Krisetider!
Manden, som vi kender ham, er døden nær, og det går hurtigere, end de dalende fertilitetstal kan slå ham ihjel, fortæller neokonservative talerør og folkekomedier os på stribe.
Vi lever i en post-MeToo-opbrudstid, hvor der mere end nogensinde før stilles spørgsmål ved samfundets iboende magtstrukturer, heriblandt også den gamle filmverdens ikoniske folkehelte fra Woody Allen til John Wayne, der pilles ned fra deres feterede piedestaler.
Det er et fremskridt, som bør modtages med kyshånd. Og der mangler da heller ikke nuancerede portrætter af maskuline idealer at spejle sig i i nyere tids film og serier. Alene i år har vi fået Andrew Scott som både melankolsk forfatter med en smækker Paul Mescal som underbo og en ny, mere indebrændt version af svindleren Tom Ripley.
Over den seneste Oscar-sæson bed jeg alligevel mærke i én tendens blandt de udvalgte film. For mens vi ser flere og flere kvindefigurer, der viser tænder, er antagonistiske eller ligefrem usympatiske, er den moderne mand pludselig følelsesmæssigt tilgængelig for sig selv og sine omgivelser i langt højere grad end tidligere.
Det taler ind i et paradigmeskifte i samfundet – og altså også i filmene – hvor manden ikke længere kan gå ud fra at være verdens navle i alle sammenhænge. Tendensen er hermed også forankret i den mandlige birolle i film, som ellers har kvindelige hovedroller i centrum.
Nærmere bestemt Justine Triets retssagsdrama ’Anatomy of a Fall’, Todd Haynes eminente trekantsdrama ’May December’ og sidst, men bestemt ikke mindst, Celine Songs romantiske tåreperser ’Past Lives’.
Mænd bag kvinder
Disse tre mesterværker bør først og fremmest fejres for deres nuancerede kvindeportrætter.
At Sandra Hüller inden for et lille år både har formået at lægge ansigt og krop til en nazistisk Hausfrau og den arrogant forfatter Sandra, som måske/måske ikke skubbede sin mand ud fra anden etage i henholdsvis ’The Zone of Interest’ og ’Anatomy of a Fall’, er en kraftpræstation af sjælden høj karat.
Ditto kan siges om Julianne Moore og Natalie Portmans tête-a-tête i ’May December’, der vækker minder om Bette Davis og Joan Crawfords stride kapløb i ’What Ever Happened To Baby Jane?’. For slet ikke at nævne Greta Lees symptomatiske moderne kvinde Nora fanget mellem drømmeverdenens fatamogana-tilværelse og hverdagens trummerum i ’Past Lives’.
Samtidig er der en helt særlig historie at bide mærke i blandt disse fængslende hovedpersoners mandlige modparter.
Charles Melton fik bestemt sin bid af medieopmærksomheden omkring ’May December’ som Moores hubby og tragiske overgrebsoffer, der stadig lever det (på overfladen) gode sydstatsliv med strandvilla, hotdogs på grillen og børneflokken på vej ud af reden.
Omvendt har der ikke været dedikeret meget spalteplads til Sandras sexede forsvarsadvokat Vincent spillet af den uforlignelige Swann Arlaud eller Noras putteglade partner i hendes greencard-ægteskab, Arthur (John Magaro fra ’First Cow’).
Tilsammen repræsenterer de tre biroller et spændende sammensurium af den mandlige tilværelse anno 2024. For hvor deres figurer før i tiden ville have været skildret som en brist som den underkuede husbond, den friendzonede romantiske interesse og den patetiske hanrej, fremhæves deres karakteristika i disse film som kvaliteter.
Vi ser nærmere på denne treenighed bestående af det fortiede offer, den uimodståelige platoniske partner og den klippefaste støtte.
1. Joe i ’May December’
Blandt de tre mænd er Charles Meltons Joe Yoo uden tvivl den mest åbenlyse refleksion over skiftende tider forårsaget af MeToo.
Tilbage i efteråret 2017 var det ikke blot kvinder, som stod frem med historier om chikane, overgreb og voldtægt. Også en lille gruppe mænd fortalte om modbydelige oplevelser. Selv disse var dog sket i de klæbrige hænder fra magtfulde mænd.
