’Light of My Life’: Casey Afflecks nye film er rørende og aktuel
Filmmediet benytter gerne muligheden for at formidle en global katastrofe i billeder af bål og brand, men i Casey Afflecks indiedrama ’Light of My Life’ præsenteres vi faktisk for en meget dramatisk virkelighed med meget udramatiske midler.
En far (Casey Affleck selv) og datter (Anna Pniowsky) ligger sammen i et telt, hvor han er i færd med at opdigte en godnathistorie – til datterens sunde skepsis, for hun har for længe siden gennemskuet, hvordan han bygger en historie op.
Stemningen er yderst hjertelig, men man fornemmer også, at en dybere alvor ligger bag. Det, han fortæller, er en børnevenlig version af historien om Noas Ark og arternes overlevelse, hvortil datteren Rag pludselig påpeger, at hun jo er den eneste tilbage af sin slags, den eneste pige. Hun har aldrig set andre.
Det er ikke rigtigt, svarer hendes far, der er også andre piger derude, Rag har bare ikke mødt dem endnu.
’Light of My Life’, som Casey Affleck også selv har skrevet manuskript til, er en film, der kun langsomt lader os forstå den verden, vi befinder os i. Dens altdominerende interesse ligger i det intime menneskelige drama mellem far og datter, som kameraet aldrig forlader.
Her gør faren, hvad enhver forælder gør over for sit barn: Fortæller om verden på en måde, der skjuler de sider, barnet endnu ikke er gammelt nok til at forstå. Men hvad gør man, når man skal forberede sit barn på en verden, der fundamentalt er brudt sammen? Og hvor længe kan man holde realiteterne på afstand?
Farens forsøg på at opretholde den barnlige illusion er i en vis forstand et paradoksalt foretagende, for alt, hvad han i øvrigt gør, signalerer en åbenlys mistillid over for det fremmede. De to holder til langt inde i skovene, bliver kun på et sted kort tid ad gangen og tager udelukkende ind til byen for at hente livsnødvendige forsyninger. Gennem deres nomadiske tilværelse kan Rag dog ikke undgå at opdage mere og mere om den virkelighed, hun lever i. Og om hvorfor ingen andre må vide, at hun er en pige.
Hun lærer, at en dødelig virus – lige omkring dengang hun blev født – spredte sig og dræbte næsten alle verdens kvinder, inklusive hendes mor (Elisabeth Moss), som Rag ikke kan huske, men som vi møder i flashbacks. Og hun erfarer, at farens mistro over for andre grundlæggende er berettiget. I det kvinde- og således barneløse samfund møder de fortsat mennesker, man kan stole på, men i sin essens er det en barbarisk verden, der moralsk er gået under. Derfor må faren også selv overskride moralske grænser for at beskytte sin datter. Og langsomt acceptere, at hun lærer sandheden at kende – for begges overlevelses skyld.
At filmens centrale konflikt vedrører, hvorvidt det er muligt at fastholde sin menneskelighed og (for kvinden) overhovedet at overleve i en brutal, mandsdomineret virkelighed er et udtryk for det feministiske budskab, der løber gennem ’Light of My Life’.
Der er for tiden er et vedvarende og velkomment momentum for enten at fremstille det maskulines destruktivitet eller forestille sig en verden, der har frigjort sig fra denne. ’Light of My Life’ gør det første, men holder også liv i en drøm om et sted, hvor kvinder bliver behandlet ordentligt. Selv om faren og datteren kun har hørt rygter om stedet, vil ’Light of My Life’ gerne have os til at tro på, at det findes.
Spørgsmålet er dog, om filmen modsiger sig selv ved at introducere den slags optimisme i en verden, der ikke har givet megen anledning til håb.
Kort sagt:
Casey Affleck og unge Anna Pniowsky er rørende som far og datter i dystopien ’Light of My Life’, der med sit univers og sine temaer placerer sig et sted mellem ’The Road’ og ’Leave No Trace’ (2018).