Hele verden har været i kollektiv sorg, siden det over weekenden kom frem, at Chadwick Boseman var gået bort efter en årelang kamp med tyktarmskræft.
Hans tragiske død kom som en trist overraskelse, da Boseman valgte at holde sin sygdom hemmelig for alle undtagen sin nærmeste familie. Og selvom film naturligvis er sekundært i denne sørgeperiode, spekulerer flere Marvel-fans allerede i, hvad der skal ske med ‘Black Panther’-franchisen.
Adskillige dedikerede fans er gået til tasterne med opfordringer til Marvel om at undlade at hyre en ny skuespiller ind i den ikoniske rolle som Kong T’Challa, da Boseman er uerstattelig.
»Lad være at recaste. Han kan ikke erstattes. #Wakandaforever«, lyder det blandt andet fra Twitter-brugeren Jeremy Conrad – en af mange superfans.
Det er ikke noget nyt fænomen, at populære filmfranchises relanceres med nye skuespillere. Flere mener dog, at det ville være en hån mod Bosemans stærke præstation. Andre påpeger, at skuespilleren næppe ville ønske, at ‘Black Panther’-universet blev lagt helt i graven, hvorfor enkelte foreslår alternative hovedroller, eksempelvis søsteren Shuri (spillet af Letita Wright).
En efterfølger til den storroste ‘Black Panther’ blev annonceret sidste år, men optagelserne nåede aldrig at begynde inden Bosemans alt for tidlige død. Marvel har endnu ikke meldt noget ud om den kommende film.