’Immaculate’: Sydney Sweeneys talent er frygtindgydende i biografaktuel nonnegyser
Sydney Sweeneys karakteristiske dådyrøjne er umulige at glemme, når først man har set dem.
Fra den ivrige Cassie med vanvidsøjne i ’Euphoria’ til den privilegerede slacker Olivias øretæveindbydende søvndyssende udtryk i ‘The White Lotus’, behersker Sweeney evnen til at lade sine øjne fortælle historien.
Trods hendes skuespilkvaliteter har internettet rettet sit fokus mod hendes krop, hvilket Sweeney selv påpegede, da hun var gæstevært på ’Saturday Night Live’ i sidste måned. Her forklarede hun, at folk ofte reducerer hende til »pigen fra tv, der skriger, græder og har sex. Nogle gange på samme tid«.
I nonnegyseren ’Immaculate’ er det dog fraværet af sex, der fører til de primalskrig, som Sydney Sweeney præsterer.
Hun spiller den amerikanske nonne Cecilia, som har viet sit liv til at tjene gud efter en nærdødsoplevelse som barn. Da Cecilias menighed i USA ophører, får hun tilfældigt mulighed for at tilslutte sig et afsides italiensk kloster, hvor hun kan forsætte sin religiøse mission.
Cecilia opdager hurtigt, at klosteret har en anderledes tilgang til religiøs praksis, og inden hun når at sige sin fadervor, lider hun af morgenkvalme og svimmelhed. Hendes jomfruelighed, der blev tjekket ved ankomsten, viser sig at være velsignet med en graviditet fra gud.
’Immaculate’ har været undervejs siden 2014, hvor Sweeney var til audition på rollen som Cecilia. Hun har sidenhen købt rettighederne til manuskriptet og rakt ud til instruktøren Michael Mohan, som hun arbejdede sammen med på ’The Voyeurs’ og Netflix-perlen ’Everything Sucks!’.
Genremæssigt står ’Immaculate’ ikke synderligt elegant. Den låner på forskellig vis fra pragtværker som ’Rosemary’s Baby’, ’Midsommar’, ’Suspiria’ og ’The Conjuring’-universet.
Det er Mohans debut inden for gysergenren, og det kan mærkes i den forstand, at filmen ikke går planken ud på dens ellers overnaturlige præmis. Den udforsker ikke det ukendte, men anbringer os direkte over for mareridtet i form af en uønsket graviditet med djævlen.
Mohan imponerer med sit fine sanselige blik på kroppe, der mister deres autonomi. Mohans instruktion og det bevægelige kameraarbejde får kommunikeret klaustrofobien på en både chokerende og respektfuld måde. Tempoet er jævnt pinefuldt, båret af gruopvækkende body-horror-elementer.
Filmen investerer dog ikke nok i sin ondskab. Den affejer det overnaturlige som forklaring, men får ikke kød nok på filmens suspekte karakterer. De ubehagelige scener preller derfor i nogen grad af.
Derimod kommer jeg ikke lige foreløbig til at ryste Sydney Sweeneys magtdemonstration af en præstation af mig. Hendes transformation fra godhjertet nonne til desperat hævner er uimodståelig. Hendes blide ansigt ændrer sig gradvist til ængsteligheden selv.
Sweeney præsenterer et langt stykke hen ad vejen Cecilia på en atypisk porøs facon, hvor man hepper på, at hun ikke smuldrer i hænderne på de ekstreme religiøse magter. Men til sidst sætter hun en stor fed streg under, at hverken den katolske kirke i filmen eller den virkelige offentlighed har ret til at gøre noget ved hendes krop.
Kort sagt:
’Immaculate’ er en underholdende, om end ikke specielt uhyggelig nonnegyser, hvor Sydney Sweeneys præstation hæver sig over alt andet.