De smiler med hjerterne og forsøder en svær tid med milde ord og smukt støjende og elektrificerede lydbilleder. Efter en solstråle-samtale med Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen fra albumdebuterende epo-555, kan vi nu konstatere, at de er “the wartime sugar-cubes”.
Der var en gang et band, der kaldte sig epo-555. Det er der stadigvæk, og eventyret er da også kun lige begyndt. Det hele startede for to år siden, et sted i udkanten af Mælkevejen, under Solen, i hjertet af det gamle københavnske brokvarter Vesterbro. Lige præcis på Enghave Plads blev to drenge på to minutter enige om, at de ville prøve noget nyt.
Efter en pæn portion succes med britpop i bandet Airport ville de vikle sig ud af den fælde, de havde lagt for sig selv, ved at køre hårdt på inden for en genre, hvis grænser de havde svært ved gøre noget ved. Selv om deres baghoveder var fyldt af noget så alvorligt som henholdsvis en netop overstået konservatorieeksamen og et igangværende historiespeciale om Koreakrigens indflydelse på amerikansk udenrigspolitik, så havde de mest af alt lyst til at lege.
»Vi tog ud i mit lille bitte øvelokale og prøvede at gå i gang. Der sad vi så og fiflede lidt med et nummer, som faktisk lød rigtigt fedt. Det er samme øvelokale, vi har i dag«, fortæller 30-årige Ebbe Frej, der udover sit engagement i epo-555 har spillet trommer i en række andre sammenhænge, herunder flere jazzorkestre og mindre indie-bands.
Den et år yngre Mikkel Max Hansen, der står bag tekster og guitarer, supplerer:
»Jeg har været mere til alternativ rock. Jeg kan stort set ikke fordrage jazz, og slet ikke klassisk. Jeg har nogle stærke holdninger til musik, som før i tiden spændte meget ben for mig, så jeg ville lave noget, hvor vi kunne lege så meget som muligt, og hvor vi kunne udfolde os på alle måder. Jeg sagde ‘country-electronica’, for det var så tilpas åbent, at man ville kunne gøre alt indenfor det. Og så fandt vi meget hurtigt ud af, at det at larme var meget, meget sjovt«.
Politik og poesi
Der er hverken country eller klassisk på ‘Dexter Fox’, der efter to års fiflen i hjemmestudiet nu er klar til at blive udgivet. Til gengæld overvælder debutudgivelsen med sin detaljerigdom og et veldefineret lydbillede, der fungerer som et stærkt fundament for et ligeså gennemført tekstunivers. Her boltrer titelfiguren, helten Dexter Fox sig sammen med den elskende Angelina og en vis præsident i det poetiske krydsfelt mellem storpolitiske brændpunkter, rene ørkner og et mentalt landskab, hvor der er plads til både det gode og det onde.
»Jeg har sværget til, at jeg aldrig ville lave politiske tekster, fordi jeg før i tiden syntes, det ville komme til at forbinde musikken med Ungdomshuset og in-your-face politik. Personligt holder jeg meget mere af subtile tekster, som kan læses i lag. Men vi fandt ud af, at inkorporere den politiske del i et poetisk univers, og simpelthen lægge et politisk drama over i nogle meget symboltunge figurer. På den måde gør vi det på en mere nuanceret og blid måde, hvor vi ikke behøver at tage stilling, men hvor lytteren kan tage stilling. Så vi siger ikke “fuck you!”, men i stedet “tag stilling!”. Og der kan også læses både kærlighed og personlig skizofreni ind i det«, forklarer Mikkel
Der er et sted, hvor I synger “We’re the wartime sugar-cubes”, er det essensen af epo-555?
»Ja! Jeg får helt gåsehud nu. Det er et af de helt centrale dele af det. Vi tager ikke stilling, men vi går ind og prøver med milde ord at forsøde begge sider. Vi tager fat i vores præsident, som så udmærket kunne være Bush, men måske også en side af sig selv, som man ikke bryder sig om, og behandler den person med kærlig ironi. Og vores helt, den åndelige terrorist Dexter Fox, behandler vi også med en kærlig distance, for han er heller ikke perfekt. Vi prøver ikke at stille det op i sort/hvidt, men med en forståelse for begge sider«.
Ligesom teksterne bliver også musikken skabt med følelserne først og eftertænksomhed i efterarbejdet. Ebbe forklarer:
»Udgangspunktet for vores numre er meget umiddelbart, og processen er meget enkel. Det starter med en lille sang, som vi så spiller det vi har lyst til på. Men efterarbejdet, hvor vi arbejder med at få det til at hænge sammen, og få for eksempel en støjflade til at lyde godt sammen med en mild sang, tager lang tid. Det handler om virkeligt at arbejde helt ned i alle detaljer og sidde og tænke, at det her får ingen nogensinde hørt, fordi det ligger bagved en helt masse andet. Men vi kan selv høre det, og måske er der nogle, der hører musikken 50 gange og pludseligt lægger mærke til noget, som vi synes er meget vigtigt«.
De pæne ællinger
Selv om historien om epo-555 er et eventyr, så ligger den meget langt fra standard-fortællingen om den grimme ælling, som ikke sjældent bruges til at beskrive hårdtarbejdende bands opslidende optur fra undergrunden til æteren og de store scener. Netop scenerne under fødderne på de pæne ællinger, der hurtigt blev fordoblet med sangerinden og tangentisten Camilla Florentz og bassisten Jakob Nielsen, er vokset stødt siden debutkoncerten på et lille Vesterbro-galleri sidste sommer.
»Vi har været utroligt heldige med, at vi fra starten har været omgivet af sindssygt flinke mennesker, som har kontaktet os, og spurgt om vi ikke ville komme ud at spille. Det har været utroligt dejligt at komme ud og præsentere det for folk, som er glade for det«, fortæller Mikkel med et ovenud tilfreds smil, inden Ebbe fortsætter.
»I forhold til Airport har det været helt anderledes, fordi vi virkeligt ikke havde tænkt i, at det skulle spilles live. Det skulle bare være helt frit, hvordan vi lavede det. Fra starten havde vi heller ikke tænkt os, at vi skulle lave en plade, som andre end os og måske vores venner skulle høre. Så der har slet ikke været ambitioner på den måde«.
Drømme-signing
Men med den hurtige succes, en stærkt voksende fanskare og en placering på Det Elektriske Barometer indenfor bare et år, stod de pludselig i den situation, at det eneste pladeselskab, de gerne ville signes på, hvis det nu skulle være, var indenfor rækkevidde.
»I vores øjne er Crunchy Frog det ultimative bud på et pladeselskab. Det er småt nok til at have kontakt med kunstnerne og til at acceptere, at der godt må være stødende elementer i musikken. Og samtidig er det stort nok til at kunne få os ud«, siger Mikkel.
»Vi har haft som hovedregel, at dem vi skal arbejde med, skal kunne lide musikken og simpelthen være folk, som vi har lyst til at sidde og drikke øl og hygge os sammen med. Det er ikke sjovt at arbejde sammen med nogen, som vi ikke rigtigt forstår, for så tror vi heller ikke, de forstår det vi laver. Men Crunchy er 100 procent folk, som vi respekterer, og de respekterer os. Vi har hele tiden holdt fat i ambitionen, at det er for vores egen skyld, og jeg tror stadig vi har samme udgangspunkt for alt hvad vi laver, som da vi startede på den bænk på Enghave Plads«, slutter Ebbe.
Og hvordan eventyret slutter, må tiden vise. Nu er det i hvert fald kommet godt i gang.