Vive La Fête

USA har The White Stripes. England har The Kills. Kærlighed, rockattitude og mand/pige er også motivet for belgiske Vive La Fête, der udgøres af parret Danny Mommens (dEUS-bassist emeritus) og blondinebomben Els Pynoo. Hun synger. Han spiller.

På deres femte album risikerer de at miste fan nummer ét, Karl Lagerfeld, efter han blev afhængig af 2003’s ‘Nuit Blanche’ og 2005’s ‘Grand Prix’. Chanel-designeren får nemlig svært ved at finde dansetrin til den skærebrænderguitar, der afløser forgængernes sensuelle lingeri-pop og elegante synth-vævninger. Selv nittearmbånd må han spænde for at klæde sig passende til lyden af metal mod metal.

Det er nemlig Belgiens fetich for læderklædt S/M-electropop, i 80’erne kaldet EBM, gruppen blander med østeuropæisk eurodisco og treakkorders partyrock. Og med kærlighedens tungemål, fransk, som førstesprog er en ny, tvivlsom genre er født: Eurorock.

Til gengæld skal Lagerfeld ikke frygte schlager-lyrikken, hvor han uden hukommelsesbesvær kan synge med på refrainet på slutvisen ‘Love Me, Please Love Me’. Den er arrangeret à la elektronisk operette og med Pynoos trutmund til at bøje franske verber, som kun Brigitte Bardots lumre støn kan afklæde underbevidstheden. Sammen med electro-bluesen ‘Une par une’ og det fransk/tyske håndtryk ‘Quatsch’ er det sidste halvdel, der redder ‘Jour de Chance’s 13 skæringer fra at ende som en middelmådig genudsendelse af Melodi Grand Prix.