Der er én scene fra Sam Raimis mesterlige ’Spider-Man 2’, der hæver sig over alt andet i genren.
Skurken Doktor Octavius smides på operationsbordet, omringet af læger, der er klar til at skære hans fire enorme titanium-tentakler af. Ud af øjenkrogen ser en af kirurgerne en lysvågen arm – og så går det ellers amok. De fire tentakler slynger lægerne rundt som kludedukker, en kvinde slæbes skrigende væk i skyggerne, mens en mand bliver massakreret efter forgæves at have forsvaret sig med en motorsav.
I et par vidunderlige minutter er ’Spider-Man 2’ pludselig en rendyrket horrorfilm. Og Raimi afslører sig som skaberen af to af 80’ernes morsomste gyserfilm – ’The Evil Dead I & II’, som udkom i henholdsvis 1981 og 1987.
Ligesom den diabolske, usynlige kraft, som besætter unge mennesker og transformerer dem til de blodtørstige Deadite-dæmoner, er der en nærmest mytologisk kvalitet over de to splatterfilm. Jeg hørte først om filmene fra en klassekammerat i 1.g, der beskrev en af dem som »den der fuck-up film, hvor en kvinde voldtages af et træ«. Men allerede inden kendte jeg til filmenes mest ikoniske billeder gennem ren kulturel osmose.
Helten Ash (Bruce Campell) med en motorsav der, hvor hans hånd skulle have været, et oversavet jagtgevær og en hage støbt af granit lister sig ned i en skummel kælder for at konfrontere heksen Henrietta (instruktørens egen bror Ted Raimi gemt under en massiv kropsdragt), hvis dødningeansigt skriger: »I’ll swallow your soul, I’ll swallow your soul!«.Ash’ besatte søster Cheryl banker og slår på kælderlemmen og stirrer dolke med sine to mælkehvide pupiller. Et hovedløst lig danser ballet mod det blændende måneskær, mens dets afhuggede hoved griner hånligt af kæresten.
Første film – i lighed med den anden – følger en næsten komisk skematisk opbygning: En gruppe unge venner tager ud til en hytte midt i den uigennemtrængelige amerikanske natur, hvor de besættes og myrdes af en ældgammel dæmon, hvis perspektiv publikum følger gennem et voyeuristisk kamera, der aktivt angriber sine ofre. Selv i 1981, da instruktør Sam Raimi udgav sin debutspillefilm ’The Evil Dead’, var slasherformatet horrorgenrens letfordøjelige kød og kartofler – fra de glubske kannibaler under sydstatssolen i ’Motorsavsmassakren’ og ’The Hill Have Eyes’ til mor Voorhees, der skar struben over på liderlige lejrskolevejledere i den originale ’Fredag d. 13.’.
Hyldende morsom voldsmani
Alligevel føles de to film ikke som nogen anden gyser, hverken før eller siden. De er lige dele zombie- og slasher-film, der særligt udmærker sig ved at bruge hardcore grand guignol-elementer i groteske vaudeville-scenarier.
Filmenes kringlede blanding af kommercielle og kreative elementer afspejler i høj grad mændene bag. Sam Raimi var en filmnørd, født med et 8mm-kamera under armen, og havde filmet sine egne kortfilm med barndomsvennen Bruce Campbell siden folkeskolen.
Det var Raimis værelseskammerat på Michigan Universitet Robert Tapert, som foreslog, at gyserfilm var det mest åbenlyse sted at starte som en ung, uprøvet instruktør. En gyser var let at sælge til distributører gennem drive-ins og dobbelt-features, den ville være billig at producere og krævede vigtigst af alt ikke mere end en location, et par flotte unge ansigter, et 16mm-kamera – og en forbandet masse latex og blodrødt sirup til effekterne.
Raimi var blot 19 år gammel, da han filmede kortfilmen ’The Evil Within’, som han brugte til at pitche ’The Evil Dead’ til potentielle producere, og hans naivitet og vitalitet kan i den grad mærkes i det endelige værk. Der var ikke råd til det nyopfundne steadicam, så for at opnå en lignende dynamisk kameraeffekt blev kameraet spændt fast til en bjælke, og to personer løb over skovbunden med det for at imitere dæmonen, som farer mod sine ofre.
Samtidig er der en fandenivoldskhed og bestialskhed i den første film, som langt overgår tidligere værker fra den amerikanske horrorkanon. Hvor gysere som ’Psycho’, ’Halloween’ og ’Motorsavsmassakren’ i høj grad efterlod de voldeligste scener til publikums fantasi, bader ’The Evil Dead’ manisk i voldsmanien.
