’Thirst’: Grotesk underholdende islandsk vampyrsplat badet i 200 liter blod
At vampyrer er det mest erotiske overnaturlige væsen i filmhistorien, er der ingen tvivl om. Hele deres eksistens handler om at penetrere huden på en varm krop og så labbe det livsgivende blod i sig.
I ’Interview with a Vampire’ er Brad Pitt mere eller mindre i et fast forhold med Tom Cruise, hvor de adopterer en blond lille vampyr spillet af Kirsten Dunst. På det punkt har de udøde været lidt mere woke end virkelighedens verden.
Alan Ball tog med ’True Blood’-serien sexede vampyrer til et helt nyt niveau, og blodet flød i litervis, som regel udover veltrimmet halv- eller helnøgent kød (halløjsa Alexander Skarsgård).
På sin vis virker det, som om den islandske instruktørduo Steinþór Hróar Steinþórsson og Gaukur Úlfarsson med ’Thirst’ har sat sig for at lave den ultimative bloddryppende vampyrfilm, der aldrig skal kunne toppes – og det lykkes egentlig langt hen ad vejen.
I Reykjavik (eller en by, hvor gaderne hedder nøjagtig det samme) huserer et af nattens børn. Hulda (Hulda Lind Kristinsdóttir) har for nylig mistet sin bror, og alle tror, hun er skyld i hans død, så hun har intet sted at være. En sen aften ser hun to mænd tæve en tredje mand. Han smiler, selvom det ene efter det andet slag lander mod hans mave. Da kvinden blander sig, vender overfaldsmændene sig imod hende og tvinger hende mod jorden.
I næste øjeblik bliver hovedet på den ene af de to fladpander flået fra hinanden, så blodet pumper ud over Hulda. Selv stikker hun den anden overfaldsmand i pikken, og igen ligner det et miniature gejserudbrud, hvor de røde stråler flyver over det hele.
Hendes redningsmand er den gamle, homoseksuelle vampyr med langt fehår og vigende hårgrænse, Hjörtur.
Han er en ensom gut, der med ivrig appetit fortærer den ene mand efter den anden. Specielt har han en forkærlighed for at æde penisser. En præference, som Hulda oplever på nærmeste hold, da de senere mødes igen, og han vil vise sin taknemmelighed, fordi hun tilbød at hjælpe ham. Den spidstandede gut har to hotdogs med, men da han, som han siger, ikke spiser forarbejdet kød, har han naturligvis et friskt alternativ i inderlommen, som han forsigtigt lægger i brødet og sluger hel – hår og det hele.
Hvis ikke det allerede står klart, er vi et godt stykke ude på overdrevet. Der er blevet brugt 200 (!) liter fake blod til ’Thirst’, og det hersker der i hvert fald ingen tvivl om, efter filmens 81 minutters vanvid er overstået.
Der er en klassisk fortælling om at være outsider i et lille samfund gemt nede i blodpølen. Og det er da også derfor, at de to ensomme eksistenser finder en forbindelse, eller lidelsesfælle om man vil.
Meeen, en enkelt blodsuger med forkærlighed for pik-hapsere har tilsyneladende ikke været nok for de gale islændinge og deres manuskriptforfatter Björn Leó Brynjarsson.
Ekstrem kristendom og en okkult dommedagskult bliver også flettet ind, for hvorfor ikke? Det er ikke lige elegant, men det går, fordi der er tilstrækkeligt med absurd galgenhumor og splatter. Uhygge er der ingen af, det er ren, grotesk underholdning.
I den forstand minder ’Thirst’ om den danske lavbudgetshorror ‘Lad de døde hvile’, bare med flere penge til de praktiske effekter. For de er alligevel meget imponerende, hvis vi ser bort fra de kedeligt curry-würst-agtige tarme, der bliver brugt lidt for ofte.
Flækkede hoveder, afbidte penisser og gabende sår ser dejligt snaskede ud, og med de usømmelige mængder blod, der fosser ud af alle huller, er det svært ikke at bliver charmeret.
Kort sagt:
’Thirst’ er grotesk vampyrsplatter, hvor 200 liter fake blod er med til at skabe fortællingen om en homoseksuel vampyr, der bliver venner med en ensom pige.