KOMMENTAR. Giv en stående applaus for Omar Sy og Elizabeth Olsen!
For damn, med undtagelse af Biden har få vist fået så flyvende en start på det nye år som de to stortalenter, der alt for længe er blevet snydt for den Hollywood-superstjernestatus, de begge fortjener.
Sjovt nok er det således i 2021 præcis 10 år siden, at Sy og Olsen slog igennem med hvert deres respektive hovedværk, der sendte dem på raketfart mod filmlands tinder (troede vi):
Franske Sy, som i 2011 var et velkendt, om end ikke kæmpestort navn i hjemlandet, charmede den ganske republik totalt i knæ og slog nationale boxoffice-rekorder med dramakomedien ’De urørlige’ (instrueret af Olivier Nakache & Éric Toledano), hvori den dengang 33-årige skuespiller gav den som arbejderklasseflaben Driss, der bliver tætte venner med en lammet, midaldrende mand fra det bedre borgerskab (spillet af François Cluzet).
Meanwhile på den anden side af Atlanten brød Olsen ud af storesøstrene Mary-Kate og Ashleys kendis-skygger i det klaustrofobiske drama ’Martha Marcy May Marlene’ om en ung kvinde, der forsøger at vende tilbage til et normalt liv efter at have forladt en omklamrende sekt.
Filmen, der var instrueret af Sean Durkin, blev nomineret til et hav af indiepriser, og uagtet at det kommercielle Hollywood ganske vist konsekvent ignorerede ’Martha Marcy May Marlene’ ved både Oscar og Golden Globe (buh!), blev Olsen hyldet som et af filmlands mest lovende nye navne i allerforreste stjernerække.
Det samme gjorde Sy, idet ’De urørlige’s publikumstække blev oversat til den største franske succes i USA nogensinde (på trods af en vis kritik af BFF-plottets ’Driving Miss Daisy’-smægtende setup, bemærkes), og skuespilleren velfortjent nuppede prisen for Bedste mandlige hovedrolle ved Frankrigs svar på Oscar-uddelingen, César, foran snuden på den reelle Oscar-vinder Jean Dujardin i ’The Artist’.
Grebet af franske fornemmelser efter Roberto Benignis italienske ‘bølge’ årtiet før og øjesynligt sulten efter »en ny« Julianne Moore, så det momentant ud, som om Hollywood rakte lappen ud.
Men ak.
Replikfattige token-roller
Som så ofte set før med europæiske stjerner i La La Land, landede Omar Sy mestendels replikfattige småroller i film som ’Jurassic World’ og ’X-Men: Days of Future Past’, der lugtede mere af klassisk Hollywood-tokenism og hurtige »Hey-det-jo-ham-fra-den-der!«-point end egentligt karriereavancement.
Og selvom Elizabeth Olsen sprang fra (lille) indietitel til (mindre) indietitel, udeblev de for alvor vægtige projekter. Ej heller syntes birollen som magtfulde superhelt Scarlet Wictch aka. Wanda Maximoxx i Marvels ’Avengers: Age of Ultron’ at lukrere synderligt på Olsens flerfacetterede talent, og op til nu brillerede 2017’s barske ’Wind River’ (med ’Avengers’-kollegaen Jeremy Renner) alene som et post-’Martha’-hovedrollehøjdepunkt.
Enter Disney+ og Netflix: Streaminglandskabets to største spillere med cirka 300 millioner abonnenter til sammen (ja, ja, selvfølgelig er der overlap) og zero fucks til overs for billetlugebekymringer eller indieimage-aversioner, et voila:
Inden for få uger af hinanden er vi blevet begavet med ’WandaVision’ og ’Lupin’, januars overlegent største seriehits, der lader Elizabeth Olsen og Omar Sy rulle talenterne ud på egen soloboldgade og med rigelig økonomisk medvind til at dyrke sprudlende kunstneriske krumspring på verdensstreamingscenen.
Rekorder og friske tomater
På forhånd vidste ingen helt, hvad vi kunne forvente os af Marvel og Disneys Avengers-spinoff ’WandaVision’, hvis hovedrollesuperhelte Wanda og Vision (Paul Bettany) ikke just brystede sig af, well, bred superanerkendelse.
Men indenfor en uge af premieren har det syrede seriekoncept slet og ret vist sig at være en af Marvels mest fascinerende og velkomment udfordrende titler til dato med en storspillende Olsen i centrum som heksen, der begraver sine traumer fra filmfranchisen i en sort-hvid-sitcom-fantasi (kanske et meta-drømmescenarie for Avengers-oversete Olsen, fristes man til at indskyde).
Og ’Lupin’ – om en parisisk gentlemantyv med David Copperfield’ske evner – kom vitterligt dumpende ind fra højre, før end vi overhovedet kunne nå at formulere en længsel efter »2021’s ’Dronninggambit’«. Serien har taget intet færre end 70 millioner husstande med storm (ifølge Netflix’ kvartalsafrapportering fra denne uge), og dermed har ’Lupin’ og hans ’Ocean’s 11’-kupløjer på imponerende vis haft en stærkere debutmåned, end både skakfænomenet og ’Bridgerton’ fik det med respektive 62 og 63 millioner.
Ikke nok med det blev ’Lupin’ den første franske serie til at gå nummer 1 på Netflix i USA, og skønt Disney+ endnu ikke har løftet sløret for ’WandaVision’s seertal, er serien i skrivende stund den bedst anmeldte Marvel-film eller -serie med hele 97 procent på Rotten Tomatoes (’Black Panther’ ligger på 96) og 76 procent på Metacritic.
Genreproduktionerne til trods går hverken Elizabeth Olsen eller Omar Sys skæve karisma og komiske timing tabt i det kommercielle maskineri, men sætter en fed streg under, hvor let filmstudierne lader guldfugle flyve i jagten på de »sikre« blockbuster-fyrtårne. Og for dælen, hvor er det på tide, at Sy og Olsen atter kan sole sig i massiv, international kærlighed.
Skal man hælde en bette dråbe malurt i bægret, kunne man indvende, at Olsen og Sys nuværende hovedroller bygger oven på de to karaktertyper, skuespillerne i sin tid blev kendte for:
Gavtyven fra blokken, der med snilde og uimodståelig charme udfordrer det franske klassesamfunds fordomme og racisme, og den lettere traumatiserede unge kvinde, der lægger alle kræfter i at skabe en bedre fremtid for sig selv, mens fortidens tragedier gnaver i sjælen.
Kritikere kunne tage den skridtet videre og mumle, at januar heller ikke bød på den store streamingkonkurrence til ’Lupin’ og ’WandaVision’, men lad nu naysayer-øfferiet ligge for en stund.
I dag skal der først og fremmest lyde et stort tillykke – og tak for overraskende, bragende god januarunderholdning, kære Omar Sy og Elizabeth Olsen.