Dean & Britta

Hvis der blev givet stjerner for at være sympatiske, ville ægteparret Dean & Britta score højt. Albummet vidner nemlig om to umådelig sympatiske mennesker, men sympatisk musik er ofte lig med kedelig musik. Og hvis der er én ting debutpladen i denne konstellation er, så er det kedelig. Så kedelig, at man gaber i takt med keyboardets klapren. De milde toner er ekstremt søvndyssende, og mens nogle album sagtens kan være spændende, selvom de er nedtonede og skaber en drømmende stemning, hører dette desværre ikke til et af dem.

Genren kan bedst beskrives som drømmende pop, men udover åbningsnummeret ‘Singer Sing’ og ‘You Turned My Head Around’ fænger melodierne slet ikke, og øret venter hele tiden forgæves på lidt variation eller en stærk melodi. Det slæbende tempo giver heller ikke oplevelsen mere kolorit, da bassens sørgmodige anslag kun får numrene til at virke gumpetunge, mens trommer ikke får noget frirum og bare må følge trop.

Midt under indspilningsprocessen hos den ellers nok så berømte Tony Visconti, blev de to frontpersoner gift, og det er som om, at der går for meget ‘vi elsker hinanden’ i albummet med en efterfølgende manglende kritisk sans, der ellers kunne have ryddet op i numrene og siet de mindre gode fra. Måske nogle heftige skænderier kan give næste plade noget mere kant og indhold?