Bradley Cooper slog igennem som instruktør med kæmpesuccesen ‘A Star Is Born’, der blev nomineret til hele otte Oscars og gav Lady Gaga sin første store hovedrolle og en Oscars-statuette for mest originale sang med powerballaden ‘Shallow’.
Nu kan Cooper langt om længe løftet sløret for, hvem han skal spille over for i sit store kommende Netflix-projekt ’Maestro’, som bygger på fortællingen om den amerikanske komponistlegende Leonard Bernstein, der er bedst kendt for at stå bag musikken til den ikoniske musicalklassiker ’West Side Story’ fra 1957.
Ifølge Deadline har Cooper castet Carey Mulligan til den bærende rolle som Bernsteins kone, den chilenske skuespiller Felicia Montealegre Bernstein, mens Cooper selv indtager hovedrollen som Leonard Bernstein.
Mulligan brød igennem i Lone Scherfigs ‘An Education’, som indbragte hende en Oscar-nominering, og sidenhen har hun toppræsteret i film som ‘Drive’, ‘Shame’ og ‘The Great Gatsby’.
»Jeg blev fanget af Carey fra første gang, jeg så hende på scenen for mange år siden, og jeg har fulgt alle hendes skuespillerpræstationer lige siden«, fortæller Cooper til Deadline og fortsætter: »Jeg er meget taknemmelig for at skulle arbejde sammen med sådan et kæmpe-talent såvel som en rar person som Carey«.
Produktionen er sat til at begynde i foråret 2021, og Netflix har endnu ikke bekræftet en endelig premieredato.
Alt tyder dog på, at ’Maestro’, ligesom ’The Irishman’ og ’Marriage Story’, vil få biografpremiere, inden den lander til streaming på Netflix, så den dermed også kan komme i spil til en Oscar.