OP- OG NEDTURE. »Man skal lære at give slip og ikke bekymre sig, om man bliver lige så stor som Tobias Rahim«, siger Anton Dyrby, der udgør den ene halvdel af den energiske punkrap-duo Fabräk.
Jeg møder ham og duoens anden halvdel, Sixten Rasmussen, i Københavns Lufthavn til to kopper kaffe, en Monster og en snak om gruppens op- og nedture. Om bare få øjeblikke letter deres fly til Norge, hvor de skal spille et par koncerter i Oslo og Trondheim.
Deres nye plade, den svære toer, ‘Plastikverden’, står og banker på udgivelsesdøren, og man kan mærke på de to venner, at de ikke nødvendigvis ved, hvor de står i forhold til dengang, de høstede debutens frugter med store koncerter i Vega og på Spot.
Netop tvivlen er den største udfordring, de har måttet overvinde, fortæller Sixten Rasmussen og fortsætter:
»Man når at tænke lidt over, hvorfor man laver musik. Er det noget, man gør for andre, eller fordi man har det fedt med sine venner? Man skal komme til et sted, hvor man er komfortabel med at lade det komme ud at leve og ikke give så mange fucks for, hvad der sker med det«.
Med ‘Plastikverden’ træder Fabräk et par skridt væk fra det fandenivoldske og semi-hedonistiske univers, som de blev kendt for på debutpladen ’Rige børn leger bedst’.
Der er skruet op for rappen, men også for eftertænksomheden. De formår endda at forholde sig til mere politiske spørgsmål, og det klæder dem. Men de befinder sig nok bedst i et kompromis mellem livskløgt og kaos. I løbet af vores snak reflekterer det ene i det andet.
Et fly letter og lander, og indimellem er der turbulens. Sådan må det nødvendigvis også være i et band, så lad os se, hvor store rystelserne er med Fabräk Airlines.
»Det var den sygeste dag i mit liv«
Hvilken dag var den vigtigste dag i jeres karriere?
Anton Dyrby: »Det var den dag, vi skrev til hinanden på Soundcloud og startede bandet i 2020. Vi vidste, hvem hinanden var, men vi kendte ikke rigtig hinanden«.
Sixten Rasmussen: »Ellers er højdepunkterne nok koncerterne. Store Vega, Volume Village, Spot, Smukfest … især de første Spot-koncerter. De var fucking nøjeren. Man kan godt nogle gange savne at have så meget nøjeren på, inden man skal på scenen«.
Anton Dyrby: »Ja, nu har man jo lidt kilometer i benene, ikk’? Før havde man det, som om man skulle både skide og knække sig, inden man gik på scenen«.
Hvornår har I bevæget jer i en forkert retning?
Sixten Rasmussen: »Det har vi sgu nok ikke lavet nok musik til at have gjort endnu«.
Anton Dyrby: »Måske med den nye plade … «.
Hvad var den lykkeligste dag i jeres liv?
Sixten Rasmussen: »Jeg kan med ro i maven sige, at den dag, vi spillede Store Vega, var den sygeste dag i mit liv. Der er sgu ikke andet, som jeg altid har villet gøre, men som er så svært at opnå«.
»Man skal være så heldig, men også kunne finde ud af sit shit for at komme dertil. Der er mange, der kan deres shit, som aldrig når dertil, så derfor var det en sindssyg blanding af held og hårdt arbejde at spille på det venue, hvor man har set så mange legends spille. Det var crazy«.
Anton Dyrby: »Og den dag jeg blev gift, selvfølgelig. Det var faktisk også en slags Fabräk-dag. Sixten holdt en tale«.
Sixten Rasmussen: »Gjorde jeg det?«
Anton Dyrby: »Nej, altså, du fik ordet og satte en Chief Keef-sang på«.
Sixten Rasmussen: »Det kan jeg ikke rigtig huske. Jeg var stiv i dyr vin! Det er jo sjældent, man får god vin nu til dags«.
