Aesop Rock

Aesop Rock gav undergrundshiphoppen et intellektuelt løft ved årtusindskiftet med debuten ‘Float’ og havnede retligt på det stræbsomme Def Jux-label. Her udgav han den monumentale ‘Labor Days’ og blev indie-rappenes svar på boheme-typen med den surrealistiske syntaks, der kan være umulig at afkode.

Efter et par middelmådige udspil peger pilen igen opad på ‘None Shall Pass’. De detaljerede rim, den kompakte syndflod af ord og det hånligt snøvlende flow er igen skarpslebent og der diskes op med fængslende skæbnefortællinger, som oftest med en altfortærende kulmination. Ikke ulig New York-forfatteren Paul Auster.

Allerede på den post-apokalyptiske åbner ‘Keep off the Lawn’ udfordres man af de spraglede, skæve skildringer: »Woke up on a ghost-farm, focused on the groceries / When they aren’t telling stories, they are multiplying grossly on the lawn / I mean no disrespect, so you have all outstayed your welcome«.

Titelnummeret er med sine ambiente klange og insisterende loops nemmest at gå til, mens højdepunkterne er den næsten triphoppede ‘No City’ om storbyfordærv og ‘Citronella’, der bobler sløvt af sted med skæve hornsamples og omkvædet »Kill television / Difficult isn’t it?«.

Albummet kan dog ikke løbe fra, at det også lider af rustne, rustikke og metaltrætte produktioner. Den snert og opfindsomhed, der tidligere løftede Aesop Rock op til det unikke, mangler. Men rap-, tekst- og idemæssigt er han stadig af sin egen verden.