The Thrills er ikke kendt for at ligge på den lade side, når det gælder kanaliseringen af den kreative energi. Faktisk opretholder den irske gruppe et tempo, der ville få de fleste andre kunstnere til at snappe efter vejret. Kevin Horan, fortæller her om målsætninger og danske køleskabsmagneter.
Debutudspillet ‘So Much For The City’ høstede lutter lækre anmeldelser verden over, mens den tilhørende turné rodfæstede den Dublin-baserede kvintets popularitet så grundigt, at man kunne fristes til at tro, at gruppen ville vælge at hvile en stund på laurbærrene. Men nej, den irske stædighed trådte til, en ny studietid blev booket lige i røven på debutturneens sidste koncert, og nu er de klar med opfølgeren ‘Let’s Bottle Bohemia’.
Tempoet er imponerende og understøtter gruppens idé om at udgive tre album på tre år. Men det kan samtidig så tvivl i det bed, hvor kvalitetens blomster gror. For hvornår har der været tid til at skabe nyt materiale, når man sideløbende har skulle spille over 200 koncerter?
– Jamen, under vores tour var vi enige om, at vi ville være klar til et nyt album, når den var overstået. Så vi gjorde det, at vi stod en anelse tidligere op, så vi kunne bruge tiden før en koncert på at udvikle og øve de nye numre. Det var egentlig en forbandet pine, når man i forvejen var smadret efter koncerten aftenen før. Jeg aner ikke hvordan vi magtede det, fortæller Kevin Horan, keys’n’piano-mand i The Thrills.
Erfaring og kontraster
Der var altså tale om et ressourcekrævende dobbeltarbejde, som de færreste nok ville påtage sig frivilligt. Men gruppen nød at være på farten og følte, at formen var i top og kunne dermed opretholde et overskud både fysisk og psykisk. Belønningen viste sig klart, da studiet atter blev indtaget.
– Det gik så meget hurtigere, end første gang vi var i studiet. Vi havde jo, i kraft af de mange koncerter, opnået en rutine, som gjorde at optagelserne gik virkeligt glat. Da vi indspillede det første album, havde vi praktisk talt ingen sceneerfaring, så det blev grebet meget naivt an, hvilket egentlig også er til at høre på ‘So Much For The City’. Anden gang havde vi langt mere erfaring, som ligesom tilføjede nogle flere kontraster. Det var skønt, mindes Horan, hvis hoved næsten hviler på bordet, da Soundvenue møder ham i London. To ugers interview kræver selvsagt også et vis overskud.
En mere selvbevidst lyd
De kontraster, Horan nævner, er ikke forbeholdt det interne samspil, men giver sig også til kende på ‘Let’s Bottle Bohemia’. De letbende popstrukturer, der var at finde på debuten, er blevet mere flossede i kanten på efterfølgeren, mens det samlede udtryk er drejet over i en mere rå retning. Man fristes til at tro, at det skyldes den nye producer, Dave Sardy, der er bedst kendt for sit arbejde med Marilyn Manson, men overraskende nok er det i følge Horan det stik modsatte, der er tilfældet.
– Sardy var meget glad for vores første album og var derfor ret opsat på et samarbejde, og det kom egentlig totalt bag på os. Han havde jo størst erfaring med hårdere musik end vores, men på en måde føltes det rigtigt. Vi selv ville gerne drage vores lyd over i en hårdere retning, mens det rent faktisk var Sardy, der ville spille videre på den gamle lyd. Overordnet ville vi gerne ramme en mere selvbevidst lyd, og det synes jeg er lykkedes.
Panik-strygere
Udfordringen i at leve op til en god debut får mange grupper til at panikke en anelse. For at komme omkring det, vælger mange at flette storladne strygersekvenser ind i materialet. Tanken er, at niveauet hermed bliver hævet, men tit og ofte opnås intet andet end åndenød i ambitionernes tynde luftlag, mener Horan. The Thrills har selv leget med strygerne, men gruppen har på fornuftig lyttet til tvivlen og har derfor disponeret med måde.
– Vi var meget bevidste om at holde det til et minimum. Vi ville hellere ramme en cool attitude frem for en svulstig og episk, så vi fik Van Dyke Parks med, der tidligere har arbejdet med vores helte, Beach Boys. Og han leverede en god og rock’et strygerstil, der aldrig blev for vulgær. Det fungerede virkelig godt. Især på ‘Whatever Happened To Corey Haim’, hvor strygerne er helt vildt halvfjerdseragtige – en svævende stil, som næsten ikke bruges mere, men som jeg synes klæder os godt.
Skylder Danmark en koncert
For næsen af The Thrills venter seks uger i USA, hvor gruppen skal turnere med legendariske Pixies, og det glæder Horan sig meget til. Da gruppen rejste staterne tynde oven på ‘So Much For The City’, havde amerikanerne ikke helt nået at fordøje debuten, da den udkom en anelse senere derovre. Denne gang er udgivelsen sat til samme dato verden over, og Horan håber derfor, at publikum er lidt mere med, når den lille irske invasion af “mulighedernes land” ufortrødent fortsætter.
Til november er det England, der skal gennemspilles, men til januar vil der være mulighed for at opleve dem i Danmark i forbindelse med The Thrills’ europaturné. Horan føler lidt, at de skylder en ordentlig koncert oven på den lettere mislykkede optræden på Roskilde Festival 2003, hvor teknikken såvel som et dødtræt publikum lagde en dæmper på festlighederne. Helt ad helvede til var besøget i Danmark dog ikke.
– Vi hyggede os faktisk helt vildt meget i Danmark. Vi var så heldige at have en fridag dagen efter, som vi brugte på at chille rundt i København. Det er en virkelig smuk by. Vi gik lidt rundt og sad ellers og drak drinks på gaden. Det var skønt. Og så fik jeg oven i købet købt nogle køleskabsmagneter, som jeg er glad for, husker The Thrills’ klatøjede keyboardspiller.