Jens Lekman

Hvis verden havde flere Jens Lekman’er, ville den uden tvivl være et bedre sted. For svenskeren er så smittende ærlig og romantisk, at man kommer i sit mere sympatiske hjørne, når hans stort orkestrerede pop fylder lydbølgerne.

Og det gør den heldigvis nu, hvor Lekmans tredje album er på gaden. Stilen er som forventet pop for fuld udblæsning med masser af horn og strygere, så Rufus Wainwrights storladenhed melder sig på hjernebarken, mens halv-crooner vokalen stadig fremtvinger Stephin Merritt-sammenligninger.

De navne er dog kun pejlemærker, for troubadouren er på mange måder en ener, da ingen formår helt på samme måde at blande en næsten kvalmende kitchet pop-pastiche med så fantastiske detaljer, som Lekman. Tag bare ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’, hvor han sampler The Tough Alliance-beats og looper piano henover. Klassisk og moderne på en gang. Og det siger alt om Lekman, for han er så klassiskfunderet og så alligevel så moderne i sin tilgang til musik.

Tilsæt et tekstunivers, der fortæller små finurlige, halvhumoristiske fortællinger, og lykken er næsten gjort. Næsten, fordi man savner nogle af Lekmans mere nedbarberede numre. For det storladne træder let fejl, når melodierne ikke er lige i skabet. Det er de så absolut på singlerne ‘Friday Night at the Drive-In Bingo’ og ‘The Opposite of Hallelujah’, mens åbneren ‘And I Remember Every Kiss’ og den skæve ‘If I Could Cry’ træder over grænsen et par gange.