Intet fylder mere i hiphopverdenen lige nu end udfaldet af det gæstevers, Kendrick Lamar i sidste måned lagde på sangen ‘Like That’ fra Future og Metro Boomins fællesalbum ‘We Don’t Trust You’.
Der går knap nok en dag uden en ny udvikling i den såkaldte ‘big 3’-beef, der efterhånden føles som en krig, hele hiphopverdenen har lyst til at tage del i – måske lige med undtagelse af J. Cole.
Ved udgivelsen løb netop Kendrick Lamars vers forståeligt nok med meget af opmærksomheden. Men ‘We Don’t Trust You’ er mere end bare arnestedet for årets mest omdiskuterede diss. Det er også et af amerikansk mainstream-hiphops bedste album i meget lang tid.
I fredags landede opfølgeren ‘We Still Don’t Trust You’, og selvom niveauet derpå er en kende mere ujævnt, er der stadig masser af guf at komme efter på tracklisten. Og hvis fortjeneste er det så? Tjo, Future gør det generelt godt – især på etteren – men han flexer ikke meget med rapmusklerne. Han kører med autopilot i vejbaner, hvor han i forvejen er komfortabel.
Nej, det er Metro Boomins kraftpræstation, der får denne albumduologi til at skille sig ud i et oversatureret hiphop-marked. Uden ham havde vi formentlig bare fået endnu et Future-album efter de vante skabeloner. Det er intet under, at Drakes modsvar også sender en stikpille til netop Metro.
I virkeligheden burde det ikke komme som den store overraskelse. For Metro er efterhånden blevet garant for kvalitet.
Kirkeklokker og horror-synths
Det er ikke mange hiphopproducere, der kommanderer genren i samme grad som Metro uden at rappe én eneste linje. Det er i det hele taget få producere, der har opbygget en stærk nok profil til, at de kan have deres navn forrest på en plade side om side med rapperen.
I undergrunden kan navne som Madlib, Kenny Segal, Kenny Beats og The Alchemist prale af det, men de headliner ikke album side om side med gigastjerner som 21 Savage og Future. Metro Boomin er i en magtposition, hvor han kan få The Weeknd og Travis Scott til at gæste hans soloalbum.
Han har name recognition i en grad, som kun de færreste hiphopproducere har haft siden Timbaland, og modsat Timbaland er det sket, uden at Metro selv har forsøgt at betvinge mikrofonen.
Metro mestrer at skabe beats, der øjeblikkeligt lyder cool på en enormt ubesværet måde. De gør ikke nødvendigvis det store væsen af sig ved første lyt, fordi de forskellige elementer passer så godt sammen. Men når man skiller dem ad, bliver det tydeligt, hvor vovet han faktisk er.
Kig eksempelvis på den mest succesfulde ‘We Don’t Trust You’-sang uden et Kendrick-vers: ‘Type Shit’. Det mest fremtrædende instrument på nummeret er kirkeklokker (!), og i takt med at Future og Playboi Cartis vers skrider frem, kommer der fuzzy horn på side om side med nærmest helt John Carpenter-agtige horror-synths.
Knap et minut inde i nummeret skifter det. Under Travis Scotts vers bliver lyden mere spacy og tåget, og nummeret kører længe helt uden trommer. Måske har Mike Dean haft en finger med i spillet – han er trods alt krediteret som co-producer – men Metro fortjener kæmpestor cadeau for at væve to så forskelligt lydende stilarter så elegant sammen.
Det er langtfra det eneste højdepunkt på tværs af de to album.
Hvad med de nærmest maskingevær-lydende hi-hats på ‘Nobody Knows My Struggle’? Den elegante balance mellem triumferende coolness og stilfærdig ambience fra synthsporet på ‘Fried (She a Vibe)’? Den ‘Drive’-klingende synthwave på ‘We Still Don’t Trust You’? Eller hvordan han genopfinder Kanye-esque chipmunk soul i en trap-kontekst med ‘Everyday Hustle’?
Metro er – modsat netop Kanye West – ikke den slags producer, der skriger dig i ansigtet med, hvor opfindsom og kreativ han er. Hans evner tjener først og fremmest sangen, og så bliver egoet parkeret ved det ikoniske »If young Metro don’t trust you, I’m gon’ shoot you«-tag.
Hans ekvilibrisme som producer har været tydelig siden hans allerførste mainstream-hit – ironisk nok et Drake-collab, nemlig ILoveMakonnens ‘Tuesday’. Den warpy leadsynth, der perfekt understreger hvert eneste lille »up«, og som eminent matcher klangen af ILoveMakonnens særegne stemme, er uimodståelig på den der klassisk diskrete Metro-måde.
Det var tydeligt allerede dengang, at ‘Tuesday’ var starten på noget stort, og mange spåede ILoveMakonnen en lys fremtid inden for hiphop. I stedet skulle øjnene nok have været vendt mod Metro, hvis tilgang til genren har resulteret i det ene gode album efter det andet.
Og netop dét er yderst tiltrængt på den amerikanske hiphopscene lige nu.
Trap-scenens bedste albumkunstner
Hiphoppen har over en bred kam ikke længere den succes, som genren havde for bare få år siden.
Kanye kommer med antisemitiske udtalelser, Drake lyder uinteresseret i sine egne sange, J. Cole gør sig selv til grin, Nicki Minaj udgiver karrierens værste musik, Travis Scott er efterhånden form over indhold, og Kendrick … ja, han udgiver altså musik for sjældent til at gøre den store forskel.
Selv Future kommer ud af en stime af ujævne udgivelser. I min optik skal vi tilbage til ‘DS2’ fra 2015 for at finde hans seneste hovedværk, og det stod altså ikke på mit 2024-bingokort, at netop han skulle blive rapperen, der udgav et tidligt bud på årets bedste mainstream-rapalbum.
Men det giver alligevel mening, når vi i stedet retter blikket mod Metro Boomins diskografi.
Metro er en af de få store spillere, der pålideligt kan udgive solide album, uden at der går for lang tid imellem dem. Hans soloalbum ‘Not All Heroes Wear Capes’ fra 2018 og ‘Heroes & Villains’ fra 2022 var begge stærke, og hans samarbejder med 21 Savage på ‘Without Warning’ og ‘Savage Mode II’ resulterede i rapperens nok bedste værker.
Det er svært at nævne andre så store hiphopkunstnere, der har været så aktive i løbet af de seneste seks år uden at træde forkert. Det tætteste på et fejltrin skulle nærmest være ‘We Still Don’t Trust You’, og det skyldes altså i langt højere grad, at Future stedvist bevæger sig ud, hvor han ikke kan bunde – Metros produktioner er stadig kanongode.
Et album som ‘We Don’t Trust You’ understreger i hvert fald, at sulten efter trap-rap af klassisk format ikke er stillet endnu, så længe man har håndværket i orden. Og få andre har så godt styr på deres håndværk lige nu som Metro Boomin.
Det må vi endelig ikke glemme midt i oceanet af diss-tracks.