D-A-D

Fire årtier, elleve plader, et hav af koncerter og en utrættelig jagt på den perfekte, melodiske rocksang. D-A-D har ikke tænkt sig at dø, bare fordi langhåret glamrock, cowpunk eller heavyrock, kald det hvad du vil, ikke dominerer hitlisterne længere. Så de fortsætter ufortrødent, giver sig selv og hele projektet et solidt los i røven, skræller de fine fornemmelser væk og hiver deres gamle producer Nick Foss tilbage i studiet. Resultatet er kvartettens bedste album i femten år.

Der lægges solidt og benhårdt fra land med ‘A New Age Moving In’, hvor verset holdes ulmende i gang af et frækt Rage Against the Machine-pulserende riff, inden omkvædet tager over, og distortion-pedalen trykkes helt i bund. Og så er der Jesper Binzer. Dansk rocks svar på Axl Rose eller Steven Tyler. Den perfekte rockvokal simpelthen, fordi Binzer kan skrige hæst og vrængende på den der helt gennem melodiske måde.

Men albummet havde ikke fungeret eller føltes så helstøbt, hvis D-A-D bare havde koncentreret sig om at spille hårdt og højt som i de gode gamle dage. Grunden til at ‘DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK.’ rent faktisk fungerer er, at sangene holder. Det tager ikke mange gennemlytninger, før man nynner melodierne fra den hårdtrockende ‘The End’ og den anderledes følsomme ‘Fast On Wheels’, hvor især sidstnævnte formår at skabe bro imellem det gamle og det nye D-A-D. Her møder lyrisk eftertænksomhed og klarsyn en simpel, men afsindig veldrejet popmelodi, der får ekstra luft under vingerne af Jacob Binzers guitarsolo og Jesper Binzers sprøde vokal.

Det er den vellykkede kobling mellem det følsomme og den potente, skrabede og brusende guitarrock, der gør albummet til en fornøjelse. D-A-D gør ikke noget, de ikke har gjort før. Men de gør det, de er bedst til, og de gør det bedre end i meget lang tid. Det er sgu helt rart at have dem tilbage igen.