vej. Blandingen af 80’er indie- og flimrende jazz-guitarer, underspillet motown soulpop, og moderne, britisk sangskrivning er skøn, og det er svært at sætte en finger på Jones’ britiske crooner-vokal og hjerteskærende lyrik. Det nærmer sig desværre kun til tider Alex Turners poetiske humor som på den vittige ‘Confetti’.

Åbningsnummeret ‘Get A Grip’ når radiohit-melodiske højder, men den store lighed med tredje nummer ‘You Don’t Have To Tell Me’ er utilgivelig og fremstiller samtidig pladens til tider for repetitive side. Hen mod albummets afslutning beviser producer Richard Formby ironisk nok sandheden i sangtitlen ‘Luck Is There To Be Pushed’, når han på selvsamme nummer, vellykket, går hele vejen med den poppede produktion. Her filosoferes over initiativet til et kys, akkompagneret af en catchy klaverfigur og en poppet akkordrundgang, som får det bedste frem i Jones’ ungdommelig hjerte-smerte lyrik.

‘Bad Penny’ afspejler musikalsk håndværk på højt niveau, men et mere distinkt univers og flere vedkommende numre er tiltrængt før Spectrals billede rykker fra tegnebog til forside.