Franz & Shape

Gad vide om der findes mennesker, der endnu ikke har opdaget, at kalenderen siger år 2007? Altså trukket stikket ud og taget afsked med virkeligheden, blot for at søbe i fortiden. Der er imidlertid ikke noget i vejen med retrobølger, men at klamre sig til sidste planke i det synderskudte bolværk elektroclash, der toppede omkring årtusindskiftet med The Hacker, er en tabt kamp på forhånd.

Franz & Shape lyder som et ægtepar, der har opgivet at tælle dagene siden 80’erne for længst. Duoen lever en tilværelse i skyggesiden af mørk italodisco, new wave og den yderst maskinelle/maskuline genre EBM, men sjældent har firefjerdedele gjaldet så tomt og firkantet. Beats, opbygning og melodi placerer sig som forudsigelige legoklodser ovenpå hinanden. Ganske ligegyldigt og livløst. Og hvor EBM-kongerne D.A.F. trods alt ramte en underspillet, grotesk tone i deres klanglige voldsorgie, har Franz & Shape lagt humanismen i formaldehyd. De kunne lige så godt spille til en march for skinheads, som at udgive denne plade.

Duoen udgøres af italienerne Francesco Spazzoli og Chris Shape. For at redde den anden stjerne hjem, har de fået hjælp fra elektroclash-ikonet David Carretta på ‘Guantanamo Democratie’ – lidt har de da fulgt med i nyhedstimen – og hensat det elektroniske wunderkind Chelonis R. Jones i religiøse sjælekramper på ‘God Lost My Address’. Det redder desværre ikke en genre, der er løbet tør for kreativt blod. Bloddonationer kan sendes til pladeselskabet Relish, men forvent at give det forgæves til en døende patient, hvor der bliver længere og længere mellem åndedragene. I sidste ende er det nok ikke det værd. For elektroclash er passé, og her er beviset.