KOMMENTAR. At Hollywood er et kommercielt foretagende mere styret af penge end ædle intentioner om kvalitet eller moral, er ingen nyhed.
I mange år var den ublu brug af product placement i de store blockbusters det førende bevis på Hollywoods dollarfikserede ideologi.
Siden rejste en lang række storfilm på optagelser i Kina til en påklistret scene for at få en bedre indgang til det lukrative kinesiske biografmarked.
I Hollywood har kunst og kommers altid været vævet ind i hinanden som yin og yang.
Men man har trods alt for det meste haft en følelse af, at fortællingernes grundessens har været styret selvstændigt af filmbyens producere og instruktører.
Når James Bond pludselig drak Red Stripe-øl i stedet for Martini i ’Dr. No’, havde det trods alt ingen altomkalfatrende indvirkning på historien. ’Top Gun’ var afhængig af at låne udstyr af det amerikanske militær og endte med at være flyvevåbnets bedste reklamesølje, men producer Jerry Bruckheimer fortalte trods alt den historie, han gerne ville fortælle, uden at militæret skulle give grønt lys. Man tweakede højst detaljerne for at få råd til at lave den film, man gerne ville lave.
Det er imidlertid ved at ændre sig i flere lukrative grene af det aktuelle Hollywood-apparat. Nu er det helt normalt, at Hollywood er embedded – simpelthen i lommen på dem, de laver fortællinger om.
Mitch Winehouse, gamle svinger
Det sker i de populære genrer og formater, der læner sig op ad virkeligheden.
Filmanmelder Casper Christensen har tidligere her i spalterne sat spot på kendisprogrammer på streamingtjenesterne som ’Beckham’, ’Arnold’ og ’Harry & Meghan’, der er velsmurt propaganda mere end ægte dokumentar.
Men det er kun toppet af isbjerget.
I sidste uge fik filmen om Amy Winehouse, ’Back to Black’, premiere. Den er kommet til verden i tæt samarbejde med den afdøde musikers familie. Det betyder, at Amys far Mitch med Soundvenues anmelder Thea Torps ord »spilles jovialt og pænt af den britiske karakterskuespiller Eddie Marsan, der er hyggelig som julemanden«.
Asif Kapadias fremragende dokumentarfilm ’Amy’ efterlod mildest talt et anderledes billede af Mitch, som han har haft et erklæret ønske om at ændre med den nye biopic.
»Han var meget insisterende på, at han ikke ville have mig til at spille en poleret version af ham«, fortalte Eddie Marsan ganske vist i vores interview forleden. Men … Mitch og skuespilleren blev introduceret af instruktør Sam Taylor-Johnson, og Marsan tilbragte rigtigt meget tid med ham.
Sjældent grobund for et besk kritisk portræt.
Madonna: Jeg gør det selv!
Amy Winehouse-filmen er nyeste skud på stammen i den trend af biografiske musikfilm, som Hollywood har høstet flittigt, siden ’Bohemian Rhapsody’ blev en gigantisk billetsællert i 2018. Den blev lavet i samarbejde med de resterende Queen-medlemmer, som sjovt nok blev skildret sympatisk over for en mere og mere uregerlig Freddie Mercury.
Elton John var selv executive producer på den farverige ’Rocketman’. Dr. Dre havde fingrene godt smurt ind i ‘Straight Outta Compton’, der snirklede sig godt uden om hans hustruvold.
Baz Luhrmanns biografhit ’Elvis’ blev lavet med Presley-boets velsignelse, hvilket betød, at man fik lov til at bruge de ikoniske sange.
Den tilladelse fik Sofia Coppola ikke til sit uafhængige og kritiske portræt af Elvis i ’Priscilla’, der langt fra nød samme kommercielle succes. Det er den svære kalkule i de store musikfilm – de får kun bred appel, hvis man har musikrettighederne, og dem får man sjældent, hvis ens tilgang er andet end et relativt rosenrødt portræt.
Den kommende film om Michael Jackson, ’Michael’, kommer også til verden på popstjernens efterladtes præmisser. Hvilket efter alt at dømme betyder, at den afmonterer pædofilianklagerne mod ham.
Madonna ville tage den skridtet videre og selv instruere en kommende fiktionsfilm om hendes liv, der dog nu er blevet lagt på hylden.
Fra Michael Jordan til Sylvester Stallone
De store musik-biopics er altså generelt stærkt farvede oplevelser, men endnu værre står det til i bølgen af populære sportsdokumentarer.
’The Last Dance’ om Michael Jordan og Chicago Bulls, der for alvor kickstartede streamingtjenesternes jagt på sportsdokumentarserier, kom til på Jordans nåde. ’Beckham’ var produceret af den tidligere fodboldstjernes eget produktionsselskab. Apples ’Messi Meets America’ er et led i techgigantens partnerskab med den amerikanske MLS-liga.
