The Weeknd er i gang med den vildeste performance længe – men alt for få har bemærket det

Over det seneste år har The Weeknd taget os med på en odysse gennem nattelivet i et umådeligt ambitiøst visuelt univers, der sammenblander virkelighed og fiktion i en psykedelisk vrangforestilling. Hans seneste transformation er den foreløbige kulmination, men noget tyder på, at den store finale venter i horisonten.
The Weeknd er i gang med den vildeste performance længe – men alt for få har bemærket det
The Weeknd i musikvideoen til 'Save Your Tears'.

KOMMENTAR. Abel Tesfayes fantasi kender tilsyneladende ingen grænser.

Over det sidste år har han taget sit ’After Hours’-univers til ekstremerne, når han iklædt rødt jakkesæt har lukket en bro i Los Angeles ned til sin American Music Awards-optræden og spillet fra toppen af en skyskraber til MTV VMA’s.

Og som om det ikke skulle være nok, har han sideløbende fået hugget hovedet af med en økse og fået det syet på igen af et par selvgjorte plastikkirurger i et af de mest ambitiøse musikvideouniverser siden Beyoncés ’Lemonade’.

Den foreløbige kulmination på den vilde performance kom i sidste uge, hvor den canadiske popstjerne delte musikvideoen til ’Save Your Tears’ og åbenbarede det mareridtsfremkaldende resultat af plastikkirurgien fra videoen til ’Too Late’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bandagerne, som dækkede sangerens ansigt til American Music Awards, var smidt og frem tonede Tesfaye med et vansiret botox-ansigt, som selvfølgelig var fake, men ikke desto mindre jagede en skræk i livet på alle os godtroende fans.

Men selvom de outrerede indfald i musikvideoerne har trukket overskrifter over hele verden, er det som om, ingen rigtig har anerkendt, hvor gennemført den ambitiøse ’After Hours’-visualisering egentlig er.

Et kafkask mareridt

Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, at en af verdens største popstjerner skulle smide al forfængelighed overbord, og ankomme – og sågar modtage priser – til nogle af verdens største awardshows iført udklædning.

Men at han har opbygget en hel persona, der legemliggør den hedonistiske odysse gennem nattelivet, som altid har været hjørnestenen i hans musik, er ikke noget, man ser hver dag. Og at personaen i stigende grad overlapper med virkelighedens Tesfaye, når han ankommer in character til prisuddelinger og talkshows, er nærmest uhørt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I musikvideoserien, der strækker sig over 12 måneder og 12 videoer fra ’Heartless’ til ’Save Your Tears’, giver den 30-årige musiker sig helt og holdent hen til det underliggende mørke, der altid har ligget lige under den fløjlsbløde vokal.

Det er som om, The Weeknd for alvor konfronterer sine indre dæmoner – stofferne, berømmelsen og de meget mediedækkede break-ups med Selena Gomez og Bella Hadid – i en psykedelisk vrangforestilling af neonlys og mørke.

Videoerne udspiller sig – stort set – over én enkelt nat, hvor sangeren først bliver høj af at slikke på en frø, i hvad der ligner Las Vegas, for dernæst at give sig hen til en lang deroute gennem natten.

Som i Martin Scorseses navnesøster ’After Hours’, filmen som Tesfaye selv har nævnt som en af de centrale inspirationskilder bag albummet, bliver The Weeknds persona indfanget i et kafkask mareridt – denne gang af rusmidler og ensomhed med berømmelsens skær og den dertilhørende medieopmærksomhed som kulisse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Han pendulerer direkte fra en euforiserende bytur til Jimmy Kimmels studie, hvor han bukker og nejer for det ekstatiske publikum, som ikke lader til at ænse hans blodtud. I næste øjeblik går han muttersalene gennem metroen, indtil han bliver som besat af en dæmon og vågner op som blodtørstende morder.

Han jagter en kvinde gennem en tætpakket natklub med en kniv, men alligevel er der ingen omkring ham, som bemærker optrinnet. Han er palle alene i verden midt i virvaret af mennesker.

Og når han, som var han en karakter i ’Eyes Wide Shut’, giver en koncert for et maskeklædt publikum fra overklassen med sit forvrængede plastikansigt, klapper tilhørerne pænt – selv da han tager en pistol for panden og trykker på aftrækkeren.

Fra sløret festabe til isoleret perfektionist

Under videoernes prangende overflade ligger der en klar kritik af det flygtige, overfladiske kendisliv, hvor berømmelse, penge og plastikkirurgi forsøger at dække over et korrumperet, ensomt indre. Og som tydeligt viser, hvor meget underholdningsindustrien kan ligne et umenneskeligt freakshow – i hvert fald ved et hurtigt øjekast.

Undervejs i videoerne hudfletter Tesfaye alt fra Grammy-komiteens skandaløse snub af ’After Hours’ og hans kuldsejlede forhold til Gomez og Hadid med små listige referencer, som har sat internetdetektiverne på overarbejde. På den måde formår han at knytte det hele til sin egen personlige udvikling fra sløret festabe til isoleret perfektionist med store visioner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Performancen udspiller sig ganske vist i nutiden, men man får en klar fornemmelse af, at The Weeknd har fået mørket på afstand og nu dissekerer det med et hjernesmeltende filmsprog og referencer til filmklassikere som ’King of Comedy’, ’Dressed to Kill’ og ’Trouble Every Day’.

Og med Tesfayes stort anlagte Super Bowl-optræden i horisonten kunne noget tyde på, at vi stadig har en stor finale i vente i sagaen om det rødklædte alter ego.

Formår han at sætte trumf på narrativen om sine skyggesider, som han har opbygget over det seneste år, vil det være prikken over i’et på en af de mest radikale performances længe.


Videoserien i kronologisk rækkefølge:

1. ‘Album Title’
2. ‘Heartless’
3. ‘Blinding Lights’
4. ‘Blinding Lights Live on Jimmy Kimmel’
5. ‘After Hours Short Film’
6. ‘In Your Eyes’
7. ‘Until I Bleed Out’
8. ‘Intermission’ (‘Heartless Remix’ ft. Lil Uzi Vert)
9. ‘Blinding Lights’ (Live at MTV VMAS)
10. ‘Too Late’
11. ‘Save Your Tears’ / ‘In Your Eyes’ (Live at American Music Awards)
12. ‘Save Your Tears’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af