James Blackshaw

Tilbage i 60’erne begyndte guitarister som blandt andet John Fahey og Robbie Basho at udforske den akustiske guitars formåen. Især den 12-strengende blev anvendt til en instrumental folk, der udviste stor virtuositet. Indenfor de sidste år er der begyndt at dukke nye, unge talenter op som Jack Rose og James Blackshaw, der går i mestrenes ellers ikke synderligt bemærkede fodspor.

Blackshaw er ude med sin anden, officielle plade, der endnu engang viser hans store talent. Tydeligvis har han lært en god del komposition af minimalistiske komponister som Steve Reich og Philip Glass, for fingerspillet bobler frem med masser af toner, men lægger sig ofte uden den store variation på et gentagende mønster, så en meditativ tone vokser frem. Især ‘Running to the Ghost’ forfører med det hurtige fingerspil, der forsigtig nærmes af et spinkelt klokkespil, hvorefter en violin til sidst begynder at væve på spindelsvævet i evige cirkler.

Men i de sidste to numre viser Blackshaw også, at han kan dreje om hjørner, når det passer ham. Her er der langt mere afveksling i guitarspillet med skift mellem det tunge, brusende, nærmest overfaldende og hurtige, lyse, henførende toner. Tempoet bølger op og ned, fingerspillet snirkler sig ind i kroge og ud igen, og der er et overvældende myld af toner.

Blackshaw er en talentfuld guitarist, der kan udnytte det kompositorisk.