Først det basale: Familien Rose har skabt sin formue som indehavere af Amerikas andenstørste videoudlejningsbiks, Rose Video, men både status og bankkonto ryger med ét, da en kompagnon i årevis har unddraget skat.
Far Johnny (Eugene Levy) mor Moira (Catherine O’Hara) og de voksne børn David (Dan Levy) og Alexis (Annie Murphy) må vinke farvel til luksusliv, jetset og tjenestefolk og som sidste udvej flytte til flækken Schitt’s Creek, som Johnny i ren spøg købte til David år tilbage. Måske kan de, indlogeret på byens tarvelige motel, komme tilbage på fode her?
’Schitt’s Creek’ er med andre ord en totalt klassisk ’fisk-ude-af-vand’ fortælling, hvor de rige society-typer skal lære at begå sig blandt ’almindelige’ mennesker — og begge parter måske kan lære en ting eller to undervejs. Kulturkløfterne står i komisk kø, men det er i detaljen, hjertevarmen og talentet, at ’Schitt’s Creek’ brillerer seks sæsoner igennem.
Derfor vil du også elske serien:
Moira Rose er ude-af-den-her-verden ikonisk
Det mest iøjefaldende først: Legendariske Catherine O’Hara i rollen som den elskeligt excentriske matriark Moira Rose. Moira havde egentlig trukket sig tilbage fra daytime-tv-rampelyset, men den desperate situation og det nye liv i Schitt’s Creek både tvinger og lokker hende tilbage til tarvelige produktioner og lokale teater-tosserier.
Og på intet tidspunkt tager hun sig ikke dramatisk, over-the-top ud.
Looket er nærmest så langt som muligt fra O’Haras normcore mor i ’Alene Hjemme’, men til gengæld tæt beslægtet med hendes Delia Deetz i Tim Butons ’Beetlejuice’. Det gotisk-grafiske udtryk lever videre i Moira, og en af seriens mest frydefulde ting er, at du aldrig aner hvordan Moira vil se ud. Kun at det med garanti er fantastisk.
Hun er en kamæleon med et arsenal af parykker (alle med hver sit navn og egen personlighed) og O’Hara, der har rødder i den ansete impro-klub Second City, tilsætter lixtalstunge replikker, ubetalelige ansigtsudtryk og overklasse accent (hun udtaler baby »Bébé!«); Alle træk, der eleverer Moira til en ikonisk tv-karakter.
Mode som medfortæller
Tøjet er faktisk det eneste, familien Rose har tilbage af fordums velmagt. Da skattevæsenet banker på palæets tunge mahognidøre i første afsnit, får Johnny, Moira, David og Alexis kun lov til at pakke deres tøj (i hundedyre Rimowa-kufferter, selvsagt) inden turen går mod flækken Schitt’s Creek. Og garderoben, der står i skærende kontrast til den afslappede skovmandsskjorte-stil, der præger byen, træder helt elegant ind og fortæller meget mere om familiens fortid og prekære situation, end nogen dialog ville kunne.
Mor Moiras rober er et mix at skulpturelle cocktailkjoler, vilde, fjerprydede premiere-outfits og skinnende leggings. Om natten sover hun i pyjamas med vest. Kæmpe vibe.
Patriarken Johnny fanger du aldrig i mindre end et skarpt jakkesæt. Han sover i øvrigt i lang natskjorte; Ebenezer Scrooge-style. Mon ikke det modevalg siger noget om hans karakters rejse…?
Alexis personificerer fashionista it-girl med florlette, blomstrede kjoler, chikke hatte, masser af accessoires og den uundgåelige UGG-støvle.
Og så er der David, der religiøst sværger til alting sort/hvidt/gråt – helt i tråd med mor. Gerne high-end brands med statements a la ’ICON’ på. Hvorfor gå med andet, når det nu matcher hans markante øjenbryn og velfriserede, mørke hår så godt? David er bidende bitter-sarkastisk og hans tøjskab spejler til perfektion hans gamle New Yorker-liv som gallerist og festabe. Men inderst inde er han også sød og blød. Derfor utallige sweatre. I sort og hvid, selvfølgelig.
En familieaffære
Okay, jeg ved godt at en halvtimes komedieserie om en rig, overfladisk og selvcentreret familie, der måske kan finde tilbage til de gode familiedyder ved at miste alt og blive flyttet til bøhlandet, lyder ret sødsuppe og set før.