Historierne om overgrebskvinder i offentligheden er nemlig for det meste netop det: Historier. Som Lena Dunham, der gramsede på en ukomfortabel Brad Pitt. Katy Perry, som ud af det blå kyssede en 19-årig på ‘American Idol’. Eller Sam Taylor-Johnson, der angiveligt skulle have begyndt sit forhold med sin mand Aaron Taylor-Johnson, da han stadig var teenager.
’May December’ er dog inspireret af et ægte, længerevarende forhold mellem en teenagedreng og hans overgrebskvinde, og Melton personificerer denne iboende smerte af at være et offer, der ikke er anset som sådan af samfundet omkring sig.
Da han i én særligt modbydelig scene prøver at bonde med teenagesønnen over en joint, begynder hans krop pludselig at give efter for vægten af en ufuldkommen barndom. Stjålet af personen, der skulle forestille at elske ham mest.
Det er en sjældent sårbar præstation fra en skuespiller, der i den grad fortjente en Oscar-nominering, selvom han ikke fik den.
2. Vincent i ‘Anatomy of a Fall’
Der mangler ikke just portrætter af viljestærke, mandlige advokater i filmkanonen. Fra Gregory Pecks principfaste Atticus Finch til Matt Damons blåøjede Rudy Taylor.
Skuer man hunden på hårene, ejer Arlauds forsvarsadvokat Vincent da også en særligt stoisk retfærdighedssans, som kun filmadvokater besidder. Han er så bestemt en mere klassisk mandemand end Meltons offerkarakter.
Man kunne derfor forvente, at Vincent ville udfylde den traditionelle bejlerrolle som sin klient Sandras overforklarende, nedtalende ridder, der redder hende fra sin penible situation ved at rationalisere hendes iltre følelsesliv.
I stedet holder Vincent samtlige kort til frit skue for Sandra, og herigennem udvikler de i løbet af filmen en kemi, som sjældent opleves på skærmen.
Bag Vincents rolige gemyt og professionelle varme gemmer der sig en åbenlys attraktion af hende, og mod slutningen af filmen havde jeg lyst til at tage fat i de to og råbe så kys da for helvede,hver gang de delte et rum sammen.
At Vincent formår at holde igen på sin tiltrækning, gør ham blot endnu mere sexet. I den kontekst føles han som et fuldbyrdet menneske. Ikke en, der går efter kvinden som en pris, der skal vindes, men i stedet møder hende som et menneske, som kræver og fortjener respekt.
Om hun så er skyldig i mord eller ej.
3. Arthur i ‘Past Lives’
Afstanden mellem Arlauds tjekkede silverfox og Magaros pjuskede vaskebjørn er på papiret som herfra og til horisonten. Skuespilleren med det skravlede fuldskæg og den lavmælte natur har en energi som en hjemløs hvalp, men bag de bedrøvede øjne gemmer der sig en brændende viljestyrke.
Den rolige stålkraft viste han først frem for verden i Kelly Reichardt monumentale nicecore-mesterværk ’First Cow’, hvor Magaro musede til en brun malkeko med en stemme, der kunne berolige samtlige naturkræfter i verden.
Som newyorker-forfatteren Arthur sletter han nærmest sig selv fra ligningen, kort efter Greta Lees Nora har genmødt sin gamle flamme fra sin barndom i Sydkorea efter 12 år.
»Jeres historie er fantastisk. Jeg ville være den onde amerikaner, som stjæler dig fra din sande kærlighed«, bemærker han lige dele drilsk og gravalvorligt til sin kone.
Og han har så evigt ret. I enhver anden romantisk historie ville Arthur være den jaloux mandsling eller impotente hanrej, som skulle ryddes af vejen. Sikkert spillet af Steve Buscemi eller William H. Macy tilbage i 90’erne. Men i ’Past Lives’ er alle bare eksistenser, som prøver at få det bedste ud af en svær situation.
»Du gør min verden så meget større. Jeg ved ikke, om jeg gør det samme for dig«, afslutter Arthur forsigtigt, da han og Nora putter sig ind til hinanden i sengen, og jeg græd snot i biografen.
Selvudslettelse er det nye kærlighedssprog!