’Lupin’: Parisisk gentlemantyv på Netflix er uimodståeligt bingeværdig
Sacré bleu!
Er Netflix på en mission i Macrons hemmelige tjeneste for at gøre os alle komplet frankofile?
Jeg har en voksende mistanke, for mens den danske arm af det gigantiske Netflix-maskineri fedter rundt med forvrøvlet sølvpapirshat-sci-fi med en vag dunst af kasserede julekalender-pitches, sprøjter den franske afdeling lystigt den ene velklædte titel ud efter den anden fra saftige ’Ring til min agent’ (’Dix pour cent’), blodigt satiriske ’La Révolution’, gyset ’Marianne’ og nu, bedst af dem alle, ’Lupin’ – årets første »se-den-før-din-nabo«-hypede højdespringer på Netflix’ Mest sete-liste.
Du kan dermed roligt kysse påskeharen i Rold Skov farvel og i stedet hoppe i favnen på den parisiske charmør, der slentrer nonchalant ned af Champs-Élysées indhyllet i en sky af skræddersyet je ne sais quoi, ’Sherlock’-genialitet og aromaen fra frisklavet espresso.
’Lupin’, skabt af George Kay (medforfatter på ’Killing Eve’) og François Uzan (Netflix-serien ’Family Business’), er slet og ret en lækkerbisken af god gammeldaws kup-underholdning, der inviterer til sofaeskapisme med lappen i slikskålen og hjernen på flytilstand, mens den franske nationalskat Omar Sy (’De urørlige’) løber om hjørner og over hustage med bundkorrupte kapitalister (lige en sag for de gule veste).
Sy spiller Assane Diop, en fingernem hustler fra arbejderklassen, hvis butler-far for 25 år siden blev dømt for at have stjålet en diamanthalskæde fra sine stenrige arbejdsgivere, Pellegrini-familien. Vel og mærke en diamanthalskæde til en værdi af små 40-60 millioner euro, der i sin tid blev fremstillet til selveste Marie Antoinette.
Faren begik selvmord i fængslet – af skyldfølelse, lød forklaringen – men voksne Diop er overbevist om, at overklasseløgene orkestrerede et set-up. Og da halskæden pludselig dukker op igen og sættes til salg på auktion, udtænker vor hovedperson et dristigt svindelnummer baseret på den fiktive gentlemantyv Arsène Lupins krumspring af forfatter Maurice Leblanc.
Leblancs værker er skattede i fransk litteratur (også i virkeligheden), men for Diop, der i rollen som ’sig selv’ går skævt af både samfundet og ekskonen Claire (Ludivine Sagnier), er Lupins fortælling nøglen til at forstå farens skæbne såvel som en Grønspættebog til den (lidt for) perfekte forbrydelse.
Som seer kræver det til tider en vis goodwill at købe samtlige af Diops noget nær David Copperfield-lignende tricks, men især iscenesættelsen af første afsnits auktionsfuskeri på Louvre-museet – involverende en rød Ferrari og en photoshoppet Wikipedia-side – har et forførende flow og filmisk format over sig, der momentant trækker serien op i ’Ocean’s 11’-liga.
Jo mindre sagt om plottet jo bedre, men det er ingen spoiler at afsløre, at man hurtigt kommer til at begræde, at første del af ’Lupin’ ikke er længere end fem hastigt slugte afsnit (angiveligt er part to på vej senere i år). Det er evigt frydefuldt, når Diop leger Egon Olsen med det frustrerede pariser-politi, der presses ovenfra af Pellegrini Seniors Hallandsen-skurk. Og selvom sidehistorien med antihelten som skilsmissefar er en velkendt genretrope, forløses den uden klæge fornemmelser takket være Sy og Sagniers naturlige spil og flashbacks, der folder Diop og Claires årtier-lange relation ud i flere detaljer, end man umiddelbart kunne have forventet.
Omar Sys 1.000-watt-charme i ’De urørlige’ (der slog boxoffice-rekorder i Frankrig og blev en gedigen verdenssucces) sendte i 2011 skuespilleren på Hollywood-kurs, men som så ofte før med europæiske stjerner i La La Land blev det ikke til meget andet end glorificerede biroller i actionfilm som ’Jurassic World’ og ’X- Men: Days of Future Past’.
Af samme grund håber jeg, at Sy og ånden af Arséne i denne uge soler sig ekstra ved, at ’Lupin’ som den første franske serie nogensinde søreme er strøget direkte ind på Netflix’ top 10 i USA.
Se dét er en rigtig røverhistorie.
Anmeldt på baggrund af hele serien.