Ikke langt fra Øregaardsparken i Hellerup ligger et hvidt palæ. Indenfor tager Thomas Vinterberg smilende imod en regnfuld eftermiddag i september.
»Kom indenfor«, siger han og åbner armene ind til sit kontor.
»Tobias Lindholm og jeg har lige siddet herinde og oset«, siger han med henvisning til sin faste manuskriptmakker.
De to har netop overstået en omgang Q&A sammen over Skype ved skrivebordet, hvor mesterinstruktøren til daglig ellers primært bruger sin tid på at brygge på en ny miniserie for TV 2 med titlen ‘Familier som vores’.
Et par standerlamper med støvede lampeskærme i gammelrosa kaster blødt lys ud i rummet. De to lamper er rekvisitter fra Vinterbergs biografaktuelle spillefilm ‘Druk’, som allerede har høstet stor international succes og er anledningen til vores møde i dag.
‘Druk’ handler om fire gymnasielærere, der sætter sig for at afprøve en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Forsøget får hurtigt en positiv effekt på deres undervisning og privatliv, men eksperimentet ender ikke lige godt for dem alle.
Mads Mikkelsen spiller hovedrollen som Martin, der i starten ikke rigtigt rører alkohol. Han flankeres af Magnus Millang, Lars Ranthe og Vinterbergs faste skuespiller Thomas Bo Larsen. Også Marie Bonnevie, Helene Reingaard Neumann og Susse Wold er på rollelisten.
Filmen er lavet til og for Thomas Vinterbergs yngste datter fra hans første ægteskab med teaterinstruktør og teaterchef Maria Walbom. Optagelserne til ‘Druk’ var kun fire dage henne, da 19-årige Ida Maria Vinterberg mistede livet i en trafikulykke i Belgien i maj 2019.
Efter en udskydelse lykkedes det Vinterberg at genoptage og gennemføre optagelserne, som blandt andet foregik på datterens gamle gymnasium Aurehøj i Gentofte. Hun skulle selv havde spillet datteren til Mads Mikkelsens karakter, og faktisk var det hende, der i sin tid opfordrede sin far til at lave en film om druk, så på mange måder udgør hun en stor del af filmen.
Men det er ‘Druk’ og ikke Vinterbergs personlige tragedie, som samtalen skal handle om i dag. Det er ikke en fortælling, han har lyst til at rejse med. Det er ganske enkelt for smerteligt at rippe op i gentagende gange.
»På en eller anden måde har filmen ændret sig til at blive noget større end bare en drengestreg. Jeg vil faktisk driste mig til at sige, at vi ville undersøge noget mere end bare alkohol. Vi ville undersøge det at være i live og det at være i live på det tidspunkt, som de her fire lærere er. Da min datter dør fire dage inde i optagelserne, blev det ikke bare vigtigt, men en forudsætning for at fortsætte, at det her blev en livsinsisterende film og ikke bare en film om at drikke. Den er gået fra at være en hyldest til alkohol til at være en hyldest til livet«, begynder Vinterberg, da vi er sunket ned i kontorstolene ved skrivebordet.
»Selvom ‘Druk’ er en hyldest til alkohol, nåede jeg også frem til den erkendelse, at det er endnu mere interessant, at alkohol samtidig er et af vores allerstørste samfundsproblemer. Jo mere jeg fik boret mig ned i det her emne, jo mere var jeg fascineret af, at det som kan løfte en samtale, og som kan gøre, at mennesker bliver gift, og at Churchill tog verdenshistoriske beslutninger, også er det, der slår mennesker ihjel. Alkohol er et farligt stof, som kan gøre en til misbruger, men man må samtidig ikke underkende, hvad det kan forløse i et menneske«.
Indkaldt til drukprøve
‘Druk’ bygger på den norske psykiater og professor Finn Skårderuds teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt i blodet. Teorien er, at alkohol i en tilpas mængde gør mennesket mere åben og parat for omverdenen og øger kreativiteten. Den bedste brandert er den, der ligger et sted mellem en halv og en hel promille, for ved den halve promille har man lige akkurat passeret det punkt, hvor man ikke er fuld, men heller ikke ædru, og hvor man giver helt slip.