Netflix er for nylig udkommet med deres ’Sammenhold’ om Manchester Citys utrolige sæson sidste år. Den er såmænd produceret af fodboldklubbens interne produktionsselskab.
Som Casper Christensen også var inde på, er tendensen ikke forbeholdt sport. Når Beyoncé udkommer med ’Homecoming’, Taylor Swift med ’Americana’ og Jennifer Lopez med ’Halftime’ på Netflix, har de fuld kontrol over resultatet. Det er glansbilleder. Lopez har i øvrigt for nylig lanceret dobbeltfeaturen ’The Greatest Story Never Told’ og dokumentaren ’This Is Me Now’ på Prime Video, som også bærer hendes egen signatur.
Harry og Meghan har en overordnet aftale på mange millioner med Netflix. Selvfølgelig styrer de selv, hvad de vil vise i ’Harry & Meghan’.
Sylvester Stallone er executive producer på Netflix-dokumentaren ‘Sly’, akkurat som Arnold Schwarzenegger var på ’Arnold’.
Bange for fansene
Uanset hvor meget de virkelige personer eller deres arvinger insisterer på, at filmskaberne har frit spil, lægger den slags embedded indhold bånd på portrættet. Potentiel kritik bliver underlagt dominerende toner af forståelse og sympati. Det kan ikke undgås.
Problemet er, at det lige nu bedre kan betale sig for Hollywood at samarbejde end at gå egne veje.
Dels giver samarbejdet adgang til materiale – sange, arkivbilleder, viden – som kan være svær at få fingrene i uden. Og dels har producenterne ofte brug for emnernes offentlige opbakning for at få opmærksomhed og fan-support.
Engang var det en så stor ære, hvis Hollywood ville dokumentere ens liv, at man var villig til at sluge nogle kameler i form af stramninger og fordrejninger i det gode dramas tjeneste.
I dag har Hollywood mere brug for kendisserne end den anden vej rundt. De virkelige historier udlåner en automatisk opmærksomhed på linje med andre etablerede brands som tegneserier og bestsellerbøger i et filmlandskab desperat fokuseret på IP, intellectual property.
Og så er man med sociale mediers gennemslagskraft blevet panisk angst for backlashes og fankritik, hvilket man ofte bedst undgår, hvis man har sikret opbakning fra omdrejningspunktet for fandyrkelsen. De fleste biografgængere og streamingforbrugere vil jo alligevel også helst se noget begejstret og optimistisk end noget surt og kritisk. Win win!
I nogle spegede tilfælde – som med Amy Winehouse-filmen – går det alligevel grueligt galt. Men meget få bredt appellerende produktioner er begejstrede for, at dem, de handler om, saver projektet over på forhånd.
Især fordi de nyere spor skræmmer. Pamela Andersons utilfredshed var en stor skamplet på ’Pam and Tommy’-serien, der blev kritiseret for at udstille hende på ny.
En ellers tvivlsom personage som Mike Tyson tog afstand fra serien om sit liv, ’Mike’, og den blev ingen stor succes. L.A. Lakers-serien ’Winning Time’ har måttet kæmpe med den vedvarende kritik fra de virkelige basketstjerner, den handler om.
Højst et par skår i glæden
I dag er det således primært de typer, som vi alle kan blive enige om fortjener et kritisk portræt, som filmproduktionerne tør tage fat på uden at spørge om lov. Som morderne i ’House of Gucci’ og Donald Trump i Ali Abbasis kommende ’The Apprentice’.
Men som Soundvenues David Madsen tidligere har fremhævet, gav Netflix endda penge til den højst tvivlsomme Anna Delvey i forbindelse med ’Inventing Anna’.
’The Crown’ er undtagelsen, som det er ærgerligt, at flere ikke har turdet gå i bedene. Peter Morgans skildring af kongehuset har gennemgående været nuanceret og har ikke holdt sig tilbage for kritik. Måske er det nemmere, når man har med en så kronisk lukket institution som det britiske kongehus at gøre. Man håber inderligt, at den danske serie om Dronning Margrethe tør det samme og ikke velvilligt lader sig embedde uden egentlig at være det officielt.
Men ellers ser Hollywood i det aktuelle klima meget lidt vinding ved at gå egne, uautoriserede veje. Også selvom det som oftest er her, vi får de mest interessante resultater, som i ’Priscilla’. De uafhængige biografiske produktioner må friste en tilværelse i den mere smalle indie-sfære.
Det er tilsyneladende sådan, at den brede gruppe af seere vil have det. Vi vil se begejstrede portrætter af de mennesker, vi idoliserer. Der må gerne være skår i glæden, men glæden skal altså være størst.
Forhåbentligt går det over, når historierne om popstjerner og sportsfolk engang er ved at være udtømt, og efterspørgslen vender sig i nye, mindre virkelighedsfascinerede retninger. Når (hvis!) det sker, er det en pinlig æra, der slutter.