Richard Hawley

Med en stemme, der rammer et sted midt i mellem Scott Walker, Lee Hazlewood og Ian McCulloch, sidder Richard Hawley stadig trygt på tronen som Sheffields største romantiker. Melankolien på det femte album fra Jarvis Cockers foretrukne studiemusiker får endvidere en ekstra tand, da Richard Hawley for blot nogle måneder siden mistede sin far, Dave Hawley, en af Storbritaniens mest prominente musikere og ikke mindst en stor inspiration for Richard, der stolt og stilsikkert viderefører farmands musikalske arv.

Hawleys musikalske inspiration stopper sådan cirka omkring 1978, men derudover er hans nordengelske countrysoul tydeligt forankret i de højtragende toner fra Gene Vincent, Mickey Newbury og Roy Orbison – altså gamle travere, der til enhver tid vil transcendere de døgnfluer, der end måtte rumstere på hitlisterne i disse dage. Som en slikhåret Sinatra crooner Hawley sig fornemt gennem de klassiske opskrifter på soul og country, imponerende nok uden hverken at give køb på sit South Yorkshire-ophav eller træde de dødvande, der ofte omringer kunstnere med denne form for bagstræberiske visioner.

Som med Hawleys forrige album, den Mercury Award-nominerede ‘Coles Corner’, er også ‘Lady’s Bridge’ det perfekte værk til den storladne melankoliker, der ikke lader sig skræmme af store armbevægelser og detaljerede produktioner. Måske vil din gamle far sætte større pris på albummet end du selv vil, men for de af os, der med stor ungdommelig nysgerrighed pustede støvet af de gamle vinylplader på loftet, er dette album en uundværlig tilføjelse til den kvalitetsbevidste pladesamling.