Der har dog ikke været mange stive skuespillere på settet under optagelserne, for selv med den perfekte promille i blodet ville en 12-timers arbejdsdag hurtigt blive udfordret, vurderer Vinterberg. Enhver skuespillers store svendestykke – at spille troværdigt fuld som pinligt ædru – skulle vise sig at være en udfordring for filmens fire hovedroller, også selvom de hedder Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe og Magnus Millang.
»Jeg havde fire karakterer, som skulle forsvare en virkelig svær følelsesmæssig rejse hver, og oven på det skulle de spille fulde i meget præcise niveauer, så det har krævet helt vildt dygtige skuespillere, og alligevel var det svært«, fortæller Vinterberg.
»Jeg indkaldte dem til en drukprøve, som tog en uges tid, hvor vi afsøgte de forskellige karakterer med forskellige promiller. Der blev også drukket i prøveperioden, men ikke så meget, for i virkeligheden handlede det meget mere om at smide blufærdigheden over for hinanden. Normal menneskelig opførsel er, at man prøver at skjule sin brandert ved at sidde så ret som muligt på stolen, og så kommer man til at afsløre, at man er fuld«.
Han gør et karikeret ryk med albuen, så armen slasker ned langs bordet.
»Den er god frem til en promille på 0,8, men de her gutter skulle helt op på 2,8, så de skal forbi det punkt og ud i det område, hvor det selv i virkeligheden ser urealistisk ud. Vi sad og kiggede på fulde russere på Youtube om og om igen, og på en eller anden måde bliver det bare meget hurtigt for meget. Det er virkelig vildt og stærkt underholdende og sørgmodigt, når man ser, hvor spastiske folk er i virkeligheden. Første prøvedag blev jeg lidt nervøs. Det er fabelagtige skuespillere, jeg kan ikke få dem bedre, og det var stadigvæk pissesvært«.
Hvorfor?
»Fordi det med skuespil handler så meget om det, vi vil skjule, og det, vi vil vise, men det at være fuld er bare fuld eksponering. Fladt på en eller anden måde. Men heldigvis er de bare gode, de der gutter. Og de har også en lille smule erfaring med at drikke, så de har øset ud«.
Et tema i filmen, som Vinterberg gerne vil fremhæve som vigtigt i forhold til det at leve, er det ukontrollerbare. For når vi tager glasset op til munden og begynder at drikke, allerede inden alkoholen synkes og optages i blodet, laver vi en kontrakt med os selv og omverdenen om at slippe kontrollen og tage vores frihed, forklarer han.
»Man må spørge sig selv, hvor det ukontrollerbare er henne, især for de unge lige nu, men for os alle sammen i vores liv. Alt bliver jo planlagt, puttet i kasser, skemalagt og forberedt, og jeg synes, vi overser, at de allerstørste ting i livet er de ukontrollerbare«.
Såsom hvad?
»Det største er selvfølgelig kærligheden, men i vores fag hedder det at få en idé. Jeg bliver tit spurgt om, hvor jeg får mine idéer fra, og det er jo det, jeg ikke ved, for jeg fik den. Man kan gøre sig åben over for at få idéer, men man kan ikke planlægge at få en idé. På samme måde er det med forelskelse. Det hedder ‘falling in love’ som i, at det ikke er noget, man har kontrol over. Det ukontrollerbare er i meget høj grad fortrængt, og når man tager glasset op til munden, går man ind i det ukontrollerbare rum.
Jeg kan jo spørge dig, hvor mange par du kender, som har fundet sammen ædru?«.
Længslen mod vægtløshed
Spørgsmålet hænger lidt i luften. Så fortsætter han:
»Det at drikke handler ikke kun om at drikke. Det handler om at kræve sin frihed og om at fejre livet. Mogens Rukov (afdød manuskriptguru og Vinterbergs tidligere samarbejdspartner, red.) sagde, at det er en meget udbredt misforståelse, at man drikker, fordi man har det dårligt. Han drak, når han havde det bedst og var oppe at køre. Jeg tror, det var et forsøg på at få lov til at få plads til sin begejstring, så den ikke blev kontrolleret igen«.
Selvom Vinterberg synes, at der har været »en sundhedsagenda og noget konsensussøgende og konfliktundgående« i den danske kultur i mange år, er ‘Druk’ også en protest mod fornuften og kontrollen. Han håber, at eksempelvis en scene i filmen, hvor en af lærerne opmuntrer en elev til at drikke sig mod til inden en eksamen, vil fremstå kontroversiel i en politisk korrekt tid. Medforfatter Tobias Lindholm og Vinterberg følte sig »mægtig frække«, da de skrev manuskriptet, men hidtil har responsen fra diverse testpublikummer primært været, at filmen er mere rørende end provokerende.
