Stjernekrigen er eksploderet. Den originale trilogis himmellegeme har spaltet sig i et virvar af fragmenter, der styrter igennem Mickey Mouses patent-universet som spin-offs og fortsættelser. Ved spaltningens konsekvens bliver historierne med tiden mindre.
Originaliteten, der drev de tre første ’Star Wars’-film, er forfaldet til en meteorregn af udbrændte biprodukter, som hellere vil stimulere vores genkendelse end vores nysgerrighed.
Kan du huske Obi-Wan Kenobi? Boba Fett? Dusørjægerne? Hende den røde med de underlige fletninger? Her er en historie om dem alle sammen.
Ligesom med Marvel produceres Star-Wars-produkterne stadig på fuld skrue, og ligesom med Marvel falder begejstringen, hver gang vi bliver fodret med det, som den kalkulerede maskine forventer, at vi er interesserede i. Konsekvensen er en grå feber. Hverken anmeldere eller publikum synes at føle foragt eller kærlighed over for de nye biprodukter. Hvis der ikke er ild i den ene komet, kommer der måske blus på den næste. Who cares?
Og så er der prequel-trilogien. Den udskældte og indledende spaltning, der består af ’The Phantom Menace’ fra 1999, ’Attack of the Clones’ fra 2002 og ’Revenge of the Sith’ fra 2005, som stadig hånes blandt Star-Wars-fans for sin kejtede historiefortælling og kluntede dialog.
Men hvor de blege spin-offs og den blodfattige sequel-trilogi kritiseres med en slags udmattelse og grundlæggende fornemmelse af kedsomhed, er prequel-trilogien en farverig prügelknabe, som Star-Wars-fans oprigtigt morer sig med at slå på.
Til trods for alle dens fejl og mangler indeholdt prequel-trilogien nemlig noget, der gjorde den sært charmerende – som en lykkelig hundehvalp, der jagter sin egen hale.
Altid en større fisk
Måske skyldes kærligheden til prequel-filmene ganske enkelt, at de ligger længere tilbage i tid, og at de – for mange på min egen alder – indeholder et genskær af barndommens lethed.
Måske vil den næste generation lære at elske sequel-trilogien på samme måde, som min aldersgruppe nærer en forkærlighed for prequels. Det er ikke til at vide, men jeg tror det ikke. Det, der gjorde prequel-filmene anderledes end de nuværende spaltninger, var nemlig noget, som lader til at være gået tabt i de moderne iterationer: De udspringer af menneskelig vision.
Også selvom George Lucas’ vision konstant falder over sine egne snørebånd. Tag bare en af de første scener i ’Phantom Menace’, hvor Jedi-helteduoen Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor) og Qui-Gon Jinn (Liam Neeson) beslutter sig for at anvende superhastighed og svirpe sig selv ud af billedet som to kosmiske elastikbånd – en evne, som aldrig bliver brugt i nogen film sidenhen. Eller den oplagte fastelavnstønde Jar Jar Binks: et salamanderagtigt sidekick, der opfylder alle slapstick-komikkens forskrifter fra stumfilmæraen og passer omtrent så godt i en rumopera som Greta Thunberg på en olieboreplatform.
En figur, som George Lucas selv benævnte som »nøglen til hele filmen – hvis de bare kunne få ham til at fungere«.
Det kunne de ikke. Men Star Wars-fans husker ham. Ligesom vi husker undervandsscenen, hvor heltenes ubåd jagtes af glubske havmonstre, der æder og afløser hinanden, samt replikken:
»There is always a bigger fish«
Og podracing-scenerne og Darth Maul og hans ansigtstatoveringer og lyden af alle nørdernes kollektive fantasi-orgasme, da hans røde lyssværd stikker ud i begge ender af skæftet og den derpå følgende duel, som stadigvæk står som en af de bedste lyssværdsscener overhovedet.
Det, ingen har bedt om
‘The Phantom Menace’ er en komplet stilforvirret film, og alligevel har den mere stil end de moderne fortællinger. Toeren ‘The Clone Wars’ var kvalitetsmæssigt ikke meget bedre, men ligeledes spækket med mindeværdige øjeblikke: Obi-Wans jagt på Jango Fett og deres kung-fu-kamp på regnplaneten, Arena-scenen med de hundrede lyssværd, Yodas hoppebolds-duel med Count Dooku (Christopher Lee) og de uforglemmelige, idiotiske dialogbidder som:
»I don’t like sand. It’s coarse and rough and irritating, and it gets everywhere«.
Den tredje prequel-film, ‘Revenge of the Sith’, er det tætteste, vi kommer på en reelt god film ud over den originale trilogi, og hvem kan glemme den hostende robot-general Grevious – nu med seks lyssværd – eller det todelte crescendo: Yoda mod Palpatine og Obi-Wan mod Anakin (Hayden Christensen) på den eksploderende lavaplanet?
Prequelfilmene er retteligt forhånede for deres kejtethed, som har gjort dem til veritable meme-fountains, men de er også elskede for noget, som Mickey Mouses malkefabrik har mistet undervejs: Modet til at skabe noget, som ingen har bedt om.
Uagtet trilogiens tydelige problemer var hver film et forsøg på at introducere noget nyt. Nye planeter, koncepter, universer, karakterer. Filmene markerede et sprudlende liv og en barnagtig inspiration, som har forladt det moderne Star Wars, bedst eksemplificeret i den første sequel-film, der sætter sig opad gamle kendinge (Luke, Han, Leia, Palpatine) og fortællemæssigt er en 1:1 genskabelse af handlingsporteføljen fra den første ’Star Wars’ fra 1977.
George Lucas’ hvide hus
De bedste to skabninger i Disney-æraen er således også dem, der forsøger at fortælle en ny historie, med karakterer som vi ikke kender og aldrig har bedt om: Spinoff-filmen ‘Rogue One’ (2016) og serien ‘Andor’ (2022).
George Lucas sagde engang dette i efterspillet på kritikken af prequel-filmene:
»It’s like: If you paint your house white, and somebody comes over and says: It should be a green house. But I wanted to paint it white, and I dont think there is anything wrong with painting it white. Maybe it should be a green house. But I didn’t want to paint a green house. I wanted to paint a white house«.
Disney maler huset i den kulør, de tror, er mest populær. Men Star Wars har brug for det kreative vovemod, der iscenesatte prequel-trilogiens charmerende fiasko-arv, hvis ikke det skal ende som tusinde slukkede sandkorn i et dødt univers.
Prequel-trilogien kan som alt andet Star Wars ses på Disney+.