Jana Hunter

Jana Hunter har taget en kort pause fra sin meget flittige turnéren ovenpå debuten ‘Blank Unstaring Heirs of Doom’ fra 2005 og sine musikalske samarbejder med blandt andre CocoRosie, Metallic Falcons og Castanets for at udgive soloalbum nummer to på vennen Devendra Banharts pladeselskab.

Indspilningerne er foretaget over kun to uger og selvom selve stemningen på albummet ikke bærer præg af fortravlet hastværk, så kan man ikke undgå at tænke, at den gode Jana nogle gange har haft lidt for travlt med at blive færdig til at få det optimale ud af sine numre. De er alle er så korte, at man oftest kun lige når at komme i gang, før de igen er ovre.

Hendes enkle guitarstrukturer og drævende, androgyne vokal, der spænder fra obskur jeg-er-lige-stået-op til fraserende skønsang, er de vægtigste elementer i hendes numre og når det lykkes bedst, er det på numre som ‘Valkyries’ og titelnummeret ‘There’s No Home’, hvor hun assisteres af bror John Hunters vokal.

Men hvor numrene i deres nøgne nedbarberethed kunne fremtræde særligt stærke, så bliver de alt for ofte blot til collager, hvor man aner styrken, dybden og den skæve æstetik, men hvor ingen af delene rigtigt finder fodfæste.

Albummet fremstår som det forsøgte ekstroverte modspil til debutens introverthed, og måske er det bare mere interessant, når hun kigger indad, end når hun kigger ud på den småkedelige omverden? I hvert fald er Jana langt mere interessant på debuten og i sit band Jracula end på sit nyeste soloudspil.