Et andet tema, som Lindholm og Vinterberg prikker til i filmen, er det menneskelige forfald i skikkelse af især Mads Mikkelsens historielærer Martin, der taber pusten i hamsterhjulet og visner hen i en gammel forstadsvilla og pludselig ikke længere kan genkende sig selv og sit liv. En virkelighed, som mange nok kan spejle sig i, og som endnu flere frygter.
»Jeg er i den underlige situation selv, at fordi jeg er i sorg over at have mistet min datter, så kan jeg slet ikke mærke sådan nogle ting. Men da jeg skrev manuskriptet, var jeg et meget tilfreds sted, så det er ikke en film, der er baseret på vores liv«, konstaterer Vinterberg.
»Men der sker jo det, at det repetitive tager over i midten af livet, og samtidig opdager vi, at vi skal dø. Nogle af os har børn, der lever på det punkt i livet, som vi kan huske indeni os selv, og som vi altid vil bære med os, hvor man er 16 år og står under en syren i maj måned og er fuld og forelsket klokken fire om morgenen, og verden ligger foran en. Man er ikke bare vægtløs, men ramt af universel lykke et kort øjeblik – og ofte lidt fuld.
Længslen tilbage mod den vægtløshed bliver pludselig ekstremt præsent. Det er derfor, jeg har det digt med af Kierkegaard: ‘Hvad er ungdom? En drøm. Hvad er kærlighed? Drømmens indhold’. Og det er faktisk også en af grundene til, at det foregår på et gymnasium, fordi der er den spejling«.
Levemanden Thomas Bo Larsen
Thomas Vinterberg er vokset op i et af 70’ernes kollektiver, Nordkrog, i Hellerup, dengang alkohol var en del af dagligdagen hos især arbejderklassen, og begrebet funktionspromille var en fuldt ud legitim og lægeligt accepteret undskyldning for at være evigt småvissen. I Vinterbergs kollektiv havde man et ølregnskab og kasser med øl stående, så:
»Det var bare det, man drak«, fortæller han.
»Men det var et ret sundt kollektiv, for der var ikke så mange, der tog bevidsthedsudvidende stoffer, så det var mest bare øl og fest. De var fandeme sjove, og de var meget sjovere, end da de senere holdt op med at drikke. Der var meget større generøsitet og højere til loftet på alle måder«.
Hvilken udvikling har du oplevet i forhold til danskernes drukkultur fra dengang og til nu?
»Jeg tror, vi drikker meget mindre i dag. Når jeg sidder og holder møder med folk, bliver der drukket Cola Zero. Der er ikke længere det der med øl og snaps til frokosten. Jeg kan huske, at jeg arbejdede på Danmarks Radio, da jeg stadig gik på Filmskolen lige i overgangen fra den gamle kultur i Danmarks Radio til den nye. Der var sådan en rekvisitør, der stod klokken ti om morgenen med vindharper og porter i vindharperne. Jeg stod helt ung og glad og sagde: ‘Er du stiv?’ Og så sagde manden: ‘Ja!’, som om jeg var idiot. Det var så vildt«.
Har du haft perioder, hvor du har kunnet bruge alkohol til noget specifikt?
»Jeg har i højere grad kunnet bruge det, alkohol står for. Det at lave film består af en kombination af at være ekstremt rationel, hårdtarbejdende, opbyggende, slidsom og fightende på den ene side og på den anden side charlatan-agtig og kunstnerisk fri.
Nogle gange har jeg kunnet låse mig inde i nogle rum af overjeg og fornuft, hvor netop det ufornuftige, irrationelle eller ukontrollerbare har været tiltrængt. Der har jeg så gjort alle mulige ting, som for eksempel bare at holde op med at arbejde og gøre noget nydelsesfyldt, men i perioder har jeg også drukket en lille smule cognac, mens jeg skrev. Da jeg skrev ‘Jagten’, havde jeg nogle gennemskrivninger, hvor jeg drak cognac til, som lige gav den der følelse af slet ikke at kigge sig tilbage. Men hvis man skal kigge på mit liv, synes jeg, tiden går og går, og jeg får slet ikke drukket nok«.
