’Madklubben’: Budskabet fiser hurtigt ind i ny dansk komedie om ældre kvinder
»Det er friskt af jer at tage på sådan en tur. Normalt ser man jo altid nogle som jer i grupper«.
Jeg er sikker på, at kvinder over de 60 skal lægge øre til mange fordomme og stikpiller, så snart de bevæger sig uden for turbussen eller tilmelder sig en tangotime. For mange er det tilsyneladende nærmest en selvfølge, at livets efterår kun byder på eftermiddagskaffe og kryds og tværs, og når man så prøver noget andet end det, så er man »fandeme sej«.
Faktisk kan det være lige så torskedumt at lykønske en ældre for at købe en ungdommelig kjole, som det kan være at presse voksenlivet ned over en konfirmand. Vi får bebudet at behandle vores ældre med respekt, men er respekten kammet over i kassetænkning? Hvorfor skal livet slutte, når efteråret begynder?
Marie (Kirsten Olesen), Vanja (Kirsten Lehfeldt) og Berling (Stina Ekblad) tager rejsen mod den erkendelse i ’Madklubben’. Helt bogstaveligt talt en rejse til Apulien i Syditalien, hvor de tre veninder skal på et madkursus sammen. Oprindeligt skulle Marie have været af sted med sin mand Henrik, men efter 44 års ægteskab forlod han hende juleaften til fordel for en farverig havenissefanatiker (spillet af instruktørens mor og ’Mormor på mandejagt’-deltager Judith Rothenborg).
Da årtiers ægteskab ophører på ét splitsekund, har Marie svært ved at se, hvad pointen med livet er. Hun søger trøst hos Vanja og Berling, hendes to gamle skoleveninder, som er blevet forsømt de sidste mange år. Mens Marie har vægtet husbond, børn og børnebørn, har hendes veninder haft deres at kæmpe med. Vanja er stadig i stilstand otte år efter hendes mands død, og den ungdommelige Berling har svært ved at affinde sig med alderdom, familieliv og and til juleaften.
De tre kvinder vender den ødelagte parferie til en venindetur, og under Italiens varme stråler prøver de at få Marie på fode igen. Egentlig er Marie mest besat af at få forholdet til Henrik på benene igen, men Vanja og Berling gør deres for at vække hendes livsglæde. Samtidig forsøger den italienske kokkelærer at vække Maries sanser i madlavningen (hvilket lykkes senere, i hvad der kun kan beskrives om en malplaceret Knorr-reklame).
Med på opholdet er det helseglade og sundhedsfanatiske par Morten og Mette (Rasmus Botoft og Mia Lyhne), der med deres fordomme om venindetrioens aldrende hud og tøjstil dækker over en frygt for at blive ældre. På den anden side sidder anlægsgartneren Jacob (Troels Lyby), som hviler fuldstændig i sig selv, sin alder og sine omgivelser. Noget, der virker enormt tiltrækkende for én af de spændingshungrende veninder.
Madlavningskurset bliver krydret med intriger mellem de tre kvinder, der indeholder alt fra jalousi og vrede til barske sandheder. Sammen tvinger de hinanden igennem en proces, der skal slippe fortiden og forventninger for i stedet at få det bedste ud af nuet. Engang sagde de altid »konumáttur« (»kvinde grib dagen« på islandsk) til hinanden, og nu er de ved at mene det.
Historien lyder forudsigelig, og det er den desværre også. Selv under italienske solstråler er der ikke meget nyt eller overraskende at finde i ’Madklubben’. Det er lige ud af landevejen, og det er rimeligt nemt at se, hvor de tre veninder speeder op, stopper, kigger på kortet, mister modet og til sidst suser af sted.
Men ’Madklubben’s ærinde er måske heller ikke meget mere end et par kluk og et bekræftende budskab. Filmens instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg har valgt at lave en film om en underrepræsenteret gruppe på det store lærred, ældre kvinder, og det er da også en film om og til dem. For dem vil udtrykket ’det er aldrig for sent’ måske ringe mere klart og filmens humor virke mere genkendelig.
Så jeg tænkte, at ’Madklubben’ måske ikke var for 27-årige mig, men at min mor ville kunne lide den. Hun har dog så allerede set den – og fandt den også noget kedsommelig.
Kort sagt: ’Madklubben’ er fyldt med gode intentioner, men dens budskab fiser hurtigt ind, og forudsigeligheden lægger en dæmper på de ellers fine præstationer.