’Ripley’: Netflix’ svindlerserie med Andrew Scott går op i en højere enhed – i anden halvdel
Et af de mest trættende aber dabeis til en hvilken som helst anbefaling er at få at vide, at man liiiiige skal svinge sig over det første, kedelige stykke, før det bliver rigtigt sjovt.
Bare de indledende 73 sider/halve time/to sæsoners fodslæben. Men så – ama’r halshug! – lønner det sig også.
Du fornemmer måske nok, hvor det bærer hen, så lad os bare få svindlersvesken på disken uden yderligere omsvøb:
De første par afsnit af serieskaber Steve Zaillians über-stilede ’Ripley’ er lige så frustrerende at forcere, som de uendeligt mange gamle italienske trapper hovedkaraktererne kontinuerligt puster og stønner sig op af.
Men så … !
Efter en årrække, hvor svindlermanien har huseret på tværs af streamingtjenester med historier fra virkeligheden a la ’The Dropout’ (Disney+), ’The Tinder Swindler’ (Netflix), ’Inventing Anna’ (Netflix) og ’WeCrashed’ (AppleTV+), er det ikke overraskende, at krimiforfatteren Patricia Highsmiths populære Tom Ripley, the OG i svindlerfiktionens verden, nu også har fået den helt store Netflix-tur.
Kvalitetssikre Zaillian (’The Night Of’) er hovedforfatter og instruktør, og Andrew Scott indtager titelrollen som farligt glat ål i 1960’ernes Italien. Dengang, hvor man med en god portion fingerfærdighed og is i blodet kunne klistre et nyt billede i et pas og genopfinde sig selv uden bekymring for plotpunkterende benspænd som digitale fodspor, overvågningsteknologi og dna-match.
Historien er, som fans af Highsmiths romaner og/eller Anthony Minghellas mesterlige ’The Talented Mr. Ripley’ fra 1999 kender den:
Enspænderen Tom Ripley lever en pauver tilværelse med at forfalske kreditoropkrævninger i New York, da han ud af det blå kontaktes af en ældre rigmand, hvis voksne søn Dickie Greenleaf har brugt adskillige år på at dandere den (og familieformuen) i det italienske.
Farmand vil have Dickie hjem og har ladet sig fortælle, at Dickie og Tom vistnok kender hinanden perifært. Og eftersom ingen af Dickies tætte venner har indvilget i at rejse til Italien og skubbe til arvingen, er turen nu kommet til Tom, som lokkes med generøse lommepenge. Denne takker selvfølgelig ja, Men er Tom Ripley overhovedet Tom Ripley?
Serien ’Ripley’ er ikke interesseret i nogen form for origin story, så med undtagelse af vage referencer til en led tante og døde forældre – fortalt af Tom selv, vel og mærke – forbliver karakteren en kamæleonsk Joker, der er næsten lige så svær for os at blive klog på, som han er et mysterium for Dickie (Johnny Flynn) og dennes knastørre kæreste, Marge (Dakota Fanning).
Dickie kan således ikke kende Tom, da sidstnævnte dukker op på Amalfikysten iført nyindkøbte speedos, men inviterer ham alligevel hjem til frokost. Det er ikke ligefrem the begnning of a beautiful friendship, men Dickie keder sig bravt i luksusvillaen med havudsigt og Picasso på væggene, så til Marges mistroiske misbehag fortsætter de to mænd med at hænge ud.
Så langt så velkendt på papiret, men i tone og look kunne Zaillians klaustrofobisk-minimalistiske ’Ripley’ i knivskarp sort-hvid dårligt være længere fra Minghellas lækkergyldne storfilmsversion:
Her er ingen løssluppen fællessang af ’Tu Vuò Fàl’Americano’ (»l’Americano, l’Americaaaaano«) og ingen creepy-crooner-udgave af ’My Funny Valentine’. Ingen drengestreger, der kan sælge Tom og Dickies famlende forbrødring og, ærgerligst af alt for seriens førnævnte træge begyndelse, ingen storcharmerende Jude Law til at sælge selve drømmen om Dickie.
Eller rettere, drømmen om Dickies liv, der bliver katalysatoren for Toms fatale identitetsbedrageri videre frem.
Jude Laws Dickie var en supernova af solkysset, arrogant karisma, som alle flokkedes omkring i en sky af liderlighed og jalousi. Han var tilknappede Ripleys diametrale modsætning og øretæveindbydende humørsyg, men også dødeligt forførende og med et drive som en Duracel-kanin. En præstation, der sikrede Law en velfortjent Oscar-nominering.
