2020 har været et flot år for de danske film i biograferne, og 2021 ser ud til at starte med et publikumshittende brag, når rebootet af filmene om Jussi Adler-Olsens Afdeling Q får premiere 21. januar.
Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er erstattet af Ulrich Thomsen og Zaki Youssef som Carl Mørck og Assad i ‘Marco Effekten’, der nu har fået sin første egentlige trailer.
En trailer, hvor det også åbenbares, at Anders Matthesen har en større rolle i filmen som forretningsmanden Teis Snap, der tilsyneladende får Carl Mørcks målrettede efterforskning at føle.
I ‘Marco Effekten’ bliver Mørck, Assad og Rose (spillet af Sofie Torp fra ‘Ser du månen, Daniel’) rullet ind i en sag om omfattende korruption og magtmisbrug, da en udenlandsk dreng, Marco, bliver taget i forsøget på at smugle sig selv over grænsen – med et pas fra en forsvunden eftersøgt, Stark, på sig. Det, der i starten synes at være en tilfældighed, eksploderer i en skæbnesvanger menneskejagt rundt i den københavnske undergrund, blandt mafiakarteller og ministerielle embedsmænd.
På rollelisten er også Mads Reuther, Henrik Noél Olesen og Thomas W. Gabrielsson og Lisa Carlehed.
‘Marco Effekten’ er instrueret af Martin Zandvliet (‘Applaus’, ‘Under sandet’).