’Hutlifusk’: Hvad nu, hvis Danmark snød sig til sejren ved EM ’92…?
»Og Vilfort. Vilfort endnu. Og der Kim Vilfort. Ja, ja, ja, ja, jaaaaa. Hutlihut!«
Danmarks største sportsmæssige præstation nogensinde behøver ingen nærmere introduktion. Historien er blevet fortalt så mange gange på alt fra slidte vhs-bånd til jubilæumsartikler skamdelt på de sociale medier, at alle kender den.
Jugoslaviens diskvalifikation, danskernes hasteindkaldelse fra sommerferie, grillpølser og bajere, indskiftede Lars Elstrups sejrsmål mod Frankrig, Henrik Larsens to scoringer mod Holland, Schmeichels redning af Van Bastens straffespark og – naturligvis – finalesejren over overmagten Tyskland.
Men hvad nu hvis alt det, som vi så og havde fået fortalt og troede, var en løgn? Hvis triumfen alligevel ikke var alletiders mash-up af Den Grimme Ælling og David mod Goliat? Hvad nu – gisp! – hvis Danmark havde snydt sig til sejren ved EM i 1992?
Det er præmissen for TV 2 Zulu-miniserien ‘Hutlifusk’, som folkene bag selv kalder en »satirisk true crime mockumentary«. Serien følger de to journaliststuderende Emil og Kåre, der under deres praktikophold hos TV 2 får til opgave at lave en hyldestvideo om Danmarks EM-triumf, men hurtigt opdager, at intet er, som de troede. En mistænkelig maskot, et hemmeligt byggeprojekt fokuseret på at forstærke Rådhuspladsens balkon (hvor spillerne senere fejrede triumfen) lige før starten på EM-slutrunden og en masse andre smoking guns dukker op, jo længere de bevæger sig ned gennem kaninhullet.
Idéen er god. Emil og Kåre, der begge er født efter 1992, er sympatiske graverjournalister med en fin indbyrdes kemi, og der er potentiale i at prikke til forholdet mellem generation X, boomerne og andre menneskelige antikviteter, der rent faktisk var på Nya Ullevi og Rådhuspladsen og foran tv-skærmene i 1992, og den yngre generation, der efterhånden må være lidt træt af at høre om noget, der skete for snart 30 år siden.
Desværre halter eksekveringen gevaldigt. Interviewsene med alt fra faktiske fodboldspillere som Henrik Larsen og John ’Faxe’ Jensen til diverse fiktive konspiratorer er meget vævende og lidt for kontant klippede. Ting trækkes i langdrag, og røverhistorierne er enten fortalt før eller lidt for kedelige. Fire afsnit á 25 minutter føles som alt for meget. Idéen havde gjort sig langt bedre som en 15-20 minutters sketch.
Det skyldes først og fremmest, at hele omdrejningspunktet – selve mysteriet – er for uinteressant. Lige fra maskotten, der fortæller, at der var en anden maskot, der kun havde med det danske landshold at gøre, til de senere fordrejninger, der naturligvis ikke skal røbes her, føles det hele lidt for provinsielt og for småt.
‘Hutlifusk’ er ikke radikal eller ond nok. Og slet ikke chokerende nok. Tonen er lige så hyggelig som selve fortællingen om EM 1992-triumfen, og det er medvirkende til at forfladige krimimysteriet i en sådan grad, at man ender med i stedet at secondscreene Youtube-klip fra slutrunden.
Kort sagt:
Kemien mellem de to unge graverjournalister er god, men derudover er mysteriet i ‘Hutlifusk’ desværre lige så kedeligt som en Lars Olsen-tilbagelægning til Peter Schmeichel.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.