Han smiler. Minen bliver igen mere seriøs.
»Jeg har små børn, og jeg er filminstruktør, så jeg er jo et kontrolleret væsen. Og så er jeg i en kæmpe sorgproces lige nu, så jeg drikker ikke specielt meget«.
Kan du selv genkende længslen efter den der ungdommelige frihed, vildskab og nysgerrighed, som du beskriver?
»Faktisk ikke. Jeg er lidt udenfor nummer lige nu, fordi alt i min verden er brudt sammen. Jeg kan godt huske, hvordan det var, før jeg stod i denne her situation, og at følelsen af gentagelse i mit arbejdsliv kunne give mig følelsen af at være gammel. Når det der med at opleve ting for første gang holder op med at kunne forekomme, husker jeg følelsen af at måtte værne om min nysgerrighed og give plads til det ukontrollerbare.
Jeg har søgt ud på tynd is med mit arbejde, og nogle gange er det gået, og andre gange er det ikke gået. Det hører med til at være i live at være nysgerrig, og en måde at gøre sig selv nysgerrig på er ved at eksponere sig selv for risici. Mogens Rukov var et lysende eksempel på et menneske, der fastholdt sin nysgerrighed, lige indtil han døde. I sin iagttagelse af verden var han så åben over for forandringer, at det var vildt inspirerende«.
Du har også fremhævet Thomas Bo Larsen i den sammenhæng?
»Thomas Bo Larsen er en levemand og et menneske, der er fuldstændig til stede. Måske synes jeg, at han er den mest interessante af os alle sammen på denne her film lige nu, for han har lavet en film, der hedder ‘Druk’, og han er AA’er på ottende år. Han har aldrig strålet så meget, så han er faktisk antitesen i den her film. Han er et fantastisk eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at holde op med at drikke, for jeg har set masser eksempler på mennesker, som er holdt op med at drikke, og som dermed også har tabt meget af det, de havde«.
Den største kærlighedsytring
Da ‘Druk’ havde forpremiere i Moviehouse i Hellerup kort forinden vores møde, introducerede Ellen Hillingsø den med ordene: ‘Det er en rigtig Vinterberg-film’. Selv ved Thomas Vinterberg stadig ikke, hvad det betyder, selvom utallige journalister og anmeldere i årenes løb har forsøgt at definere det. Det er nok, fordi han selv befinder sig midt i epicentrum, gætter han. Fællesskabet har han dog ikke noget imod at vedkende sig som en af sine faste tematiske gengangere.
»Idéen om den solidaritet, der opstår mellem mennesker, når man skal gøre noget farligt sammen, har altid tiltrukket mig, siger han«.
»Da vi lavede dogme i sin tid, var det suicidalt rent karrieremæssigt. Folk advarede mig og ringede mig ned og sagde: ‘Du smadrer din karriere, vil du så holde op’. Det var sindssygt, det vi havde gang i, men det gav en følelse af et meget stærkt fælleskab og ægte solidaritet, og det er jo også det, jeg er vokset op i. Jeg er vokset op blandt mennesker, der gjorde det, man ikke måtte. De ophævede familiemønstret og flækkede de bonede trægulve op, malede det hele lilla, følte sig frække og var sammen om det.
Den energi har defineret mig og alt, hvad jeg gør. I det her tilfælde har det også defineret historien. Her er fire lærere, som er et sted i deres liv, de ikke vil være, og de beslutter sig så for at brække gulvene op sammen og gøre det, man ikke må«.
Hvis man sammenligner med resten af dit bagkatalog: Hvad repræsenterer ‘Druk’ for dig i dag, og hvad tror du, den kommer til at betyde for dig, når du ser tilbage på den i fremtiden?
»For mig repræsenterer ‘Druk’ den største kærlighedsytring, jeg har været ude for, fordi den handler om fællesskab og kærlighed mellem de her mennesker, og fordi den ramte ned i det her tidspunkt i mit liv, hvor alle løftede mig videre i en form for kærlighedserklæring«.
Vinterberg kigger frem for sig, inden blikket vender tilbage.
»Alle de temaer, der er i den som druk og livskriser, blev på en eller anden måde bagatelliseret af den store kærlighedsfølelse, der er i filmen. Det er min oplevelse af den film. Og det tror jeg også, det vil være, når jeg ser den om 15 år«.
’Druk’ kan ses i biograferne fra 24. september.