Yelawolf

Med Yelawolf og albummet ‘Radioactive’ har de hvide fra USA’s midtvest og beskidte syd fået et anthem-album fra en stolt fattig bonderøv, de kan pumpe i deres store pick-up trucks.

To lyspunkter er der på ‘Radioactive’. Den simple og dystre dommedagsintro uden omkvæd, og mareridtsfortællingen ‘Growin’ Up in the Gutter’, der på en baggrund af sylespidse synth-vræl leverer lifligt skræmmende beretninger fra undersiden af campingvognen. Resten af albummet er, når det er bedst, ligegyldigt, og direkte tortur for øregangen i sine værste øjeblikke.

‘Radio’ med det kvalmende Backstreet Boys-omkvæd tager prisen som den længste lort i kummen. Et er den fæle og forfejlede pop-sensibilitet. Noget andet er Yelawolfs ringe rap-eksekvering, der simpelthen ikke giver nogen mening: »And though it seems so amazing to me that the labels lost a touch«, begynder et par linjer, der handler om det dårlige ved, at alle kan anmelde på internettet, men ender ud i nogle idiotiske Gin & Juice shout-outs til Snoop Dogg.

‘Made in the USA’ må i visse trailerparker kandidere til at vippe ‘The Star-Spangled Banner’ af pinden som foretrukne nationalvise. Her fejler det lyriske sådan set ikke så meget. Det er mere den romantiserende beskrivelse af livet i rendestenen, der fylder ansigtet med forpinte grimasser.

Eminem gæster sjovt nok pladen, og selvom han langt fra leverer en af karrierens stærkeste performances, er det bare med til at understrege, hvordan hans karismatiske galskabsrap fra selvsamme trin på den sociale rangstige var tusind gange mere interessant end det, Yelawolf kan præstere.