Røv og nøgler
Hvad er den dårligste oplevelse, I har haft i jeres professionelle liv?
Anton Dyrby: »En koncert vi spillede på Bornholm til Wonderfestiwall, hvor alt, der overhovedet kunne gå galt, gik galt. Og det var alt sammen vores egen skyld. Vi tog ikke ansvar for vores hyrede musikere, og alle var alt for stive. Vi lignede røv og nøgler, alt sejlede fuldstændig«.
»Hvis nogen tog til den koncert og i forvejen lænede lidt mod ikke at kunne lide os, så kunne de helt sikkert ikke lide os efter! Vi har lært af det – og har fået styr på den slags. Men det var sgu ikke en fed fornemmelse«.
Hvilket nederlag har gjort jer stærkere?
Sixten Rasmussen: »Jeg ved ikke, om man kan kalde det et nederlag, men vi lagde noget musik ud, som ikke fik lige så mange streams og opmærksomhed, som vi plejer at få«.
Anton Dyrby: »Så står man med en mavepuster-følelse af, at folk ikke engang hader det – de er bare ligeglade. Efter at det er gået godt i en periode, tror man, at det altid skal være sådan«.
Sixten Rasmussen: »Ja, så er det tre måneder siden, at du havde det helt hyped over 3000 plays på Soundcloud, og så står du pludselig og tuder over kun at have fået 100.000 streams og med en følelse af, at alt kan være lige meget. Så må man lige sige til sig selv: ‘Hey, du har spillet i to år. Slap af’«.
Hvilken situation i jeres liv har krævet størst mod?
Anton Dyrby: »Jeg tror, det er hele den måde, vi lever på, hvor vi har gjort os uafhængige af uddannelse og sådan nogle ting. At have taget springet – vi gider ikke køre det sædvanlige møllehjul af et liv, du ved«.
»Det er på en eller anden måde gnarly ikke at have noget sikkerhedsnet og ikke bare vide, at man kan gå tilbage og arbejde i Novo Nordisk eller sådan sådan noget … og så den dag vi bungy-jumpede!«
Sixten Rasmussen: »Jeg føler mig sjældent modig. Jeg gør bare shit. Det er sjældent, jeg føler, at jeg skal tage mig mod til noget. Jeg mener, hvad er alternativet? At sidde derhjemme og ryge hash? Alternativet er ikke at lave noget«.
Noget at leve op til
Hvornår var I mest stolte af jer selv?
Anton Dyrby: »Jeg er ikke så stolt af mig selv generelt. Selvfølgelig skal man være stolt af sig selv, men man skal også passe på«.
Sixten Rasmussen: »Jeg har været stolt af mig selv, efter jeg er begyndt at tjene nogle ordentlige penge og gøre noget nice for min familie, min kæreste og mine venner. Når jeg sætter et bedre eksempel for mine små brødre i stedet for at være så basket hele tiden og feste for meget«.
Anton Dyrby: »Jeg ved ikke, om det her er en mærkelig ting at sige, men med den måde, du har kørt dit liv på … jeg er stolt af dig, bro. Helt seriøst. Jeg synes, du fucking kører lige for tiden«.
Sixten Rasmussen: »Tak! Jeg er sgu også stolt af dig. Ja, altså vi har jo noget at leve op til lige pludselig. Vi har slacket meget før. Måske mere mig – du har i det mindste haft et arbejde, mens jeg har røget weed og gamet meget uden at kunne tjene penge på en måde, som jeg kunne holde ud. Men nu har jeg fået lidt penge på lommen og kan lide det, jeg laver«.
Hvad er jeres største fortrydelse?
Anton Dyrby: »Jeg fortryder sgu ikke noget«.
Sixten Rasmussen: »Jeg fortryder, at jeg ikke drak flere gratis breezere, da en eller anden dude havde lagt 40 lapper i baren i Aarhus efter Spot. Det var sgu aldrig sket i København!«
‘Plastikverden’ er ude nu.