Dan Sartain

Så kan du godt sætte hatten på skrå, hive ponchoen frem fra klædeskabet og sætte tandstikken i mundvigen. Dan Sartains fanden-i-voldske western-vildskab kommer som pistolladninger fra seksløberen fra først tryk på play på hans tredje album ‘Join Dan Sartain’. Og det er svært ikke at tage den titel helt bogstaveligt. For den 23-årige amerikaners charmerende rodekasse af folk, surf, garagerock og romantisk rockabilly bør få mere end din fod til at stampe takten kontant i dit stuegulv. Den bør få humørbølgerne til at gå højt.

Spaghetti-tonen er albummets pejlemærke, som på albummets åbner ‘Drama Queens’, den galoperende ‘Totem Pole’ og ‘Young Girls’ om amerikaneres hang til samme, selvom de er dumme og onde. Men der er også givet fin plads blandt de 15 skæringer til, at lysene kan dæmpes, og den romantiske tone slås an, som på de mexikanske kærlighedsballader ‘Besa Me Mucho’ og ‘Flight of the Finch’.

Dan Sartains univers er tørt, det er poetisk, og det er ligefremt, og så besidder amerikaneren en ganske glimrende stemme, der får lov til at vandre lige så problemfrit rundt, som han selv på overbevisende måde skifter mellem stilarter. Og vil du have tegnet dit personlige billede af amerikaneren, så kan du bare skrive en mail til ham. Ja, det er svært at finde en grund til ikke at slutte sig til Dan Sartain. Så gør det bare. Han smitter på den gode måde.