Til sammenligning er Johnny Flynns blodfattige Dickie intet mindre end drabeligt kedelig. Et pausekomma af en karakter så forførende som en strandvasker, der sammen med Dakota Fannings Marge udgør et parstudie i uovertruffen fejlcastning. Der er ikke skyggen af kemi mellem hverken Tom og Dickie eller Dickie og Marge (Gwyneth Paltrow i ’99), hvorfor man som seer er bedøvende ligeglad med, hvad der overgår overklasseløgene.
Var jeg Steve Zaillian (som modtog en Oscar for manuskriptet til ’Schindlers liste’), ville jeg givetvis her rømme mig og høfligt stikke lappen i vejret for at forklare, at det selvfølgelig er meningen:
At der er en pointe i, at den privilegerede, hvide amerikaner som tager hele verden for givet og klatmaler rædderlige billeder for at realisere sit ikkeeksisterende kunstneriske potentiale (indsæt selv sarkastisk influencer-parallel) i realiteten selv er et tomt lærred.
Og at den nærmest provokerende, distancerende kynisme, der gennemsyrer Ripley og Dickies scener (såvel som serien som helhed) ikke blot er en forlængelse af hovedpersonens eget kyniske væsen, men et sort spejl af den virkelige verdens ditto svindlervenlige vægten af symbolværdi over menneskelig værdi.
Men selv sådanne nihilistiske pointer kan nyde godt af et skvæt kæk sexappel, siger jeg bare, navnlig når en serie opererer med så kontrolleret en udtryksform, som ’Ripley’ gør i sine monokrome rammer.
Heldigvis er der anderledes liv i Eliot Sumner som Dickies spydske millionærven Freddie, der lugter Toms bullshit på lang afstand, skønt også Sumner (barn af Sting og tidligere musiker med et Robyn-samarbejde i bæltet) kommer til kort i direkte sammenligning med filmportrættet leveret af, nå ja, Philip Seymour Hoffman.
Men hvad så med hovedpersonen selv? Savner man ligeledes Matt Damons Ripley?
Til hvilket jeg må svare:
Matt Damon, hvem?
Andrew Motherfucking Scott er in the house, og hvis der er nogen, der i 2024 kan spille hypnotiserende klapperslange, hvad end han spinder løgne for politiet eller bruger næsten et helt, dialogfattigt afsnit på at skaffe et lig af vejen i Roms nattetimer, så er det den vævre irer, hvis Hollywood-stjerne eksploderede som nytårsfyrværkeriet på Sydney Harbour Bridge, da ’Fleabag’ sæson 2 gjorde ham til hele verdens Hot Priest.
Dén G&T-bællende version af Scott må præstelystne seere selvsagt se langt efter i ’Ripley’, hvor skuespilleren i stedet kanaliserer en konstant ominøs gnist af den farlighed, der også lurede under overfladen på hans psykopatiske ’Sherlock’-figur Moriarty – dog uden på noget tidspunkt her at lade vanvidet tage teatralsk overhånd.
I skurke-mode kan Scotts øjne fremstå som kulsorte ormehuller, man nødigt vil titte for dybt i, og hans samspil med fremragende Maurizio Lombardi som efterforskeren Ravini – såvel som seriens øvrige, uniformt geniale italienske cast – brygger en forrygende, sorthumoristisk gang katten-efter-musen.
På sin blodige færd gennem Italiens mest pittoreske kunstbyer rådyrker Tom Ripley maleren (og morderen!) Caravaggios legendariske brug af lys og skygge, og Zaillian og hans Oscar-vindende filmfotograf Robert Elswit (’There Will Be Blood’) rådyrker Ripleys rådyrkelse via Caravaggio’sk lyssætning, og var det ikke for ankeret Andrew Scott, ville feinschmeckerbarometeret have penduleret faretruende mellem sublimt prestige-tv og selvsmagende film noir-stiløvelse.
Som det er, fremstår ’Ripley’ i sin helhed akkurat som sin enigmatiske antihelt: Frustrerende, glat og, i sin sidste halvdel, decideret uimodståeligt fascinerende.
Kort sagt:
Fans af 90’er-mesterværket ’The Talented Mr. Ripley’ må se langt efter lækkergyldne ynglinge og lysten karaoke i Steve Zaillians klaustrofobisk minimalistiske, sort-hvide Netflix-serie, der kræver en god portion tålmodighed, før stil og substans endelig går op i en højere enhed i den sidste, forrygende halvdel.
Anmeldt på baggrund af hele serien.