’The Crown’ sæson 4: Prinsesse Diana er det helt store scoop i ny sæson af Netflix’ royale flagskib
Det er aftenen før Prins Charles eventyrbryllup med Diana Spencer, og han burde glæde sig til den lykkeligste dag i sit liv. I stedet hænger han med mulen, fordi han er stadig forelsket i ekskæresten Camilla Parker-Bowles.
»Hvor mange gange kan den her familie blive ved med at begå den samme fejl?« spørger Prinsesse Margaret som et ekko af Dronning Elizabeths kvababbelser i tredje sæson af Peter Morgans storslåede periodedrama ‘The Crown’ over at adskille Charles (Josh O’ Connor) og Camilla, fordi familien ikke fandt hende et passende parti. I stedet sørgede dronningemoderen og familievennen Lord Mountbatten for, at Charles blev udstationeret med flåden i Caribien og overtalte Camilla til at gifte sig med sin on-off-kæreste Andrew Parker-Bowles.
Margaret ved, hvad hun taler om, for hun fik selv ikke lov til at gifte sig med sin udkårne, den fraskilte hofstaldmester Peter Townsend. Ligesom prinsessernes onkel, Edward 8. måtte abdicere for at gifte sig med den fraskilte amerikanske societykvinde Wallis Simpson.
I tredje sæson er Elizabeth i tvivl, både om sin egen rolle som dronning og om kongehusets hårde linje over for den frie kærlighed. Men her i fjerde sæson, der er nået til 1980’erne, er dronningen blevet endnu hårdere i filten. Hun opfordrer sin grædende søn til at tage sig sammen for kronen og vente tålmodigt på, at kærligheden til Diana efterhånden vil blomstre.
Sæsonen skildrer et presset England præget af økonomisk nedgang, arbejdsløshed, premierminister Margaret Thatchers jernhårde sparepolitik, Falklandskrigen og terrorangreb fra IRA. Kongehusets ødsel står i skarp kontrast til den almindelige englænders strabadser, hvilket serien skildrer fint i et afsnit, hvor en arbejdsløs, desperat mand bryder ind i dronningens gemakker for at fortælle hende om det virkelige liv uden for paladset trygge mure.
Prinsesse Diana bliver netop så populær, fordi hun repræsenterer folket. »Hun er ikke så stiv i det som resten af kongefamilien«, kommenterer en kvinde i en voxpop på tv, som Prins Charles ser med slet skjult misundelse, da det nygifte par er på turné i Australien. Det, der skulle være hans turné som kronprins.
Charles og Dianas turbulente forhold er sæsonens saftige og tragiske omdrejningspunkt. Diana er kun 18 år, bor sammen med tre veninder og arbejder som pædagogmedhjælper og rengøringshjælper for sin storesøster, da de mødes. Charles dater egentlig søsteren, men bliver distraheret af Diana, der er klædt ud som træ, fordi hendes skole opfører Shakespeares ‘En skærsommernats drøm’. Hun gemmer sig bag et træ, fordi hun har lovet søsteren ikke at tiltrække prinsens opmærksomhed – selvom det tydeligvis er hendes strategi.
Efter et lødigt stævnemøde inviterer Charles hende til familiens sommerresidens i Skotland, Balmoral Castle. Her består hun familiens såkaldte Balmoral-test – at være i stand til at begå sig i de royale rammer – med så meget glans, at de opfordrer Charles til straks at gifte sig med hende. Det er på tide, at han slår sig ned, og Diana er smuk, charmerende og føjelig.
Som elegant kontrast dumper den nyudnævnte premiereminister Margaret Thatcher samme test med et brag. Hun tager konstant det forkerte tøj på og er dårlig til selskabslege. Som hun fortæller Elizabeth, har hun ikke lært at gå på jagt af sin far, fordi han i stedet lærte hende at arbejde.
Oplevelsen bestyrker Thatchers foragt for den privilegerede overklasse, som hun tilsyneladende ikke regner sig selv som en del af. På samme måde udstiller serien hendes hykleri over for sit eget køn: Kvinder er for følelsesladede til at sidde i regering, mener hun. En påstand, der i den grad tilbagevises af både Thatcher og Elizabeth.
Gillian Anderson spiller Thatcher med tør karisma, vid og bid, men også lidt karikeret. Seriens store scoop blandt de nye roller, der tilslutter sig glimrende præstationer fra blandt andet Olivia Colman, Helena Bonham Carter, Tobias Menzies og Josh O’Connor, er til gengæld Emma Corrin som Diana. Ikke alene er hun som snydt ud af næsen på prinsessen, hun formidler også den uskyld, magnetiske charme og oprigtige interesse for almindelige mennesker, som hele verden forelsker sig hovedkulds i.
Lige bortset fra kongefamilien, som synes, hun løber med for meget opmærksomhed og er alt for følelsesladet. På et tidspunkt går hun så vidt som at kramme sin svigermor, der bliver helt perpleks.
Det ligger i konceptet, at ‘The Crown’ spekulerer lystigt i de royales privatliv. Jeg labber det i mig som varm mælk, men det føles også mere og mere grænseoverskridende, jo længere vi kommer frem mod nutiden. Dog vil jeg sige, at serien er fremragende pr for den engelske kongefamilie, som jeg har fået langt større sympati med efter at have set serien.
Dens store styrke er, at den nuanceret viser kongehusets konflikter fra alle sider. Vi forstår selvsagt Dianas ulykkelige reaktion på familiens kølige modtagelse, de mange regler og følelsen af at være Charles’ andetvalg. Men gennem seriens grundige opbygning har vi også fået forståelse for Charles’ tragedie ved ikke at få den kvinde, han i virkeligheden elsker, og følelsen af igen at blive overset, som han er blevet hele sit liv. Og for Elizabeth, der gennem hele sin tid som regent er blevet tvunget til at lære at sætte sine følelser til side.
Har de kongelige diskuteret deres følelser så åbent, som de gør i serien? Sandsynligvis ikke. Men det skaber så formidabelt og hjerteskærende drama, at man sidder og håber på, at historien, som vi kender den, ikke går sin gang.
Kort sagt:
Stadig lige formidable ‘The Crown’ eleverer kærlighedsføljetonen i det engelske kongehus med Prinsesse Dianas charmerende indtog, der er så engagerende, at man håber, at den tragiske historie skriver sig om.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.