At ’Schitt’s Creek’ i tilgift er lidt af en familieaffære bag kameraet, er på papiret næsten for meget. »Ew, David«, ville Alexis nok indvende. Heldigvis er Dan Levy, der spiller sønnen David i serien, en både skarp og hjertevarm manuskriptforfatter, og ’Schitt’s Creek’ flyder på mirakuløs vis over med både sylespidse, popkulturelle observationer og sweatervarme familiefølelser.
Dan Levys seriefar og virkelige far; Eugene Levy, som de fleste nok kender fra far-rollen i ’American Pie’ filmene, er både medproducent og -forfatter på serien, mens rollen som byens sødere-end-søde cafebestyrerinde Twyla spilles af Dans søster Sarah Levy.
Catherine O’Hara er godt nok ikke i familie med den misundelsesværdigt talentfulde Levy-klan, men hun og Eugene har løbende arbejdet sammen siden Second City-dagene i Canada i slut-1970’erne. Ikke mindst i flere af Christopher Guests vanvittigt morsomme mockumentaries, hvoraf mesterstykket må være hundeudstillingskomedien ’Best in Show’ (2000).
Rigt serieunivers
I løbet af 80 episoder bygger serien et imponerende rigt og idiosynkratisk lillebysamfund op, så du til sidst føler dig nærmest hjemme i Schitt’s Creek. Bag disken i Café Tropical langer Twyla tvivlsomme smoothies over disken og hofretten på det gigantiske folde-ud menukort er mozzarella sticks.
Hjemme hos byens tilbagelænede borgmester Roland (Chris Elliott) og hans naivt-søde kone Jocelyn bydes der altid på ostefondue og lægger du vejen forbi baren The Wobbly Elm i udkanten af byen, serveres der zhampagne (den lokale, hovedpineinducerende variant af bobler). Schitt’s Creek har sågar sin egen vingård, Herb Ertlinger Winery. Her engageres Moira, den tidligere sæbeopera-stjerne, til at reklamere for de moskus-smagende, udrikkelige frugtvine. Skål!
Den lille, canadiske komedieserie, der ku’
Moira’s yndlingssæson er »Awards!«
Til den nært forestående Emmy Awards er ’Schitt’s Creek’ nomineret til hele 15 priser (versus sidste års fire nomineringer). Det alene må tælle som en kæmpe arbejdssejr for den lille, canadiske komedieserie, der langsomt har ædt sig ind i mainstreamkulturen.
Første sæson blev produceret for det canadiske CBC Television i 2015 og fra anden sæson kom den amerikanske pay-per-view kanal POP med ombord. Først i 2017 ramte serien amerikansk Netflix og herfra er familien Rose og alle de sært elskelige beboere i Schitt’s Creek blevet popkulturelle fænomener og hvermandseje. Og nu – bedre sent end aldrig – har serien altså arbejdet sig hele vejen til Danmark også.
’Schitt’s Creek’ har fra starten af haft en dedikeret fanbase og mængden af SoMe-benarbejde fra både seriens skuespillere og netværket POP tjener som klasseeksempel på, hvordan du skaber buzz. Alle elsker en god underdog-fortælling. Og dét er ’Schitt’s Creek’ om noget.
Feel-good LGBTQ+ repræsentation
»Um, I do drink red wine. But I also drink white wine. And I’ve been known to sample the occasional rose. And a couple summers back I tried a merlot that used to be a chardonnay, which got a bit complicated«
Så afslappet og alligevel med tungen i kinden fortæller David veninden/flirten/motelbestyrerinden Stevie (Emily Hampshire), at han er panseksuel. Dan Levy har selv skrevet dette skønne bud på en afvæbnende seksualitetserklæring, og jeg synes personligt, at det skal være den officielle måde at tale om det emne (hvis det overhovedet er skulle vise sig nødvendigt). Du skal jo købe vin alligevel. Tak, Dan.
’Schitt’s Creek’ er rendyrket feel-good hvad angår alting LGBTQ+. Der er kun accept, kærlighed og uendelig drag-inspiration at finde i Levy-universet, hvor den eneste antydning af homofobi er internaliseret og forestilt, da Davids kærlighedsinteresse Patrick et stykke inde i serien værger sig ved at fortælle sine forældre om sin nye kæreste. Men selvfølgelig er de vilde med David – selvom de ikke forstår hans tøjstil.
Se selv om du kan holde tårerne tilbage og hjertet på plads, når Patrick synger Tina Turner-balladen ’ The Best’ som afdæmpet, akustisk serenade, og David endelig lader paraderne falde. Det er da rørende!
‘Schitt’s Creek’ sæson 1- 6 kan ses på C More (80 episoder – ca. 40 timer. Ready, set, go!).