’Charter’: Lovende svensk instruktør udfordrer forestillingen om den perfekte mor
Skal mor absolut være den bedste i verden, eller kan mindre gøre det? I Alices tilfælde er mindre i hvert fald nødt til at slå til. Som fraskilt mor til to er hun flyttet alene til Stockholm, mens børn plus eks er blevet tilbage i en lille, forfrossen flække i Nordsverige. Og nu raser en uskøn forældremyndighedssag på sammenbidt, svensk facon.
Den svenske instruktør Amanda Kernell er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2013, og ’Sameblod’ (2016), hendes første spillefilm, var en både vildt imponerende og mærkbar personlig debut med storspil fra særligt den unge hovedrolle Lene Cecilie Sparrok. Her gik instruktøren i rette med det svenske samfunds horrible behandling af samerne tilbage i 1930’erne – iscenesat som en medrivende coming-of-age-fortælling.
Kernell giver os hverken forhistorie eller Mattias’ side af sagen i ’Charter’. Sophia Olssons kamera er bundet til Alice, hvis skuldre ofte er i centrum af billedet. Det er Alices skiftende udsyn og tunnelsyn, der er filmens komplekse kerne. Det ensidige perspektiv er hele meningen her. Filmen er aldrig sørgelig socialrealisme (som sådan en forældreskabssag i hårdknude ofte får karakter af), men et fuldfedt karakterstudie af en kantet kvinde, der forsøger at være den bedste mor, hun evner, men fejler igen og igen – men ud fra hvilke standarder?
I opfølgeren ’Charter’, der nu er ude på streamingtjenesterne, er vi delvist tilbage i det nordligste Sverige. Alice (storspillet af den populære norske skuespiller Ane Dahl Torp) springer nemlig på det første, nordgående tog fra Stockholm, da hun en sen aften modtager et grådkvalt opkald fra sønnen Vincent på otte år. Han lyder bange, og samtalen bliver afbrudt abrupt.
Alice har med andre ord ingen plan og ingen lette løsninger oppe i ærmet på den pelsforede pilotjakke, hun kommer anstigende i. Og hun skiller sig tydeligvis ud, da hun trasker igennem sneen, hjemme igen. Hele den lille bys anklagende øjne synes at klistre til hende. På dørtrinet skubber eksmanden Mattias (Sverrir Gudnason) hende lidt for voldsomt væk, og nærmest uden et ord mælet mellem dem fornemmer man al grimheden i deres tidligere forhold. Dét skub siger alt.
Alice forsøger at få børnene Vincent og Elina i tale, men hele tiden står svigerforældre, eksmand, skole og myndigheder i vejen. Og i et desperat øjeblik lykkedes det hende at overtale lille Vincent og 14-årige Elina om, at de skal afsted på en uges charterferie på Tenerife. Hvilket selvfølgelig er helt vildt dumt og helt vildt ulovligt midt i en forældreskabssag, idet Alice reelt kidnapper dem. Som handling føles det også lidt for thrillerpræget end egentligt troværdigt.
Kernells ærinde synes at være et stille oprør mod alle de forestillinger og forventningspres, rollen som mor er forbundet med.
Vulkanøen Tenerife, hvor glade familier holder daseferie og aktive typer sveder igennem på tennisbaner og mountainbikes, tager sig ildevarslende ud i ’Charter’. Ikke ulig Isabella Eklöfs ’Holiday’, der dog er langt mere grundvoldsrystende ubehagelig. Hos Kernell er ferieparadiset et overskyet, koldt og underligt truende sted, hvor etagehoteller og labyrintiske natklubber bidrager til en næsten absurd stemning set igennem Olssons præcise optik.
Det er nærmest mirakuløst, at Ane Dahl Torp formår at få os til at holde med besværlige Alice, der både er pinlig og for meget og usympatisk egoistisk. Altså, hun spørger ligefrem børnene om, hvor de helst vil bo – hvilket altid har den underforståede betydning ’hvem elsker du mest?’. Og som om det ikke er nok, smuglæser hun også Elinas dagbog!
Udefra set er det grænseoverskridende dumt, men i Alices logik er det en nødvendig handling i forsøget på at nærme sig, forstå og genvinde sine egne børn igen. Sådan mister ’Charter’ af og til næsten fodfæste og troværdighed, når Alice igen og igen træffer forkerte beslutninger. Men Torp fasholder os med et desperat blik båret af kærlighed.
Kort sagt:
Amanda Kernells opfølger til den blændende debut ’Sameblod’ er et sammenbidt opgør med forestillingen om den perfekte mor, der med fordel kunne have skruet lidt ned for dramaet.