Ash’ kæreste Debbie får hugget hovedet af med en spade, mens vennen Shelly bliver hugget til pindebrænde med en økse. Og blod fosser fra samtlige af hyttens huller i filmens psykedeliske klimaks. Visse scenarier virker dog mere usmageligt øjenrullende end chokerende. Navnlig føromtalte scene, hvor Cheryl holdes nede af slyngplanter og voldtages af et forhekset træ. I klipningen satte Tapert og Raimi sågar en enorm gren ind, som støder ind i hendes underliv, uden at informere eller få samtykke fra skuespilleren Ellen Sandweiss.
Voldsudgydelserne foregik ikke blot foran kameraet. Sam Raimi slæbte sit lille hold af filmfolk med sig ind i Tennessees bidende kolde skove, hvor de optog det meste af filmen under ulideligt kummerlige forhold.
Skuespillerne, som spiller Deadites måtte gå rundt i flere lag af billig latex, klattet make-up og mælkehvide kontaktlinser, der skar i øjeæblerne. Raimi selv fik slynget et bræt i ansigtet under én af actionsekvenserne, mens en produktionsassistent hoppede ned fra en platform – lige ned på et åbent søm. Og Bruce Campbell blev kastet rundt af sin sadistiske instruktør og gamle ven og pådrog sig en infektion, da en latexprotese gav ham et betændt sår i benet.
Kujonagtig Ronald Reagan-type
De kærlige, men voldsomme drengestreger fra Raimi mod Campbell blev intensiveret i ’Evil Dead II’, der med penge fra den berygtede aparte producer Dino De Laurentiis blev optaget under mere kontrollerede forhold i et studie.
Inden for den første halve time alene jagtes Ash rundt af sin morderiske, hovedløse kæreste med en motorsav. Han får besat sin hånd, som angriber ham med tallerkener og slagterknive. Og huset driver ham til vanvid, da lamper såvel som det udstoppede hjortehoved over pejsen begynder at huje og råbe ad ham.
Hvor Ash i den første film mest var ét af flere pæne ansigter, er han primus motor i ’Evil Dead II’. Bruce Campbell virker til at vide, at han ikke er den store Shakespeare-skuespiller og gør i stedet brug af sin enorme fysikalitet til at sætte filmens mange groteske scenarier på spidsen. Ud over Ellen Sandweiss’ ikoniske præstation som glubsk Deadite i kælderen i ’The Evil Dead’ giver Campbell selv seriens bedste præstation som besat dæmon.
Hans galemandslatter mod kameraet, fejlplacerede gåpåmod og skingre skrig, hver gang en Deadite går til angreb, spilles op til enorm morskab, men Campbell formår alligevel at holde nok igen, så karakteren aldrig bliver komplet latterlig.
Med macho-attitude og imponerende tandpastasmil fremstår han som en ung, kujonagtig Ronald Reagan, fanget i en psykopats spind. Med sin udgivelse i 1987 slægter ’Evil Dead II’ således også de satiriske elementer fra ’Predator’ og ’Robocop’ på, hvor amerikansk exceptionalisme og den amerikanske actionhelt bliver latterliggjort og kritiseret.
Ash’ dorske gemyt, drabelige arsenal og bøvede onelinere har især sat sit aftryk på 90’ernes mange videospil med ’tude som ’Duke Nukem 3D’. I filmregi fulgte Sam Raimi ’Evil Dead II’ op med ’Army of Darkness’, der dog er tættere beslægtet med Ray Harryhausens eventyrfilm som ’Clash of the Titans’ end de to første film med sine stopmotion-skeletter og komiske effektindslag, hvor Ash kæmper mod en gruppe små dobbeltgængere.
Det exceptionelt modbydelige remake fra 2013 af Fede Alvarez har mere til fælles med 00’ernes bølge af New French Extremity-film som ’Inside’ og ’High Tension’, hvor volden vender maveindholdet i afsky snarere end i latter. Raimi vendte dog tilbage til gysergenren i 2009 med sin vidunderlige lille gyser ’Drag Me To Hell’, hvor Alison Lohman forhekses af en gammel roma-kvinde, da hun ikke vil give hende et banklån til konens gamle hus (den er lige så skingrende vanvittig, som præmissen lyder).
Og selv i dag kan de gamle films indflydelse mærkes, når Jordan Peele tipper hatten med sine uhyrlige dobbeltgængere The Tethered i ’Us’, som ligesom Raimis Deadites oser af personlighed under de morderiske impulser.
Udtrykket er måske i dag noget bedaget, men som Ash ville udtrykke det, er de to ’Evil Dead’-film slet og ret groovy.
’The Evil Dead’ og ’Evil Dead II’ kan ses i Cinemateket 22. oktober.